Jason Watt på jobmesse i Aabybro

Jobcenter har inviteret racerkører til at komme med inspiration

Jason Watt kommer til Aabybro tirsdag 12. februar, hvor han holder foredrag på den første jobmesse fra Jobcenter Jammerbugt. Arkivfoto: Michael Bygballe

Jason Watt kommer til Aabybro tirsdag 12. februar, hvor han holder foredrag på den første jobmesse fra Jobcenter Jammerbugt. Arkivfoto: Michael Bygballe

AABYBRO:Racerkører Jason Watt kommer til Aabybro tirsdag 12. februar. Anledningen er den første jobmesse arrangeret af Jobcenter Jammerbugt, og stedet er Nordjyllands MedieCenter, Søparken 2. Jason Watt har måske ikke meget med jobformidling at gøre, og han har formentlig heller ikke brug for at finde nyt arbejde. Til gengæld har han erfaring med at gøre en ihærdig indsats for at nå et mål trods vanskelige forhold, der kan virke uoverskuelige. Det fortæller han om i et foredrag, og måske kan han dermed inspirere andre til at nå nye mål med den rette indstilling og vilje. Og det kunne jo godt være at finde nyt arbejde. I 1999 blev Jason Watts liv ændret brat, da han kørte galt på motorcykel og blev lam fra brystet og ned. De følgende år var en kamp for at få privatlivet til at fungere og gøre et imponerende comeback i motorsporten. I dag er han atter med i front, når der køres motorløb, og privat er han far til tvillinger. Foredraget i Aabybro har titlen ¿Fordi jeg vil¿ - samme titel som hans selvbiografi, der er skrevet i samarbejde med journalist Sjak Svendstorp. Både i bogen og i sine foredrag fortæller Jason Watt åbent og ærligt om sit liv - og ikke kun som én lang solstrålehistorie. På jobmessen er der også foredrag ved Arne Nygaard, som er produktionsleder på Grundfos. Han vil fortælle om, hvordan et socialt engagement kan være til fordel for virksomheder. Grundfos har selv organiseret sit sociale engagement, hvor Arne Nygaard blandt andet har ansvaret for integration af flygtninge og indvandrere, projekter for omsorgssvigtede unge samt særlige forløb for lærlinge og kontanthjælpsmodtagere. Jobcenter Jammerbugt vil med jobmessen skabe kontakt mellem virksomheder og ledige. Der er plads til 30 stande.

Forsiden