Smittetal fordoblet i nordjysk kommune: Se hvordan det fordeler sig
I særligt ét byområde er antallet af smittetilfælde stigende

Arkivfoto: Bente Poder
JAMMERBUGT:I sidste uge var 20 nye smittede med covid-19 i Jammerbugt Kommune. I forrige uge lå tallet på 11.
Det viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som Jammerbugt Kommune har offentliggjort.
I den seneste optælling tæller man dog både positive prøver fra PCR- og lyntest med. Det er første gang, lyntest er opgjort i tallene.
- Jeg tror, at sidste uge ligner den forrige uge. Tallene stiger generelt i Danmark, fordi vi nu også medregner lyntest, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V).
Jammerbugt Kommune er ikke bekendt med antal testede, eller hvor mange af de smittede, der er testet med lyntest.
Hældt benzin på bålet
Særligt i byområdet Jetsmark oplevede man i sidste uge en større smittestigning. Otte af de tyve nysmittede i Jammerbugt Kommune er fra Jetsmark. I forrige uge havde de tre nysmittede.
- Nogle gange er der meget smitte i et lokalområde. Andre gange er der ikke. Smitten er jo et ulmende bål, der blusser op, hvis man hælder benzin på det. Der er så hældt benzin i Jetsmark i sidste uge, siger Mogens Christen Gade.
Borgmesteren har ikke nogen umiddelbart forklaring på stigningen. Der har ikke været et større udbrud på en skole eller lignende.
I den anden ende af smitteskalaen ligger Thorup-Klim. I den seneste måned har der kun været en positiv test med covid-19.
- Det er et langvarigt flot resultat, som borgerne scorer derude, siger borgmesteren.
På landsplan er 771 testet positive det seneste døgn. 307.507 test indgår i opgørelsen, og det giver en positivprocent på 0,25. Region Nordjylland har et incidenstal på 59,6. Det er lavest af alle danske regioner.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.