Jay-Z har store planer med sit baskethold

Som barn drømte Jay-Z om at blive basketballspiller, men han havde aldrig troet, at han skulle eje et hold.

Jay-Z har store planer med sit baskethold

Nogle gange overgår virkeligheden alle fantasier.

Sådan har Jay-Z det i hvert fald, når han ser på, hvad han har opnået i en alder af 42.

- Jeg har det som om, jeg lever den amerikanske drøm. Hele idéen med at du kan opnå alt, hvis bare du kæmper hårdt for det, føler jeg virkelig, at jeg har udlevet, fortæller han ifølge Yahoo! Entertainment.

Da stjernen var lille, drømte han mest af alt om at opnå hæder og ære på en basketballbane.

- Men jeg tænkte aldrig på at eje et hold, så langt rakte mine drømme slet ikke, siger Jay-Z.

Ikke desto mindre står Jay-Z nu som medejer på basketholdet "New Jersey Nets", som stjernen planlægger at flytte hjem til sin gamle New York-bydel Brooklyn for at give håb og inspiration til børnene i området.

Holdets kommende Brooklyn-logo i sort og hvidt har den kreative rapper også designet selv.

Allerede tidligt i karrieren viste det sig nemlig, at Jay-Z kunne mere end bare rappe. Han kan huske alle sine sange udenad og skriver aldrig noget ned, når han indspiller nye. Alle idéerne, rimene og sangene kan han have i hovedet uden problemer.

Ifølge ham selv skyldes denne evne, at han elsker udfordringer og altid forsøger at se tingene i rette perspektiv.

- Når man er en kunstner, så kan man se det store billede i mange ting. Jeg tænker allerede på, om jeg kan pille ved min musik og ved basketholdet og bringe de to kulturer sammen på en eller anden måde, fortæller sangeren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.