Så begynder badesæsonen

Igen i år hejser Jammerbugt Kommune ”Vandsikker kommune flaget” på ni strande

Sommeren er så småt ved at indfinde sig, og der loves lækkert vejr i pinsedagene. Og igen i år er Jammerbugt Kommune oppe med ”Vandsikker kommune flaget”. Arkivfoto: Torben Hansen

Sommeren er så småt ved at indfinde sig, og der loves lækkert vejr i pinsedagene. Og igen i år er Jammerbugt Kommune oppe med ”Vandsikker kommune flaget”. Arkivfoto: Torben Hansen

JAMMERBUGT:Sommeren er så småt ved at indfinde sig, og der loves lækkert vejr i pinsedagene.

Og igen i år hejser Jammerbugt Kommune ”Vandsikker kommune flaget”.

Det hejses i uge 23 på kommunens strande og havne. I år er der ingen markering, når flaget går til tops grundet corona. Men badesæsonen kan ingen holde tilbage.

- Vandsikker Kommune flaget er en garanti for fokus på rent badevand og høj badesikkerhed for borgerne og turisterne i kommunen. Flaget hejses på ni strande og to havne, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Flaget betyder, at der disse steder er særlig fokus på vandkvalitet og tilgængelighed til stranden.

Her skal redningsudstyr også være tilgængeligt. Adgangen for hunde og kørsel på stranden er nogle af de forhold, som Jammerbugt Kommune kan tilgodese med Vandsikker kommune flaget.

Også i havne

Gjøl og Attrup Havne har begge flaget hejst i badesæsonen.

Konkret betyder det, at der tages hånd om sikkerheden for både sejlende, gæster og miljøet på havnene.

For sejlere og besøgende er der derfor muligheder for at aflevere alle typer af affald, så det kan bortskaffes på bedst mulig måde. Der er ligeledes være udstyr til opsamling af olie og andre miljøfarlige stoffer på havnen, hvis der sker uheld.

På havnene er der etableret sikkerhedsafmærkninger og sikkerhedsstiger, så personer nemt kan komme op af vandet igen, hvis de falder i.

Vandanalyser

Jammerbugt kommune sikrer, at badevandet er så rent som overhovedet muligt ved at udtage minimum 10 prøver på ni strande og seks prøver på Gjøl og Attrup Havn i løbet af badesæsonen i perioden fra 1. juni til 1. september.

Kommunen analyserer for eventuelt indhold af bakterierne E. Coli og enterokokker, som er tarmbakterier fra mennesker og dyr. Jammerbugt Kommunes badevand er de sidste mange år klassificeret som udmærket kvalitet.

Konstaterer Jammerbugt Kommune, at badevandet er forurenet, afhjælper kommunen forureningen, eller oplyser straks om badeforbud eller fraråder badning.

Strandene, hvorpå der udtages prøver er: Grønhøj, Saltum, Blokhus, Rødhus, Ejstrup, Tranum, Slettestrand, Svinkløv og Klim Strand.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.