Jan Hertz takker nej til chefpost

18. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Den tidligere chef for Gentofte Scenen og Amager Scenen, Jan Hertz, 53, siger nej tak til at blive ny direktør for det københavnske Folketeatret, en post som han ellers blev udpeget til tidligere på måneden. Det skete, da bestyrelsen for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab enstemmigt pegede på ham til jobbet. Jan Herts begrunder sit afslag med to forhold. Dels har han ikke kunnet få en skriftlig tilkendegivelse af teatrets eksakte budgetunderskud, dels ønsker bestyrelsen kun at honorere forberedelsestiden op til hans tiltræden med tre måneders løn, mens Jan Hertz vurderer, at der bliver tale om otte måneders arbejde for tre måneders løn. - For tre uger siden var teatrets eksakte budgetunderskud anslået til 3,5 mio. kr., men under mine forhandlinger forleden steg det pludselig til 7,5 mio. kr., skriver Jan Hertz bl.a. om baggrunden for sin kurv til Folketeatret. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...