Jan Michael har skrevet nyt drama om Tordenskiold og hans søslag

Publikum skal gerne lære nyt hvert år om søheltens bedrifter

Frederikshavn 5. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Der bliver traditionen tro masser af brag og drabelige kampscener og en god portion kærlighed i årets totalteaterforestilling om søhelten Tordenskiolds bedrifter. Men historien er ny. - Vi bedriver jo levende historisk formidling. Derfor skal publikum lære mere om Tordensskiold hvert år. Det forklarer Jan Michael Madsen, der har skrevet et helt nyt drama og kaldt det Kattegats Skræk, som var Tordenskiolds øgenavn. Denne gang handler det i korte træk om, at Tordenskiold havde mange modstandere blandt sine egne. Om et angreb mod Gøteborg, hvor søhelten led et smertelig nederlag, og hvor han bagefter trak sig tilbage til sin sikre bastion i Fladstrand. Men der afsløres en spion helt inde i den fladstrandske lejr. Nu ved Tordenskiold, at svenskerne er på vej. Ud over den krigeriske historie, vil Jan Michael Madsen også gerne beskrive livet i Fladstrand i året 1717. - Så jeg har en kærlighedshistorie, som opføres så smukt som i Hollywood. Heltinden bryder sammen, fordi hendes elskedes liv er i fare, fordi han skal kæmpe mod svenskerne. Og mens hun står helt alene på den store scene drøner Tjajkovskijs musik ud gennem højttalerne. Alle hovedpersonernes replikker er indtalt på forhånd. Den knuste heltinde, kommandantens datter Joesphine spilles af Wiveca Knudsen. Hendes elskede Anders er Jesper Frydkjær. Tordenskiold er som sædvanlig Christian Lykke, der har rollen fast hvert år. Fortælleren er Jan Michael Madsen. Kommandanten spilles af Mads Peter Neumann, der også er instruktør. Skibet Fie spiller Tordensskiolds skib Ormen, hvor Anders går ombord, mens W. Klitgaard har fået rollen som en svensk Kaper og altså er gået over til fjenden. Der bliver også tale om et masseopbud af mennesker. Med statister er 500 med. Også kulisserne er nye. Totalteatrets publikum bliver i år placeret på volde i en slags amfiteater, og stykket spilles både fredag og lørdag ved 21-tiden, og det varer cirka en halv time.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...