Musik

Jazz på topplan i Tversted

Jazzy Days hidtil mest ambitiøse program med udenlandske og danske topnavne

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søs Fenger gæster Aalborg Øst med en intim koncert. PR-Foto

Jazzelskere kan godt sætte masser af krydser i kalenderen i efterårsferien samt indstille gps'en fast på Tversted i det nordøstlige hjørne af Hjørring Kommune. Nordjyllands efter eget udsagn mindste og sjoveste jazz festival - Tversted Jazzy Days - satser hele butikken med sit hidtil mest ambitiøse program. Det tæller danske og udenlandske topnavne, som Mike Stern, Randy Brecker, Chris Minh Doky, Alex Riel, Søs Fenger, Katrine Madsen, Carsten Dahl, Niels Jørgen Steen, og mange flere. Jazzfestivalformand Thomas Østergaard tilskriver de store navnes interesse for at komme til Tversted, at Jazzy Days fik Jazz Live Prisen 2008: Jazzmusikernes egen pris til et spillested, som har gjort noget særligt for at "fremme udbredelsen og oplevelsen af jazz i Danmark". Det er lidt af et mirakel, at det er lykkedes for en frivillige forening at skabe et både hyggeligt og ambitiøst jazzmiljø i "bette" Tversted under forhold, som nærmest fungerer på trods. - Vi er da stolte af og glade for at et verdensnavn som Mike Stern lægger sin eneste danske koncert i Tversted, indrømmer Thomas Østergaard. - Det er da lidt sjovt, at hans turplan hedder Gøteborg, Tversted og Tyskland. Mike Stern kommer i selskab med trompetisten Randy Brecker, trommeslageren David Weckl og bassisten Chris Minh Doky. Humor, hygge og kvalitet At store navne finder vej til Tversted betyder dog ikke, at festivalen skifter karakter. Hygge, humor og høj kvalitet er stadig mottoet. Festivalen betinger sig, at orkestrene ikke kan opleves tæt på - i eksempelvis Aalborg og Århus i en tidsperiode inden eller lige efter Jazzy Days. - På den måde kan vi give unikke jazztilbud i Tversted, siger Thomas Østergaard. Blandt de unikke tilbud er også Klaus Rifbjerg, som skal tale om jazzen og poesien akkompagneret af erfarne jazzmusikere, deriblandt sønnen, trommeslageren Frands Rifbjerg, samt pianisten Carsten Dahl, bassisten Hugo Rasmussen og saxofonisten Christina Dahl. Traditionen tro er humor også en del af programmet. I år blandt andet med Benjamin Koppel og Alex Riel som fortæller jazzanekdoter ved et afslappet musikalsk arrangement. Dén recept har været afprøvet tidligere med stor succes og publikumsbegejstring. Jazzmusikere kommer ud for mange morsomme oplevelser! Jazzy Days markerer i øvrigt selvsamme Riel og Koppels henholdsvis 50 og 15 års jubilæum i branchen. Hele Tversted er involveret i festivalen, og foruden alle de højtprofilerede navne er der stadigvæk amatørarrangementerne Jazzy Kids og Jazzy Talents samt hyggelig jazz på Peder Most med Advokatens New Orleans Jazz Band. Den kommende lørdag aften præsenteres programmet ved en lille koncert i bådehuset i Tversted, med blandt andre saxofonisten Jakob Elvstrøm og guitaristen Ole Bech. Se mere på www.jazzydays.dk