EMNER

Jarl-overskud i 2004 på godt 241.000 kroner

ARDEN:Trods faldende medlemstal nærmest skovlede Idrætsforeningen Jarl Arden penge ind i fjor. Nøjagtig 241.361 kroner i realiseret overskud kunne kasserer Grethe Jørgensen og hovedformand Nils Jørn Jakobsen stolte præsentere på generalforsamlingen nylig. Jarl havde ellers budgetteret med et plus på beskedne 37.000 kroner på bundlinien. Men en rigtig vellykket håndtering af udgiftssiden ville det anderledes. Derfor ender Jarl i 2004 med at kunne lægge 204.000 ubudgetterede kroner i kassen. - Et ekstraordinært godt økonomisk resultat. Næsten for godt. Forklaringen er da også, at de fleste af vore afdelinger har præsteret fine resultater, samtidig med, at de andre ikke svigtede i forhold til at holde sig inden for budgetterne. Desuden har diskotekerne givet et økonomisk flot resultet, ligesom vi har fået nye tilskud fra Sportens Venner. Og så kræver det i tilgift en vis portion held, at vi ikke har oplevet de store uforudsete udgifter, redegjorde Niels Jørn Jakobsen. Det sætter foreningens solide overskud i ekstra relief, at medlemstallet hen over 2004 svandt med 100 medlemmer til 1057 medlemmer, så Jarl rent faktisk lå 75.000 kroner under det budgetterede kontingent. Men hvad gør det, når reklameindtægterne samtidig scorer 57.000 kroner mere end budgetteret (i alt 140.000 kroner), mens diskotekerne formår at feste ekstra 35.000 ubudgetterede kroner i klubkassen. Diskotekerne gav i fjor 215.000 kroner. Udgiftssiden sluttede på 881.000 kroner, hvor klubben havde forventet at ende med samlede ufgifter på 1.040.000 kroner. Immervæk en forskel på 159.000 kroner til den gode side.