Jazz i Thy - og nu også i Stenbjerg

Jazz i Thy udvider aktiviteten og indleder jazzefteråret på Stenbjerg Kro 27. august

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Indra Rios-Moore - grammynomineret amerikansk sangerinde - i Plantagehuset 5. november

Den primære jazzscene i Thy er fortsat Plantagehuset i Thisted. Men Stenbjerg Kro kommer nu med blandt de spillesteder, som Jazz i Thy vil benytte sig af til foreningens arrangementer. Jazz i Thys første koncert i Stenbjerg bliver lørdag den 27. august. Men allerede nu har foreningen besluttet, at der også i 2012 bliver en koncert i Stenbjerg, fortæller Hans Henrik Hust, bestyrelsesmedlem i Jazz i Thy. Også Kirsten Kjærs Museum bliver til maj næste år ramme om en jazzbegivenhed, ligesom det var tilfældet i dette forår. Desuden vil foreningen gentage samarbejdet med Café Baghuset i Thisted om en omgang frokostjazz i juni 2012. Dertil kommer så syv koncerter i Plantagehuset - fire i efteråret og tre i foråret. Musikerstøtte Dermed når Jazz i Thy op på i alt 10 arrangementer i den kommende sæson. Det er tre mere end i 2010-11. Men mindst 10 arrangementer pr. år er et krav fra Statens Kunstråd, der yder en såkaldt musikerstøtte til Jazz i Thy, hvorefter Thisted Kommune bidrager med det samme beløb. - Vi vil selvfølgelig gerne lave nogle arrangementer, men vi er også bange for at mætte publikum. Derfor laver vi det lidt anderledes, så vi også kommer ud til Stenbjerg og til Kirsten Kjærs Museum, siger Hans Henrik Hust. Støtten betyder, at foreningen har et minimumsbeløb til lønning af musikerne. - Vi har ikke masser af penge. Men det betyder, at vi holder skruen i vandet, siger Hans Henrik Hust. Astro Buddha Agogo Premieren i Stenbjerg 27. august bliver med intet ringere end "Astro Buddha Agogo featuring Uffe Steen". Bag det mystiske navn gemmer sig en trio, som hidtil primært har huseret på et af de mest populære spillesteder i København, La Fontaine. Men på det seneste er de også begyndt at komme ud i dagslyset med deres musik, som trioen selv kalder super soul. Frontfiguren er saxofonisten Michael Blicher, der tidligere har besøgt Jazz i Thy. Det samme har guitaristen Uffe Steen. Inden koncerten er der mulighed for at nyde et måltid mad på Stenbjerg Kro.