Jan Larsen søger en streg

Jan Larsen troede han havde et komplet hold. Men så sprang Mads Lind fra en klokkeklar aftale og skrev under med Århus Håndbold

Direktør Jan Larsen har igen købt ind i Sverige,. 
Foto: Grete Dahl

Direktør Jan Larsen har igen købt ind i Sverige,. Foto: Grete Dahl

Det efterlader den nye håndboldklub med et ømt punkt på stregen, hvor nytilkomne Jacob Bagersted ikke kan udfylde rollen alene over en lang sæson. - Vi undersøger selvfølgelig markedet og er i kontakt med nogle spillere og agenter for at se, hvilke muligheder der ligger. Det er ingen hemmelighed, at det ikke er verdens bedste tidspunkt at skulle ud at finde spillere på, men vi er i kontakt med en to-tre navne fra ind- og udland, fortæller direktøren for Aalborg Håndbold, Jan Larsen, uden at være mere specifik omkring konkrete navne. Prikken over i’et Preseason har indtil videre budt på et korstog af sejre til Aalborg Håndbold, men det får ikke Jan Larsen til at holde armene højt oppe. - Vi er ikke i panik, for vi har stadigvæk et meget fint hold. Men vi vil meget gerne sætte prikken over i’et med en dygtig forsvarsspiller og en streg som er rutineret, og som kan spille sammen med Jacob Bagersted derinde, beretter Jan Larsen. Rutine hos den nye spiller er et must, for Aalborg Håndbold har i den grad fødekæden intakt på stregpositionen. Senest hældte de to 16-årige Simon Hald og Martin Kjærgaard masser af læder i kassen, da Aalborg Håndbold viftede Århus Håndbold væk i en træningskamp i Hammel. - Det er to førsteårsynglinge som har den fordel, at de begge er over to meter høje og faktisk rimeligt stærke rent fysisk. Men det er jo kun drenge, så de har lang vej hjem endnu. Men talentet har de begge, og de vil om et par år banke ret kraftigt på, understreger Jan Larsen, som i øjeblikket også har en tredje streg, Rene Antonsen, med til U-19-VM i Argentina.