jazz i glamour-glasur

Caroline Henderson, 49- årig jazzdiva, indtog et fyldt Aalborg Teater, med stilethæle lige så høje som det musikalske niveau. Foto: Michael Bygballe
Musik 25. oktober 2011 06:00

Dejlig kone, flot stemme, fin aften og så alligevel… Ja, hvad er det egentlig betænkelighederne går på. Caroline Henderson, 49 år, og resultatet af en stormfuld forelskelse mellem en sort amerikansk trommeslager og en blond svensk Stockholmer-skønhed, har i løbet af seks album på otte år forvandlet sig fra strandet popprinsesse med ondt i karrieren til en feteret jazzdiva. Og med god grund. Hendes stemme kan være mahognimørk gospel, hviskende sensuel, og hun fraserer glidende, men altid præcist på taktslaget, og under ligger der en grundfæstet dyb bluesfeeling. Og på et splitsekund kan hun ubesværet skifte fra mørkt vemod til lys overgivenhed. I en totalt udsolgt sal på Aalborg Teater stod en barstol, en mikrofon og et vinglas med vand ved siden af en femstaget kandelaber klar til Caroline, mens et velstemt flygel ventede på pianist Nikolaj Hess. Med nummeret "Love Is Like a Cigarette" lægger vi ud i den reciterende afdæmpede afdeling, sensuelt henhvisket, og der er straks lydhør kontakt mellem den buksedragtsklædte sangerinde på de høje hæle og det bænkede publikum. Aftenens spillejob er det sidste på en månedlang turne, under overskriften "Endelig slap vi af med de andre i bandet", som Henderson selv kækt proklamerer. Man kan så spørge sig selv, om det egentligt er så god en ide, for som aftenen skrider frem viser duo-formatet også sine svagheder. Nikolaj Hess er en både kompetent og iderig akkompagnatør, der ikke er bange for at køre den ud af tangent. Med en fin venstrehånd, bastante blokakkorder og hurtige løb er han ikke bange for at udfordre det melodiske materiale. Til tider er det bare som om, at der går vel rigeligt "se-hvor-dygtig-jeg-er" og solokoncertpianistmanerer i fingerløbene på de sort-hvide. Duo-formatet har på den måde sin begrænsning i forhold til de gange, hvor vi har hørt Henderson med rytmegruppe og blæsere, hvor der er plads til mere overgiven løssluppenhed og sparken til det gamle klassiske materiale, jazz standards tyndet op med nyere sange. Hovedvægten denne aften er selvfølgelig lagt på balladerne, rigtig mange kærlighedsballader, som Judy Garlands "But Not For Me", og selv det kritiske øre må overgive sig til overbevisende og tempomæssigt slow, slow-udgave af "Come Rain or Shine", lige som den langsomt fraserede "Jesus", oprindeligt et Lou Reed-nummer ånder dybt og bevægende, og naturligvis får vi også hendes stilsikre signatursang "Made In Europe", fornemt jazzfraseret. Caroline Hendersons tone og intonation er ren som nypudset krystalglas, og repertoiret sidder sikkert som en dirrende dartpil i bulls eye. Andet sæt fortsætter på samme vis i balladernes stjernetegn, og efter en stilfærdig udgave af "Riverman", kommer den bitter-vemodig "Monday Date" om, at don't forget our monday date, that you promised me last tuesday. Her er al udvendighed droppet, og Henderson giver sig hen til ordene, og hun har jo en udtale og en præcis diktion, som gør det muligt at høre hver ordbetydning og tonenuance. Et stort øjeblik. Lige som "My Funny Valentine" stod klart og uprætentiøst. En corny mandolinudgave af "There Will Be Time Enough For Rocking When We're Old" med Hess som strengebetvinger og i dyb basduet med Caroline skabte ligefrem lystig stemning på bænkerækkerne. Og der blev sat trumf på med Bob Dylans "Ring Them Bells", en Henderson-favorit og afslutningsnummeret, før et stående og klappende publikum fortjent fik ekstranumre, som "Mother Earth" og "In The Wee Small Hours of The Morning." Den første robust gospelblues tolket, den sidste langsomt, hjertegribende, og her understøttet af en pianist, der nu lod melodiens skønhed folde sig ud uden for mange ekspressionistiske tangentindfald. Der er ingen tvivl om, at parrets musikalske niveau er skyhøjt, men bedst var det, når Hess og Henderson ikke fortabte sig i udvendigheder og jazzet glamour-glasur, men troede og satsede på de melodiske kvaliteter, ordene, og stemmens given sig hen. Bent Stenbakken bent.stenbakkeATnordjyske.dk Caroline Henderson & Nikolaj Hess. Aalborg Teater, store scene, søndag aften. Sætliste Første sæt: Love Is Like A Cigarette Get Out Of Town But Not For Me Goodbye Come Rain or Shine Jesus Since I Fell For You Made In Europe New Day. Andet sæt: Nobody River Man Monday Date When You’re Smiling My Funny Valentine There Will Be Time Enough For Rocking When We’re Old Yesterday Is Here Unchained Melody It Aint Necessarily So Ring Them Bells. Ekstranumre: Mother Earth In The Wee Small Hours of The Morning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...