Statsjob flyttede til Nordjylland - men nu er det slut, siger minister

Det er vigtigt, at hovedstaden også trives, lyder det fra den nyudnævnte konservative erhvervsminister

Motorstyrelsen er flyttet til Aalborg og blev indviet i sidste uge. Men der sker ikke flere store udflytninger, lyder det nu fra erhvervsministeren. Foto: Lars Pauli

Motorstyrelsen er flyttet til Aalborg og blev indviet i sidste uge. Men der sker ikke flere store udflytninger, lyder det nu fra erhvervsministeren. Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) siger i et interview med netmediet Finans, at han ikke kan se potentialet for yderligere store udflytninger af statslige arbejdspladser. Udflytninger, som blandt andet er kommet Nordjylland til gode.

- Det skal også være fagligt forsvarligt, lyder Jarlovs begrundelse i interviewet.

- Det er rigtig vigtigt, at hovedstaden også trives, og at alt ikke flytter ud.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, er uenig med erhvervsministeren i, at der ikke er potentiale for flere store udflytninger.

- Det er den mest tåbelige melding at komme med, siger René Christensen til Finans.

- Jeg er oprigtigt skuffet, hvis den nye minister mener, at der ikke findes folk uden for København med kompetencer og uddannelsesniveau til at varetage stillingerne.

Jarlov kommer som erhvervsminister til at stå i spidsen for regeringens arbejde med at formulere en hovedstadspolitik.

Jarlovs forgænger på posten, Brian Mikkelsen (K), præsenterede det arbejde med vendingen, at det skal være slut med "københavner-bashing".

Han oplyste også, at regeringens hovedstadspolitik blandt andet kommer til at handle om at gøre København grøn og erhvervsvenlig.

Regeringens udspil til hovedstadspolitik skal efter planen præsenteres ved årsskiftet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.