Jarl Arden får flere sportsgrene

EMNER 6. september 2006 06:00

ARDEN: Samtidig med at Ardens nye sportshal er tages i brug, lancerer idrætsforeningen Jarl Arden fem nye aktiviteter, der skal få borgerne op af sofaen. Og der burde være noget for en enhver smag. Foruden de traditionelle sportsgrene fodbold, håndbold og badminton, kan Jarl Arden nu også tilbyde borgerne volleyball, basketball, forældregymnastik, løbe- og boldtræning. Niels Jørn Jakobsen, der er formand for bestyrelsen i Jarl Arden, fortæller, at der længe har været ønske om at iværksætte nye sportsgrene i Jarl Arden, men indtil nu har idrætshallen været fyldt op. Det er dog ikke længere et problem efter den nye hal er kommet til. Valget af de nye idrætsgrene blev taget på et offentligt orienteringsmøde, hvor borgere og brugere kunne komme med forslag til nye sportsgrene. Jarl Arden har før forsøgt sig med et volleyballhold, som dog måtte opgives, da der ikke var medlemmer nok. Men Niels Jørn Jakobsen tror på, at der er opbakning til de nye sportsgrene. - Jeg var meget spændt på om der var tilslutning til de nye hold og om nok dukkede op til timerne. Men heldigvis tog 17 familier til forældregymnastik og 27 deltog i træning med store bolde, fortæller en tilfreds Niels Jørn Jakobsen, som ikke tror at de nye tiltag vil kapre medlemmer fra de ”gamle” sportsgrene. - Vi forsøger at ramme en anden målgruppe. Formålet er at få nogle nye folk ud og bevæge sig. Før har vi fokuseret på holdsport, mens for eksempel boldtræning træner musklerne. Niels Jørn Jakobsen fortæller, at idrætsforeningen pusler med endnu flere nye tiltag, men vil ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for hvad det eventuelt bliver.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...