Vi betaler ikke det, det koster at producere fødevarer, og det bliver et alvorligt problem, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling.

Jeg startede min første forretning, da jeg var 11. Jeg solgte hjemmedyrkede løg og gulerødder i en rød- og hvidstribet vejbod ved min barndomsgård i Nordjylland.

Jeg stoppede med salget, da der flere gange var voksne mennesker, der havde tømt boden for både penge og grøntsager.

Det er slemt at stjæle fra børn, men faktisk stjæler vi i dag dagligt fra vores hårdtarbejdende landmænd. Vi betaler ganske enkelt ikke det for fødevarerne, som det reelt koster at producere dem.

Jeg havde som 11-årig aflæst markedet omkring mig.

Selvom jeg elsker kartofler og jordbær, og de var de gængse råvarer i vejboderne, besluttede jeg mig for at dyrke gulerødder og løg. Det var sjovt, og jeg nød hele processen, lige indtil salgsdelen. Jeg kørte min flotte vejbod ud med sprudlende afgrøder.

Det var dog demotiverende, når pengekassen blev tømt, eller når der bare ikke blev betalt. Vi havde boltet pengekassen fast til boden, men en dag var den revet ud af boden med et beløb på sølle 15 kr. Jeg gav op, kørte boden tilbage i stalden, og den kom aldrig ud igen. Gulerødderne delte jeg med kaninerne, og løgene spiste vi over vinteren.

De bristede barndomsdrømme er en ting. I dag er jeg dog primært bekymret, fordi vi kollektivt stjæler fra vores landmænd og samtidig udsætter dem for urimelige forhold, som ikke mange af os er villige til selv at arbejde og leve under.

Danskerne er et af de folkefærd, der bruger mindst af deres disponible indkomst på fødevarer på tværs af hele det europæiske kontinent.

Det er på trods af, at vi ligger helt i top i forhold til lønindkomster. Omvendt har landmændene gæld til langt op over begge ører.

Det at vi kollektivt har skabt en urealistisk og uretfærdig efterspørgsel på billige råvarer af sørgelig kvalitet, udsætter vores landmænd for uværdige arbejdsforhold, vilkår og fremtidsudsigter. Det er mildest talt ræset mod bunden, og vi beder i øjeblikket landmændene om at skrabe bunden ved at efterspørge fødevarer af tvivlsom kvalitet og ikke betale det, det koster.

Jeg er selv vokset op i det konventionelle landbrug og kender alle de gode intentioner. Jeg ved, at langt de fleste landmænd står op om morgenen med et oprigtigt ønske om at bidrage til at sikre at hele verdens befolkning får mad på bordet.

Jeg ved også, hvor svært det er at få til at løbe økonomisk rundt. Det er, selvom man bruger de fleste af de vågne timer på at arbejde på gården. Der er altid noget, der skal ordnes og fikses, når man har en gård.

De fleste landbrug er i dag gældsat til langt op over begge ører. Den samlede gæld for det danske landbrug er 297 milliarder kroner. Ifølge de sidste landbrugsforhandlinger skylder den gennemsnitlige landmand omkring 20 mio kr. Forestil dig at knokle 16 timer i døgnet, hele dit liv, og stadig som 70-årig have stor gæld og manglende udsigt til blot en gennemsnitlig pensionsudbetaling.

Det økonomiske pres på landbruget gør det også svært at forestille sig, at vi kan komme i mål med den grønne omstilling. Landbruget står ifølge Greenpeace for op imod halvdelen af de danske samlede udledninger af drivhusgasser, jorden udpines år efter år og listen med dårligdomme fortsætter. Den omfattende gældsspiral kræver konstant øget effektivisering for at kunne holde sig økonomisk oven vande, hvilket gør investeringer i et grønt og økologisk landbrug særdeles udfordrende, med mindre vi gør noget fundamentalt ved ejerskabet af landbrugsjord, eller vi som forbrugere er villige til at betale det maden reelt koster. En pose gulerødder i supermarkedet koster langt mere end 10 kr. at producere, både for landmanden og jorden.

Det er ikke fair, og vi bør tage en offentlig samtale om hvilke fødevarer vi gerne vil have, undersøge hvad den reelle pris er og derefter betale den reelle pris.

Vi skal nemlig til at have vejboderne tilbage og købe lokalt - og kun spise i sæson, så vi udleder langt mindre CO2.

Der er faktisk alternativer. De mindre økologiske og regenerative landbrug dyrker intensivt på et meget lille areal, hvor de dyrker mad til mennesker frem for foder til opdræt af dyr. Der dyrkes en lang højere diversitet af fødevarer, som gør fødevareproduktionen mere modstandsdygtig og mindre risikofyldt. I dag dyrker jeg ikke længere gulerødder og løg til salg, men jeg er medlem af Andelsgaarde, mit kollektiv har købt en andel af høsten hos Mosegården, jeg har købt aktier i den økologiske jordbrugsfond, køber ind på Grønt Marked og jeg forsøger mig med lidt grøntsagsdyrkning i taghaven og kolonihaven for at lære mere om, hvad det kræver at dyrke grøntsager regenerativt.

Det regenerative landbrug har potentialet til at skabe arbejdspladser for langt flere mennesker, da meget af arbejdet foregår manuelt uden en kæmpe stor maskinpark, der bidrager til udpining af den jord, der skal brødføde os alle sammen. Lige nu tjener de, der arbejder i denne form for landbrug lige så dårligt som alle andre landmænd.

Det er på tide at vi stopper med at stjæle fra dem, der sikrer os alle mad på bordet på en måde, hvor jorden stadig kan dyrkes om to årtier. Vi skal altså både købe økologisk, og samtidig begynde at købe lokalt og og betale hvad det koster. Ellers risikerer vi at de også kører vejboden tilbage i stalden.