Kirkeklokker ringede uafbrudt i tyve minutter
En salmebog var formentlig skyld i, at kirkeklokkerne blev sat i gang og ringede uafbrudt i tyve minutter mandag aften

Graver og kirketjener Erik Ipsen med samlebogen, der fik kirkeklokken til at ringe søndag aften. Foto: Lars Pauli
BLOKHUS/HUNE:Mandag aften fik borgerne omkring kirken i Hune lidt ekstra for kirkeskatten.
Omkring klokken 22 begyndte kirkeklokkerne at ringe, og det fortsatte de med i tyve minutter, indtil en ansat i kirken fik slukket for strømmen.
Det skriver Kanal Blokhus.
Blev ringet op af naboen
Graver i Hune Kirke, Erik Ipsen, blev kontaktet af naboen til kirken, som ikke kunne forstå, hvorfor klokkerne pludselig bimlede og bamlede.
- Man har jo hørt om andre steder, hvor der er gået fejl i systemet og klokkerne pludselig er begyndt at ringe, så jeg fik så fat i en kollega, som bor 500 meter fra kirken. Han tog op og slog strømmen fra relæet og så holdt klokkerne selvfølgelig op, fortæller Erik Ipsen til Nordjyske.
Dagen efter, da Erik mødte ind, slog han strømmen til igen og han opdagede også, hvad der med stor sandsynlighed forårsagede den ekstraordinære ringning.

Det var en nabo til kirken, som gjorde Erik Ipsen opmærksom på at klokkerne var gået i gang. Foto: Lars Pauli
Nye procedurer
- Jeg er næsten sikker på, at det er en salmebog, som har ramt en fjernbetjening, som så har startet klokkerne, siger han.
Flere borgere har efterfølgende henvendt sig og spurgt, hvorfor klokkerne pludselig blev sat i sving mandag aften.
- Nogen troede, vi markerede solhverv, men det er ikke noget, vi normalt gør, siger Erik Ipsen.
Han fortæller, at flere af hans kolleger har grinet lidt af hele optrinnet, og derfor har han nu indført nye procedurer.
- Jeg skal i hvert fald sørge for at lægge fjernbetjeningen et sted, så den ikke risikerer at blive trykket på.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.