KV21 Jammerbugt

V-borgmester indrømmer: - Jeg er en god socialdemokrat

Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Christen Gade blev medlem af Venstre ved et tilfælde

Samarbejdet hen over midten er noget af det, der har skabt resultater i Jammerbugt Kommune, mener borgmester Mogens Christen Gade (V). Foto: Henrik Louis

Samarbejdet hen over midten er noget af det, der har skabt resultater i Jammerbugt Kommune, mener borgmester Mogens Christen Gade (V). Foto: Henrik Louis

JAMMERBUGT:Han er en af dem, der har siddet længst tid for bordenden i byrådssalen - ikke kun i Nordjylland, men også på landsplan. Alligevel har han ikke tænkt sig at give borgmesterkæden frivilligt fra sig.

Siden 2002 har Mogens Christen Gade (V) været borgmester i først Brovst og så Jammerbugt Kommune.

- At være borgmester er en fantastisk livsstil. Du er den 365 dage om året og hvis ikke du kan lide det, skal du stoppe. Men jeg trives virkelig med det. Så længe der også er plads til familien, lyder det fra landkommunens bykonge.

- Du har siddet på posten i 20 år. Har du ikke overvejet at stoppe?

- Nej. Jeg tror, jeg ville mærke det, hvis jeg mistede motivationen. Det prøvede jeg med fodbold. Der gik jeg voldsomt op i det, men pludselig begyndte jeg at gå og tænke: "Ej, nu er det efterår. Øv, det regner, gider jeg virkelig hen og træne i dag?"

- Men det har jeg aldrig været i nærheden af i det her job. Jeg føler mig stadig topmotiveret til at gøre det, jeg kan.

- Kommer du til at stille op til Folketinget en dag?

- Nej. Det kan jeg love. Og jeg skal heller ikke til EU. Se, det er da to store valgløfter, der er til at måle på, griner han.

Sofie, Lene, mor og Trunte

Den læreruddannede politiker bor stadig i Skovsgård, der har været hans hjemby - næsten - hele livet. Da han gik på seminariet boede han hjemme hos sin mor og siden har han boet i hus med sin bedre halvdel Lene på to forskellige matrikler i byen.

- Har du aldrig boet andre steder end i Skovsgård?

- Jo da. Jeg er født i Øster Svenstrup, svarer Mogens og griner. Det er trods alt på den anden side af hovedvejen, svarer han.

Foreningslivet fylder en del i V-politiker Mogens Christen Gades fritid. I Skovsgård er han stadig grøn spejder på 49. år, ligesom han i sin tid spillede trompet i byens hornorkester. - Da jeg for nogle år siden spillede for mig selv i vores garage, kom vores nabodreng løbende ind til min kone og råbte: "Lene, Lene, hvad er der galt?" Sidan da har jeg ikke spillet så meget, afslører han. Foto: Henrik Louis

Foreningslivet fylder en del i V-politiker Mogens Christen Gades fritid. I Skovsgård er han stadig grøn spejder på 49. år, ligesom han i sin tid spillede trompet i byens hornorkester. - Da jeg for nogle år siden spillede for mig selv i vores garage, kom vores nabodreng løbende ind til min kone og råbte: "Lene, Lene, hvad er der galt?" Sidan da har jeg ikke spillet så meget, afslører han. Foto: Henrik Louis

Hans mor bor stadig på den gamle station i Skovsgård, hvor hun i Mogens barndomsår arbejdede som brevsamler.

- Jeg besøger min mor hver dag.

Generelt er borgmesteren tæt på sin familie. Hans nu voksne datter Sofie bor sammen med sin kæreste i Aabybro - nær borgmesterkontoret.

Der tikker en sms ind, og Mogens griber mobilen.

- Undskyld, den bliver jeg lige nødt til at tjekke, siger han og smiler så stort.

- Det var Sofie. Truntes operation er gået godt.

Familiens røde cockerspaniel har haft problemer med det højre bagben og er en tur på dyrehospital. Nu må Mogens agere genoptræningsmakker - på samme måde som Trunte gjorde for ham.

- Hun hjalp mig, da jeg blev opereret med de hofter. Vi går tur hver morgen og hver aften, og det kunne der jo ikke blive lavet om på, bare fordi far var nyopereret.

Taber færre indbyggere

En af mærkesagerne er netop, at få flere til at gøre som datteren Sofie og slå sig ned i hjemkommunen. Ifølge Mogens selv er de godt på vej.

- Vi er den kommune i Nordjylland, der klarer os fjerdebedst. Siden vi startede projektet "Liv i by og skole" i 2015 har vi kun tabt omkring 100 indbyggere i alt. Før tabte vi 100 om året.

- Dengang spurgte folk, om jeg var rigtig klog at holde liv i de små skoler. Det har vist sig at være vigtigt for at sikre vores befolkningsgrundlag og for at få nogle yngre ildsjæle med. I dag har de faktisk ikke længere alle sammen samme hårfarve som mig, siger han og hiver fat i en grå hårtot.

- Kommer I til at lukke skoler efter kommunalvalget?

- Det ser godt ud og når evalueringsrapporten kommer, skal den nye kommunalbestyrelse tage stilling til den.

- Så der forbliver samme antal skoler i Jammerbugt Kommune?

- Det kan jeg ikke love, men det vil jeg håbe.

- Så det er din holdning, at de skal køre videre?

- Der kan være skoler, der hænger lige kanten. Der skal både være et fagligt og socialt miljø for børnene. Jeg vil gå vidt for at bevare dem, men jeg kan ikke love det. Det kommer an på rapporten.

En del af at holde liv i de små byer, er ifølge Venstre-borgmesteren også at markedsføre kommunens arbejdspladser - og det skal de være bedre til.

- Folk tror måske sat lidt på spidsen, at Jammerbugten - det er ene landmænd, håndværkere og små galleriejere, men vi har utroligt mange spændende og højteknologiske virksomheder. Vi skal have synliggjort, at de også er der, så folk roligt kan flytte herud og få arbejde.

Gør flere det, bliver der ifølge borgmesteren brug for endnu flere nye byggegrunde.

- Vi skal dække efterspørgslen og også byggemodne mere end vi gør - også selvom det i nogle områder tager lang tid at sælge en grund. De skal være godt fordelt ud i hele kommunen.

Rød eller blå?

Når det kommer til de huse, hvor der står et til-salg-skilt, har kommunalpolitikeren en bøn til sine kolleger på Christiansborg.

- Vi har ingen storbyer men 24 lokalsamfund. Vi skal fra politisk side sikre, at vi også kan få finansieret vores boliger herude, selvom kreditforeningerne ikke vil. Der kan jeg godt blive lidt rød i kanten, siger han og opfordrer til at kigge på statslige boliglån.

At borgmesteren i en af de mest blå kommuner er rød i kanten, kommer nok bag på de fleste, men han blev faktisk medlem af Venstre ved et tilfælde.

- Da jeg studerede, arbejdede jeg på en minkfarm og ejeren var medlem af Venstre. På et tidspunkt kom ham hjem til os på posthuset og snakkede med mor. Så stak hun hovedet op ved trappen og råbte: "Han spørger om du ikke skal være medlem, så du kan stille op." Så blev jeg det, afslører han.

- Dengang var det ikke så moderne at være venstremand. Jeg har altid været lidt liberal, men jeg er jo nok det, de vil kalde en god socialdemokrat. Ja, det er nok det, jeg er. Det er vel også derfor, jeg har kunnet samle en kommunalbestyrelse i så mange år.

- Så havde du også stillet op i sin tid, hvis det var Socialdemokratiet, der havde spurgt?

- Arg, det er jeg nu alligevel ikke sikker på, griner han.

- Jeg kommer jo fra en landmandsfamilie. Men jeg har stor respekt for deres udgangspunkt og her i kommunen prøver vi også at bøje os mod hinanden.

Uanset partifarven, mener Mogens selv, at en af hans helt store forcer er at kunne råbe, så de kan høre det helt til Slotsholmen i København.

- De skal kunne høre, vi mener det. Og det bliver ikke bare med små pip.

Om spidskandidaten

Mogens Christen Gade

Alder: 60 år

Bopæl: Bor i Skovsgård sammen med Lene

Civilstand: Samlevende, en voksen datter

Arbejde: Tidligere folkeskolelærer, de sidste 20 år borgmester

Uddannelse: Lærer

Opstiller for: Venstre

- Den har jeg aldrig brugt - ikke en eneste gang i de 20 år, jeg har været borgmester. Der har ikke været brug for det, de fleste i kommunalbestyrelsen er jo velopdragne, fornuftige mennesker, siger Mogens om borgmesterklokken.Foto: Henrik louis

- Den har jeg aldrig brugt - ikke en eneste gang i de 20 år, jeg har været borgmester. Der har ikke været brug for det, de fleste i kommunalbestyrelsen er jo velopdragne, fornuftige mennesker, siger Mogens om borgmesterklokken.Foto: Henrik louis

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.