Jarre er godt tilfreds

Den lille franske musiker hylder både publikum og produktionsteam

Frankrig 10. september 2002 08:00

NORDJYLLAND:Jean Michel Jarre er i dag på vej hjem til Frankrig efter den nordjyske Aero-koncert, hvor naturkræfterne kom til at spille en central rolle for publikums oplevelse - omend måske på en lidt anden måde end den franske musiker og multimediekunstner havde forudset. På Aeros hjemmeside hagler det ned over arrangørerne med klager over forholdene ved lørdagens koncert- og mudderoplevelser. Kombinationen af vådområder i udkanten af Store Vildmose og 22 mm regn gjorde sit til, at oplevelsen blev uforglemmelig. Kunstneren er godt tilfreds med forløbet. Han kom da også selv tørskoet både til og fra. - Det var en virkelig god aften - en af de mest mindeværdige koncerter i mit liv. Publikums glæde og energi gjorde et stort indtryk på mig. Jeg må samtidig takke det danske produktions team, hvis flotte arbejde og gode ånd gjorde dette projekt muligt, siger han. Jarre holdt fast ved sin oprindelige idé om at bruge vindmøllerne i Gl. Vrå Enge som kulisse for sin koncert, selvom forholdene i de lave enge i udkanten af Store Vildmose er ugunstige. Dog blev de oprindelige to koncerter til én - netop fordi det i tilfælde af regnvejr ville være umuligt at gennemføre endnu en koncert dagen efter. Cheflæge Jes Rahbek, der er sikkerhedschef på alle Muskelsvindfondens arrangementer mener ikke, at der var fare for sikkerheden. - Under koncerten havde beredskabet mulighed for de påkrævede akutte kørsler, som der heldigvis ikke blev brug for. Der skete ingen alvorlige skader, men der var et par brækkede ben. Alt i alt kom der ikke flere ind på Aalborg Sygehus end på en almindelig lørdag aften, siger Jes Rahbek. - Men naturligvis blev publikum trætte og stressede over, at det tog så lang tid at komme væk fra pladsen. Dagens mest udskældte mand, i hvert fald på Aeros officielle hjemmeside, er indsamlingschef Peter Sand fra Muskelsvindfonden. - Der er desværre forhold, som man ikke kan gardere sig 100 procent imod ved en udendørskoncert. Her lå vi under for elementernes kraft. Men det var fantastisk at mærke den positive stemning, der prægede den enorme menneskemængde, som i silende regn og pløre alligevel nød showet, siger Peter Sand. Production director Jesper Christensen fortæller, at koncerten set fra produktionens synsvinkel var en succes, og at der bortset fra manglende fyrværkeri den sidste halve time ikke var problemer med afviklingen. - Jean Michel Jarre valgte bevidst Gl. Vrå Enge som location for sin koncert, og scenen var bygget til at kunne fungere i selv de værst tænkelige vejrforhold. Alene scenetaget var i stand til at bære en vindstyrke på 28 meter pr. sekund. Lørdagens vindstyrke var på omkring 8, siger Jesper Christensen. TV2 sender højdepunkter fra koncerten på lørdag, ligesom hele koncerten sendes på Zulu næste mandag.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...