Jarreau kræver tid

20. september 2002 08:00

CD POP Al Jarreau:"All I Got" Første reaktion: Skuffelse. Helt ærligt, var det virkelig det hele fra den mand, der før nærmest har svinet i ørehængere på plader som "This Time" og "Breakin' Away" i begyndelsen af 80'erne? Men giv ham nu lige ordentlig tid og opmærksomhed, sangeren og sangskriveren Al Jarreau, der har optrådt med enkel, luftig og elegant poppet soul og R&B (længe før dén betegnelse blev hæftet på nærmest hvad som helst). Jarreau er kommet op midt i 50'erne, så det går ikke helt så stærkt som det plejer, han vælter heller ikke vægge eller bryder barrierer - når man ellers kommer ordentligt ind på livet og tonen på "All I Got", viser den sig at rumme megen gedigen vellyd, samlet i blandt andre den smukke "Feels Like Heaven" og den endnu blidere, lækkert kor-tætte "Until You Love Me", og så popper de ellers op, én for én, de 11 aldeles udmærkede sange, der ikke bare viser Jarreaus kønne, følsomme stemme og fine fornemmelse for at vælge de helt rigtige sange. Og bruge - og holde igen på - effekterne, når det er påkrævet. En lidt spøjst tidløs plade, som Jarreau i virkeligheden også kunne have udsendt for 20 år siden. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Al Jarreau: "All I Got" Verve/Universal

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...