Stråtækt sommerhus brændte helt ned - stort område i brandfare
Brandfolkene fik travlt med at sikre sommerhusområdet, der talte adskillige stråtage
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:17
RØDHUS: Et stråtækt sommerhus stod ikke til at redde, da Nordjyllands Beredskab fredag aften omkring kl. 19.30 blev kaldt til brand i et sommerhusområde på Tunen mellem Blokhus og Rødhus.
Et ældre ægtepar befandt sig i huset, da branden opstod, men var selv kommet i sikkerhed, inden brandfolkene nåede frem.
Mens man måtte opgive at redde det overtændte sommerhus, fik beredskabet travlt med at sikre området og de omkringliggende huse, der talte adskillige stråtag. Især to nabohuse var i direkte fare - der var ingen hjemme i de to huse.
- De første brandfolk på stedet ser hurtigt, at der ikke er meget at gøre i forhold til det pågældende hus, der er helt gennembrændt. Men på grund af vinden er der meget fygeild - og det er altså i et lyngklædt område, hvor der er forholdsvist tørt. Det var det, der udgjorde den største risiko. Derfor vurderer de hurtigt, at det er der, der først og fremmest skal gøres en indsats, fortæller indsatsleder Jørgen Pedersen, der havde 14 mand og fem køretøjer i sving.
Han vurderede, at fareområdet strakte sig omkring fem-seks hektar.
- Der var kun direkte brand i cirka én hektar, men vinden gjorde, at vi valgte at evakuere flere huse, fortæller indsatslederen, der også roser de lokale beboere for deres indsats.
- De var flittige med branddaskere og med at trække slanger, så det var en uvurderlig hjælp, siger han.
Man fik forholdsvis hurtigt kontrol over situationen, men Jørgen Pedersen forventer at efterslukningen vil komme til at tage en rum tid, mens der også skal holdes øje med, at der ikke er gnister, der igen sætter ild i lyngen.
Bortset fra det ældre ægtepar med det nedbrændte hus, fortæller Jørgen Pedersen, at alle evakuerede kunne vende tilbage til deres huse i løbet af aftenen.
Indsatslederen har i skrivende stund ikke noget bud på brandårsagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.