Udskældt lyskryds slukket - men nu er borgerne utilfredse

Efter flere ugers kritik af nyt lyskryds i Hune har kommunen nu valgt at slukke det i en periode. Den beslutning møder kritik blandt lokale

Efter Jammerbugt Kommune slukkede for lysreguleringen, er reglerne nu gået tilbage til dem, der var før. Kommer man sydfra, må man derfor nu igen ikke dreje til venstre. Foto: Henrik Bo

Efter Jammerbugt Kommune slukkede for lysreguleringen, er reglerne nu gået tilbage til dem, der var før. Kommer man sydfra, må man derfor nu igen ikke dreje til venstre. Foto: Henrik Bo

HUNE:Efter flere ugers kritik og ikke mindst opmærksomhed på de sociale medier, trak Jammerbugt Kommune tirsdag morgen stikket på det ellers spritnye lyskryds midt i Hune. Det sker efter uger med kritik af løsningen, der ifølge flere bilister har medført lange bilkøer på den eneste vej ned til Blokhus.

Lyskrydset blev lavet for at hjælpe på de trafikale problemer, der tidligere har været i krydset mellem Vesterhavsvej, Hunetorpvej og Kirkevej.

Men nu har Jammerbugt Kommune altså slukket for lyskrydset i en periode for at se, hvordan det påvirker trafikken. På sidevejene til Vesterhavsvej er der igen ubetinget vigepligt, og bilisterne, der kommer sydfra, må ikke dreje til venstre. Man er altså gået tilbage til den løsning, der også har været gældende tidligere.

Forvirring

Da Nordjyske var forbi det slukkede lyskryds tirsdag formiddag, var der ikke nogen lang kø fra øst, hvilket formentlig skyldes det knap så gode sommervejr.

Til gengæld var flere bilister forvirrede over, hvilket trafikregler, der nu var gældende, og holdt tilbage for dem, der kom fra sidevejene, selvom de ikke behøvede ifølge reglerne.

Til trods for nogle situationer med forvirrede bilister, gled trafikken nogenlunde tirsdag formiddag. Foto: Henrik Bo

Til trods for nogle situationer med forvirrede bilister, gled trafikken nogenlunde tirsdag formiddag. Foto: Henrik Bo

Til trods for trafikken gled nogenlunde tirsdag formiddag, så har det været mere tryk på generelt i år, fortæller Hanne Olsen, der har salonen Frisørhuset Hune, der ligger netop på Vesterhavsvej tæt på lyskrydset.

- Vi har oplevet, de har holdt i kø og kø, og somme tider stod det helt stille, når det var rigtig varmt, fortæller Hanne Olsen og konstaterer:

- Jeg synes, det har været meget værre i år.

Hanne Olsen driver en frisørsalon i Hune tæt på krydset. Hun synes trafikken i år har været værre end normalt. Foto: Henrik Bo

Hanne Olsen driver en frisørsalon i Hune tæt på krydset. Hun synes trafikken i år har været værre end normalt. Foto: Henrik Bo

Lokale er utilfredse

Selvom frisøren ikke har nogen mening om, hvorvidt det var den rigtige beslutning at slukke lyskrydset, så har Lis Hvarregård, der bor på Vesterhavsvej, tæt på krydset.

- Jeg har lige snakket med naboen, og vi er meget kede af det, og meget utilfredse med, at de nu slukker igen. For det er da meget bedre for os, der bor her. Og jeg tror heller ikke det er nogen af os fra midtbyen, der har klaget over det. Det er andre, der skal skynde sig til Blokhus i en fart.

- Det positive er da, at os der bor her kan komme over vejen meget mere sikkert, end vi kunne før. For der er kommet et fodgængerfelt. Før måtte man bare zigzagge mellem bilerne, siger Lis Hvarregaard. Foto: Henrik Bo

Lis Hvarregaard er selv født i Hune, og flere i familien bor også i byen. Hun fortæller, at der i højsæsonen altid har været kø for at komme ind til Blokhus, men at lyskrydset har haft en positiv betydning for borgerne i byen.

- Det har betydet, man lettere kunne komme ud fra sidevejene, og at man også kan komme sikrere over gaden, siger hun med henvisning til de fodgængerfelter, der også kom i forbindelse med krydset.

Længere oppe ad vejen bor Lars Schou. Han er heller ikke begejstret for kommunens beslutning om at slukke lyskrydset.

- Jeg er modstander af, de har slukket det. For det har været let for os at komme ind og ud ad indkørslen. Det er som om folk ikke vil give det en chance, fortæller han.

Lars har boet i sit hus på Vesterhavsvej siden januar, men kender området godt. Han synes, folk skulle have givet lyskrydset en chance. Foto: Henrik Bo

Lars har boet i sit hus på Vesterhavsvej siden januar, men kender området godt. Han synes, folk skulle have givet lyskrydset en chance. Foto: Henrik Bo

Lars Schou har også allerede kunnet konstatere, at bilisterne ikke har været helt sikre på, hvilke regler der gælder, efter lysene blev slukket.

- Jeg kan se, folk har problemer med at finde ud af det. Nu så jeg en autocamper, der sad og kiggede op på lysene, fordi de ikke har dækket de øverste til. Men giv det nu en chance, og så lad os se, hvad der sker.

I uge 29 sætter Nordjyske fokus på feriebyen Blokhus, hvor turisterne flokkes i disse uger. Hvis du kender til en historie, vi bør skrive om, er du velkommen til at kontakte os på jds@dnmh.dk.

Kommentarer

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.