Lokalpolitik

Jansen i kejserens nye klæder

19.4. beskylder Flemming Jansen vores amtsborgmester Orla Hav for at være politisk præget af sortsyn.

Han deler nemlig ikke Jansens naive begejstring over regeringens specielle tilskud til Nordjylland. Denne "eventyrstil" er borgmesteren fra Pandrup vel undt, og udtryk for at vi fejrer H.C. Andersen med regeringens opførelse af en for borgerne makaber udgave af "Kejserens nye klæder" i forbindelse med kommunalreformen. I januar sparkede statsministeren valgkampen i gang med lovning på 200 mio. kr. i ekstra tilskud til Nordjylland. Ingen kan finde ud af hvornår løftet er indfriet, og de penge der gives er måske dem der var lovet i forvejen – ikke særligt tilskud. Det kan jo ende som at fodre grisen med dens egen hale! Alligevel er kravet, at amtsborgmesteren skal være begejstret. Flemming Jansen følger op med "svulmende eksempler" om amtets manglende tilladelser til til nogle golfhytter, og hytter ved Fårup Sommerland. Han vil ikke siges imod, og respekterer slet ikke det demokrati, han selv snakker så meget om. Golf og hytter kan næppe redde meget i landsdelen. Hvad med i stedet at gøre noget for den forholdsvis store del af befolkningen i landsdelen som er uden en erhvervsmæssig uddannelse – bl.a. i Pandrup Kommune? Måske er der ikke Venstre-folk imellem, men alligevel var et tiltag rimeligt! Det kan lyde besnærende altid at tale om turister, men hvad med de mennesker, der lever her året rundt, og deres håb til tilværelsen? Det er kendetegnende for Flemming Jansen at slå sig op på en meget ensidig kritik af oppositionen. I Nordjylland må du leve med amtsborgmesteren – i Værløse kommune (V-borgmester) skal de leve med at blive slået sammen med fallitboet fra mønsterkommunen Farum (V). Værløse har efter sigende 1,2 milliarder mere i værdier end de andre – en diktatorisk beslutning af en indenrigsminister der p.t. kommer fra (V). Skal de også stoppe klynkeriet som du snakker om? Kun de skarptseende kan ane, om Flemming Jansen har "noget på" i forbindelse med hans kritik af amtsborgmesterens handlemåder i denne situation. Personligt finder jeg ham lidt bar med tendens til det demagogiske i argumentationen. Noget kønt syn er det ikke!