Jarlov: Danske Bank-sag truer hele finanssektoren

Danske banker kan få et dårligt image over hele verden, siger erhvervsministeren om nye hvidvaskoplysninger.

Ritzau
Erhvervsminister Rasmus Jarlov er ikke overrasket over de nye oplysninger om, at 960 milliarder kroner er strømmet gennem Danske Banks estiske filial. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Erhverv 7. september 2018 19:29 - Opdateret 7. september 2018 20:47

Danske Banks hvidvasksag kan skade hele den danske finanssektor, lyder det fra erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Torsdag fortalte The Wall Street Journal, at samlede pengeoverførsler på 960 milliarder kroner bliver undersøgt i Danske Banks hvidvasksag.

Det er en del mere end det beløb, Berlingske tidligere har omtalt på 53 milliarder kroner.

Selv om beløbets størrelse ikke kommer bag på erhvervsministeren, så er han bekymret for, at sagen kan ende med at ramme alle danske banker.

- Det er skadeligt for den danske finanssektor, hvis ikke vi kommer til bunds i det her og får fjernet det dårlige image, der kan ramme danske banker, når en så stor sag rammer Danmarks største bank, siger Rasmus Jarlov.

Danske Bank er på trapperne med en intern undersøgelse af sagen om hvidvask, der er foregået i bankens estiske filial.

Det er i forbindelse med den undersøgelse, at 960 milliarder kroner bliver kigget efter i sømmene.

Pengene er blevet ført ind og ud af banken i perioden 2007-2015, men det er uvist, hvor stor en del af transaktionerne, der er relateret til hvidvask.

Sagen har under alle omstændigheder fået erhvervsministeren til at ønske yderligere stramninger som tilføjelse til den hvidvasklov, der blev vedtaget sidste år.

Blandt andet vil Jarlov sikre, at det bliver endnu nemmere at holde koncernledelsen i danske banker ansvarlig.

Og så vil han arbejde for, at Finanstilsynet får flere redskaber til at føre effektivt tilsyn med bankerne, så hvidvask hurtigt bliver opdaget.

- Selv om vi allerede har fået en ganske stram hvidvasklovgivning, så er det ekstra vigtigt, når vi har en sag af denne her størrelse, at der ikke er nogen, som er et sekund i tvivl om, at vi ikke tolerere hvidvask i Danmark, siger ministeren.

I forbindelse med den konkrete sag om Danske Bank vil finansordfører Rune Lund (EL) have myndighederne til at overtage hele undersøgelsen.

Jeppe Kofod (S), som er ordfører for Europa-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg, mener, at Danske Bank må fremlægge alle oplysninger med det samme.

Men det vil ministeren ikke gå dybere ind i.

- Jeg mener, at Danske Bank skal samarbejde med de danske myndigheder om at komme til bunds i sagen.

- Og så synes jeg først og fremmest, at det er vigtigt, at myndighederne (Bagmandspolitiet, red.) får foretaget deres efterforskning, siger Rasmus Jarlov.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...