Japansk mand dødsdømt for ni Twitter-drab

30-årig dømt til døden for drab på ni personer, som havde givet udtryk for selvmordstanker på sociale medier.

Tegning fra retssagen mod en japansk 30-årig mand, der er blevet kendt som "Twitter-dræberen". Han blev tirsdag dømt til døden af en dommer i Tokyo. Han er dømt for at have dræbt og parteret ni personer, som han lærte at kende online.

Tegning fra retssagen mod en japansk 30-årig mand, der er blevet kendt som "Twitter-dræberen". Han blev tirsdag dømt til døden af en dommer i Tokyo. Han er dømt for at have dræbt og parteret ni personer, som han lærte at kende online.

TOKYO:En japansk mand, der er blevet kendt som "Twitter-dræberen", er tirsdag blevet dømt til døden af en domstol i Tokyo. Han er dømt for at have dræbt og parteret ni personer, som han lærte at kende online.

Den 30-årige Takahiro Shiraishi erkendte sig skyldig i drabene på sine unge ofre, som alle på nær en var kvinder. De var mellem 15 og 26 år.

Han havde fået kontakt til ofrene på sociale medier, og hans advokater plæderede for, at den 30-årige burde undgå dødsstraf, fordi de alle havde givet udtryk for, at de havde selvmordstanker.

Men da dommeren afsagde dødsdommen fastslog han, at "ingen af de ni ofre havde indvilget i at blive slået ihjel - heller ikke med tavs accept".

- Det er ekstremt alvorligt, at de ni unges liv blev taget fra dem. Der blev trådt på deres værdighed, sagde dommeren ifølge tv-stationen NHK.

Shiraishi parterede ifølge anklagerne sine ofre og lagde legemsdele i kølebokse.

Shiraishi blev anholdt af politiet for tre år siden, da politiet efterforskede en 23-årig kvindes forsvinden. Hun havde angiveligt tweetet om, at hun ville begå selvmord.

Efter at hun var meldt savnet, fik hendes bror adgang til hendes Twitter-konto, hvor han fandt mistænkelige tweets.

Politiet fandt et rædslernes hus, da de trængte ind i Shiraishis bolig dagen efter Halloween i 2017. Der var op mod 240 kropsdele i hans fryser og værktøjskasser.

Japan har den højeste selvmordsrate i de syv rigeste industrilande, som indgår i G7-gruppen. Over 20.000 begår selvmord i landet årligt.

Japan er et af de få industrilande, som stadig har dødsstraf. Der er i offentligheden udbredt støtte til at bevare den.

Den seneste henrettelse i landet skete i december sidste år, da en mand blev hængt for at have dræbte en familie på fire.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.