Jane Nørgaard

53 år, født og opvokset på Lundergaards Mark ved Pandrup. Skolegang i Moseby Skole og Jetsmark Centralskole. Ældst af tre søskende. Efter realeksamen et sabbatår, derefter uddannet farmakonom. Læretid på Brovst Apotek, hvor hun siden har været ansat. Er nu på firedagesuge, delt mellem Brovst og Aabybro Apotek. Gift med murermester Thorkild Nørgaard, har tvillingesønnerne Jens og Peter på 20 år. Bor i selvbygget hus fra 1984 på Bogfinkevænget i Tranum, før da andre steder i Tranum. Valgt ind i Brovst Kommunalbestyrelse på en lokalliste for Tranum i 1997. Aktiv i Socialdemokraterne siden 2001. Stillede op til valget samme år og i 2005 uden at blive valgt. Nu valgt med 154 personlige stemmer, det næstyderste mandat af de 27. Er især optaget af sociale forhold og får plads i social- og sundhedsudvalget. I fritiden engageret i Kræftens Bekæmpelse, cykel- og gåture i landskabet omkring Tranum, bøger og familieliv.