Jarre-koncert skal kulegraves

Arrangøren politianmeldt - også politiets egen rolle undersøges

Redningsvæsen 12. september 2002 08:00

AALBORG: Lørdagens Jean Michel Jarre-koncert bliver genstand for en større kulegravning omkring sikkerhedsforhold og beredskabsplan. En af de 35.000 koncertdeltagere, Per S. Kristensen fra Kongens Lyngby, har meldt arrangøren til politiet. Han mener, at deltagernes liv og lemmer blev bragt i fare. Desuden klager han over, at arrangementet overhovedet blev godkendt af myndighederne, det vil sige Aalborg Politi. Ministeriet orienteres Politimester Flemming Kjær har tænkt sig i første omgang selv at tage stilling til, om politiets godkedelse var i orden. Det vil ske på baggrund af en intern redegørelse. Svaret vil blive forelagt Justitsministeriet. Hvorvidt Muskelsvindfonden har bragt folks liv og lemmer i fare, vil politiet også kigge nærmere op. Altså om sagen skal have strafferetlige følger. - Jeg har kort læst anmeldelsen, og den rejser mange gode spørgsmål, som vi også har selv har stillet, lyder det fra Aalborgs politimester, Flemming Kjær. Han var ikke selv til stede under koncerten, og derfor har han ingen kommentar til sikkerheden omkring koncertpladsen. Manden bag anmeldelsen, Per S. Kristensen, var på forhånd skeptisk, inden han drog til Nordjylland. Han er geotekniker og har i en årrække arbejdet hos firmaet Geodan i Aalborg med Vendsyssel som sit arbejdsområde. De bange anelser blev bekræftet, da han ankom til Gl. Vrå Enge ved Tylstrup og oplevede ét stort kaos. Lukket af Arbejdstilsynet - Hvis det havde været en arbejdsplads, og Arbejdstilsynet var stillet på stedet, var den omgående blevet lukket. Det kan godt være, at arrangøren ikke har haft tilstrækkelig viden og indsigt i, hvordan hele arbejdet skulle organiseres, men så må man henvende sig til eksperter og få bistand, siger Per S. Kristensen, som er seniorgeotekniker i det rådgivende ingeniørfirma Cowi. Han er langt fra enig med Aalborg Politi og Beredskabscenter Aalborg, som mener, at sikkerheden på intet tidspunkt var kompromitteret. - Var der sket en voldsom ulykke, en væltet bus for eksempel, kunne ambulancerne ikke komme frem. Vejen var ganske enkelt spærret af busser, pointerer Per S. Kristensen. Beredskabschef Jørgen Pedersen har tidligere afvist kritikken og sagt, at der var læger og samaritter på pladsen. Og at man i nødstilfælde kunne have trukket på helikopterassistance. Men kilder i redningsberedskabet siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at det ville have været umuligt at komme frem. En helikopter ville have været nødt til at lande et godt stykke fra koncertplads-området, og det ville have været næsten helt umuligt at få en tilskadekommen hen over pløremarkerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...