Jan Ø. Jørgensen sænkede kinesisk legende i Malaysia

Jan Ø. Jørgensen besejrede Lin Dan i første runde af Malaysia Masters med cifrene 21-19, 21-18.

Jan Ø. Jørgensen slog Lin Dan i to sæt. (arkivfoto)

Jan Ø. Jørgensen slog Lin Dan i to sæt. (arkivfoto)

BADMINTON:Den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen tog en af sportens største skalpe, da han i første runde af Malaysia Masters besejrede Lin Dan.

Kineseren, der har vundet VM-guld fem gange og OL-guld to gange, blev besejret med 21-19, 21-18.

Lin Dan var ellers på vej mod at snuppe første sæt, da han førte 14-10 og 15-12, men derfra tog Jørgensen teten.

Danskeren spillede sig på 20-17 og udnyttede den tredje af lige så mange sætbolde.

I andet sæt var Jørgensen bedre med fra start, og han slog det første gode hul med føringen på 10-6.

Danskeren lignede en sikker vinder, da han bragte sig på 13-8, men Lin Dan fik bragt spænding tilbage ved at snuppe de efterfølgende seks point til føring på 14-13.

Men så var det Jørgensens tur til at lave en serie af point. Han vandt de næste syv point og førte 20-14 med seks matchbolde på hånden.

Lin Dan opgav dog ikke lige. Kineseren afværgede fire matchbolde, inden Jørgensen udnyttede den femte af slagsen.

Malaysia Masters, der for eliten er åbningen på sæsonen 2020, er en Super 500-turnering, som svarer til det fjerdehøjeste niveau i badmintonsporten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.