Dansk forsvarsspiller skifter til Premier League

Jannik Vestergaard, som ikke fik spilletid ved VM, forlader Bundesligaen til fordel for Premier League

Ritzau
Jannik Vestergaard fik ikke spilletid under VM, men kan se frem til at prøve kræfter med Premier League fremover. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Fodbold 13. juli 2018 12:06 - Opdateret 13. juli 2018 13:05

FODBOLD: Den danske landsholdsspiller i fodbold Jannik Vestergaard skifter fra Borussia Mönchengladbach til Southampton på en fireårig kontrakt.

Det oplyser Southampton på klubbens hjemmeside.

Southampton blev nummer 17 i sidste sæsons Premier League og undgik dermed akkurat nedrykning.

Skiftet betyder, at 25-årige Vestergaard for første gang i karrieren skal prøve kræfter med en anden liga end Bundesligaen i Tyskland.

Siden 2016 har Vestergaard spillet for Borussia Mönchengladbach. Han havde en kontrakt med tyskerne frem til sommeren 2021.

Inden tiden i Borussia Mönchengladbach spillede han for Werder Bremen og Hoffenheim. Vestergaard forlod Brøndby som ungdomsspiller i 2010, da han skrev kontrakt med Hoffenheim.

I Southampton bliver Vestergaard holdkammerat med landsmanden Pierre-Emile Højbjerg.

Midtbanespilleren kom i modsætning til Vestergaard ikke med i den danske trup, som nåede ottendedelsfinalen ved det igangværende VM i Rusland.

Vestergaard så alle Danmarks fire VM-kampe fra bænken. Han var den eneste danske markspiller, som ikke fik spilletid. Målmændene Frederik Rønnow og Jonas Lössl kom heller ikke i kamp.

Vestergaard har i alt spillet 16 kampe og scoret et enkelt mål i landsholdstrøjen. Han fik landsholdsdebut tilbage i 2013.

I Bundesligaen er han kendt for sit hovedspil. Og han regnes for en af de mest målfarlige forsvarsspillere i ligaen. 14 mål scorede han i 185 kampe i Tysklands bedste fodboldrække.

Især i kalenderåret 2017 var han stærk i Bundesligaen. I alt syv mål scorede han. Det gjorde Vestergaard til den mest scorende forsvarsspiller i Bundesligaen i 2017.

Samme kalenderår spillede han samtlige minutter for Borussia Mönchengladbach i ligaen. Vestergaard var dermed den eneste markspiller i ligaen til at spille samtlige minutter for sin klub.

Men nu gælder det Southampton, som i sidste sæson altså lige akkurat undgik nedrykning. I de fire sæsoner før det sluttede Southampton dog i top-8 i Englands bedste fodboldrække.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...