Seks-årig dreng skudt i benet med luftgevær

Der er stor uklarhed omkring, hvad der er sket, da dreng blev skudt i benet i Fjerritslev

FJERRITSLEV:En seks-årig dreng blev i weekenden skudt i benet med et luftgevær eller en luftpistol, da han besøgte sin underbo.

Haglet sad så dybt, at det måtte opereres ud af drengens ben. Han er fortsat indlagt på Thisted Sygehus, oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Men der er stor uklarhed om, hvorvidt der ligger en forbrydelse bag skuddet, eller om der er tale om et uheld.

Fandt ingen våben

Skudepisoden fandt sted lørdag aften kort efter klokken 20 i Fjerritslev.

Her gik den seks-årige dreng ned til underboen, som han ofte besøgte. Kort tid efter kom han løbende, grædende tilbage til sin mor, efter at være blevet skudt i benet, fortæller Frank Olsen.

Da politiet ankom til stedet, talte de med de personer, der opholdt sig i lejligheden, hvor den seks-årige dreng havde været på besøg, ligesom lejligheden blev undersøgt for våben.

- Men vi har ikke fundet noget våben, og det er heller ikke klart, om der er en gerningsmand, og hvem det eventuelt er, siger Frank Olsen.

Dreng skal afhøres

Politiet kunne ikke tale med den seks-årige dreng på stedet, fordi han var så skræmt og havde så ondt, at han blev kørt direkte på sygehuset til behandling.

På grund af drengens lave alder skal han videoafhøres senere på ugen, og Frank Olsen håber, at drengens forklaring kan kaste lys over, hvad der er sket i lejligheden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.