Jan og duehøgen

Da Jan Tøttrup som 16-årig læste en bog om duehøgen, ændrede det hans liv. I dag er hobbyforskeren fra Tolne anerkendt af verdens førende rovfugleforskere

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Når man skal finde duehøgen, skal man være årvågen og kunne læse de mindste spor af høgens færden - eksempelvis fjer på skovbunden, der viser, at her har duehøgen plukket et bytte.

Fra hjemmet i udkanten af Tolne kan den snart 49-årige Jan Tøttrup Nielsen se lige ind i skoven. Faktisk er det svært at se, hvor haven holder op og skoven begynder. Skoven fylder ikke blot udsigten fra hjemmet. Skoven og dens rovfugle fylder også det meste af Jan Tøttrups liv. Sådan har det været, siden han som 16-årig læste en bog om duehøgen. Bogen var skrevet af den sjællandske skovrider Vagn Holstein i 1942. Jan Tøttrup, som er vokset op på en gård midt i Vendsyssels fine natur, var allerede da naturinteresseret. Men da han læste bogen om duehøgen, var det en åbenbaring, der afgjorde hans skæbne. Den kun 16-årige Jan Tøttrup bestemte sig for, at han også ville studere duehøge, og som hos mange andre teenagere, som bliver begejstret for en sag, var der ikke langt fra tanke til handling. - Jeg kontaktede biologer, og rovfuglekendere hos Dansk Ornitologisk Forening, og de sagde til mig, at hvis det skulle have videnskabelig værdi, skulle mine undersøgelser ske efter en standardiseret metode. Det tog jeg til mig, og jeg kommunikerede længe med dem for at få alt på plads, husker Jan Tøttrup. Som 17-årig indledte han i 1977 sin store undersøgelse af duehøgerne i Vendsyssel. Siden da har han hvert år nøje gennemgået et 2417 kvadratkilometer stort område, der svarer til den del af Vendsyssel, der ligger nordøst for en linje fra Løkken til Brønderslev og derpå mod syd til Nørresundby. Med andre ord hovedparten af Vendsyssel. I undersøgelsesområdet er alle skove og smålunde blevet grundigt gennemgået for at finde alle ynglende duehøge. Det er i sig selv et meget tidskrævende arbejde, for duehøgen lever skjult, og den flyver længe før, man kommer den nær. For at finde høgens bo skal man bruge nærmest uendeligt mange timer i skoven. Man skal lære sig selv at se på skoven som en duehøg. Nærmest tænke som en duehøg, så man kan aflæse skoven som levested for høgen og finde frem til, hvor den vil slå sig ned i skoven. Når man har lært det, ved man, hvor man skal lede. Men tilbage er stadig arbejdet med at finde høgen. Her skal man have blik for de små spor i skoven efter duehøgen. Se de små fjer i skovbunden, der viser, at her har duehøgen plukket en fugl. Få øje på en gylpbolle, som afslører, at her har duehøgen gylpet de ufordøjelige dele af byttet op igen. Være opmærksom på de hvide klatter på en gren, der fortæller at her har høgen en hvileplads. Når reden er fundet, bliver ungerne ringmærket med ringe fra Zoologisk Museum. Desuden bliver alle føderester indsamlet og analyseret, og alle oplysninger omkring reden og ungerne såsom ungernes mål og vægt, hvilke planter, der er omkring reden, redetræets art og højde og meget, meget mere nøje noteres ned. - Det kan godt være, at du ikke kan bruge oplysningerne i dag. Måske kan du heller ikke bruge dem om 10 år. Men måske vil det om 30 år vise sig, at notaterne gemmer på en række helt uvurderlige oplysninger, fortæller Jan Tøttrup. I 1980 blev Jan Tøttrup student, og da var det hans drøm at læse til biolog. Men først skulle han lige have et sabbatår. Han fik derfor arbejde som skovarbejder i Børglum Klosterskov. Her har han arbejdet lige siden. Rejst verden rundt Jan Tøttrup tilbringer derfor både arbejdstimerne og det meste af fritiden i de nordjyske skove. Men han har også rejst meget, og selv om han bruger mange timer i skoven, er han meget bevidst om, at han også har et familieliv med kone og tre store børn at passe. I 11 år gennem 1980’erne og 1990’erne drog han hver vinter af sted på lange rejser af fire til seks måneders varighed rundt om i verden. Det var billige rygsækrejser, og de fleste år drog han til Asien. Her har Jan Tøttrup sammenlagt vandret i Himalayas bjerge i mere end to et halvt år, men han har også rejst i Nordamerika, ligesom Sydamerika er blevet besøgt flere gange, da hans hustru er fra Colombia. Men hver sommer vendte han hjem til Vendsyssel. Hjem til duehøgen. - Det kan være svært at sætte ord på, hvad der lige præcis gør, at duehøgen er så fascinerende, men det er nok noget med, at det er arketypen på en rigtig rovfugl. Den lever skjult, hunnen er meget stor, på størrelse med en musvåge, men langt mere kraftig. Duehøgen er en ekstrem jæger. Den foretrækker ringduer som bytte, men den kan slå næsten hvad som helst ihjel blandt skovens andre fugle. - Mens en musvåge groft sagt sidder på en pæl det meste af tiden for at dumpe ned på en mus af og til, er duehøgens jagt meget mere dramatisk. Den kan flyve lynhurtigt mellem træstammerne i skoven, skifte retning på en studs, indhente byttet og til sidst slå det ihjel, fortæller Jan Tøttrup Sideløbende med duehøgerne har han også gennemført en stor og nu afsluttet undersøgelse af duehøgens mindre slægtning, spurvehøgen - ligeledes i Vendsyssel. I de senere år har han også beskæftiget sig med at undersøge fødevalg hos sjældne rovfugle som de nordjyske kongeørne, glenter og hos Europas største ugle - den store hornugle. Men duehøgene er stadig hans fremmeste studieobjekt. Og i dag er han anerkendt som en af Danmarks bedste rovfuglekendere. Når det gælder duehøgen endda som en af de fremmeste eksperter i Europa. Det er nemlig helt unikt at have et standardiseret studie af en duehøge-bestand gennem 32 år. I dag er hobbyforskeren fra Tolne anerkendt af de fine rovfugleeksperter fra kendte universiteter rundt om i Europa. - Da jeg som ung drømte om at blive biolog, var det for at kunne forske og studere duehøgen og andre rovfugle, og kunne fremlægge ny viden, der var anerkendt forskning. Derfor er jeg stolt over, at jeg som skovarbejder i dag har opnået det samme gennem min hobbyforskning i fritiden, siger Jan Tøttrup med et smil. Ulovlig forfølgelse Frem til 1967 var der lovlig jagt på rovfugle i Danmark. Dengang blev rovfugle betragtet som skadedyr, og i begyndelsen af 1900-tallet blev en lang række danske rovfugle, der ellers havde været her i hundredvis af år, helt skudt væk herhjemme. Alle ørnene blev udryddet, og det samme gjaldt glenter og fiskeørne. Antallet af duehøge blev også skudt helt i bund, men da duehøgen levede skjult og havde lært sig at være sky, blev den ikke helt udryddet. Siden har natursynet ændret sig. Rovfuglene har deres naturlige plads i naturens kredsløb, og i dag glæder langt de fleste jægere sig over synet af rovfuglene, når de ser dem i naturen. Da Jan Tøttrup begyndte at studere duehøgen i 1977, var der 31 ynglepar i det 2417 kvadratkilometer store undersøgelsesområde i Vendsyssel. Som følge af fredningen steg det til 72 par i midten af 1990’erne. Men så gik det galt. - I midten af 1990’erne var der næsten ingen ræve i Vendsyssel. Næsten hele bestanden var døde af skab, og måske derfor begyndte man på flere godser og andre store ejendomme at opdrætte fasaner i hundredvis, nogle steder endog i tusindvis, sådan som man gør mange steder på Sjælland. Nu var der jo ingen ræve til at tolde af dem. Men de havde glemt, at vi i Vendsyssel havde en stor bestand af duehøge, fortæller Jan Tøttrup. Et stort fasanopdræt med hundredvis af fasaner virker som en magnet på omstrejfende duehøge, og det var ikke alle jægere, der kunne tolerere, at høgen åd de fasaner, som de havde glædet sig til at skyde. Antallet af duehøge i Vendsyssel faldt dramatisk til under 50 par, og forklaringen var ligetil. Duehøgene blev fanget i ulovlige fælder og derpå aflivet. Jan Tøttrup indgik derfor i et samarbejde med jægerne og de professionelle skytter på godserne. Duehøgene blev stadig fanget i fælder, men derpå blev de ringmærket og sat ud omkring 30 kilometer fra indfangningsstedet. På den måde reddede både høgen og fasanerne livet. - Da duehøgene jo blev ringmærket, kunne jeg se, om vi senere fangede den samme fugl, og det skete næsten aldrig. Ved en enkelt opdrætningsplads for fasaner kunne vi fange over 20 forskellige duehøge, og det skete flere gange, at der blev fanget flere duehøge samme dag, beretter Jan Tøttrup. Ved at fange og genudsætte duehøgene levende, lykkedes det i løbet af nogle få år at eliminere den ulovlige forfølgelse af duehøgene. Siden omkring år 2000 har der ikke været nogen ulovlig forfølgelse af duehøgene i Vendsyssel, oplyser Jan Tøttrup. Ugle over høg Da forfølgelsen ophørte, troede Jan Tøttrup, at nu ville bestanden komme sig, men det er ikke sket. I stedet er antallet af duehøge fortsat faldet. I 2008 var der 39 ynglepar i Vendsyssel. - Jeg kender ikke den præcise årsag med sikkerhed, men jeg har mistanke om to faktorer. Den ene er, at den store hornugle er vendt tilbage til Vendsyssel, for de store rovfugle og ugler accepterer ikke konkurrenter i deres territorium. Den anden er de menneskeskabte klimaændringer, forklarer Jan Tøttrup. Stor Hornugle er Europas største ugle. Den blev udryddet herhjemme for godt 100 år siden, men er i dag genindvandret fra Nordtyskland, og der er nu flere par i Vendsyssel. Når den store hornugle rykker ind i en skov, forsvinder duehøgen. Den bliver ganske enkelt overrumplet om natten, og på den måde dræbt og ædt af de store ugler. Men også den menneskeskabte opvarmning af klimaet kan spille ind. Duehøgens vigtigste fødedyr er ringduen, der er meget talrig i alle danske skove. Førhen - da de danske vintre var koldere og vores årstider derfor mere klart afgrænsede - ynglede hovedparten af ringduerne på det samme tidspunkt. - Når duehøgen skulle opfodre sine unger, var høgens yngletid tilpasset efter ringduens yngletid. Når duehøgen havde mest brug for mad til sine egne unger, faldt det nøjagtigt sammen med, at der i skovene var en enorm mængde unge ringduer, der lige var fløjet ud af rederne og dermed nemme at fange. Men i takt med at klimaet er blevet varmere, er ringduens yngletid i de seneste ti år blevet spredt meget mere ud over kalenderåret. Faktisk kan man i dag finde ynglende ringduer i de fleste af årets måneder, og derfor er der ikke mere den samme pukkel af unge ringduer til rådighed for duehøgene i høgens yngletid. På den måde kan klimaændringerne havde ført til et forringet fødeudbud for duehøgen og dermed til en faldende bestand, forklarer Jan Tøttrup. Duehøgen kan blive en byfugl Måske kan den svindende bestand af duehøge vendes ved, at duehøgen bliver en byfugl. I 1800-tallet levede solsorten og ringduen kun i skovene, men i dag er de begge ganske almindelige i byerne. Sådan kan det måske også gå for duehøgen, spår Jan Tøttrup. - Den tætteste bestand af duehøge i verden findes i Hamburg. Vel at mærke ikke i forstæderne, men i det centrale Hamburg. Her lever de af storbyens forvildede tamduer, og duehøgene har helt vænnet sig til at leve sammen med storbyens mennesker. Hvis blot der er tre træer på et gadehjørne, er det nok til at duehøgene kan finde en yngleplads, fortæller Jan Tøttrup. I dag er duehøgene og de fleste andre danske rovfugle ret sky. Hvis der er for megen menneskelig færdsel i et område, kan det derfor genere dem, og nogle gange kan de endog helt opgive ynglen. Derfor kunne Jan Tøttrup godt tænke sig, at der blev flere uforstyrrede lommer i skovene. Mange af skovens dyr og fugle vil trives bedre, hvis der ikke er et fintmasket net af stier i hele skoven. Et skovområde uden stier kan give mange af de mere sky dyr og fugle et sted, hvor de kan føle sig trygge, påpeger Jan Tøttrup. Men egentlig er det slet ikke naturligt, når duehøge, ørne og andre af de rovfugle, som vi i dag betragter som sky, frygter mennesket og derfor blive generet af menneskelig færdsel. Det er en adfærd, som rovfuglene har lært sig gennem fortidens intensive jagt. Når en ørn i dagens Danmark sidder i et træ ud til en mark, er den helt ligeglad med eventuelle kreaturer på marken. Men hvis et menneske viser sig på marken, vil den normalt flyve sin vej. Gennem de mange år, hvor der var jagt på rovfugle, blev alle de mest tillidsfulde rovfugle skudt bort. Men siden rovfuglene blev fredet i 1967 er de stille og roligt blevet mindre sky. - I dag kan man eksempelvis se mange musvåger, der sidder lige ud til landevejene, og som bliver siddende, selv om man kører ganske tæt forbi. Musvågen er også begyndt at yngle nær mennesker, bl.a. i store træer i landbohaver. I dag har de tillidsfulde rovfugle en fordel, for de kan udnytte flere leveområder end deres mere sky artsfæller. I fremtiden vil vi sikkert se flere og flere tillidsfulde rovfugle, forklarer Jan Tøttrup. At det er jagt, der gør rovfuglene bange for mennesker, kan tydeligt ses, når man rejser i Asien, tilføjer han. I det hinduistiske Indien er liv helligt, og her har der aldrig været jagt på rovfugle. - Selv om der er en meget stor befolkningstæthed i Indien, er der en meget tæt bestand af rovfugle. Hvis man i Indien går forbi et træ, hvor der sidder en ørn, bliver ørnen siddende, uanset om man passerer på få meters afstand. Her er ørnen ikke mere bange for mennesker, end for kreaturer på marken. Men i det muslimske Pakistan, hvor der er en meget intensiv jagt, har de samme arter af rovfugle en flugtafstand på mere end en kilometer. Forskellen mellem rovfuglenes flugtafstand er knivskarp langs med grænsen mellem Indien og Pakistan. På den pakistanske side af grænsen, er rovfuglene uhyre sky, men lige på den anden side af grænsen er de ganske tillidsfulde, forklarer Jan Tøttrup.