Jazzen swinger igen i Aalborg

Huset lægger scene til tredje udgave af LokalJazz Festival

Anna-Stina Billund, daglig leder af huset i Hasserisgade. Arkivfoto: Michael Bygballe

Anna-Stina Billund, daglig leder af huset i Hasserisgade. Arkivfoto: Michael Bygballe

AALBORG:For ikke så mange år siden var det ikke et særsyn, at der var flere på scenen, end der var foran scenen, når der stod moderne jazz på plakaten. - Dengang jeg startede her, var der et meget begrænset publikum til koncerterne. Men sådan er det heldigvis ikke mere. I løbet af de sidste par år er der kommet flere og flere til, fortæller Anna-Stina Billund, der er daglig leder af huset i Hasserisgade. Netop Huset lægger scene til en stor del af byens jazzkoncerter, og det er også her, at der i næste uge spilles op til den tredje udgave af LokalJazz Festival, der bliver til i samarbejde mellem Huset og Jazzclub Satchmo, der først og fremmest beskæftiger sig med traditionel jazz, og JazzSelskabet Aalborg, der mest er til moderne jazz. I 2004 blev de enige om at slå sig sammen for at forsøge at skabe en festival, der kunne få moderne jazz tilbage på plakaten - traditionel jazz har der aldrig været problemer med at sælge billetter til. - Det eneste problem er sådan set, at både publikum og musikere er ved at være oppe i årene. Det er et særsyn at se nogen under 60, fortæller Vagn Müller fra Jazzklub Satchmo. Succesoplevelser Men den moderne jazz er ved at være der. I hvert fald har der været flere succesoplevelser end fiaskoer de sidste par år. Men det har været et hårdt arbejde at få det løbet i gang. - Da vi begyndte med jamsessions den anden tirsdag i måneden, så var vi højest en håndfuld, men nu er der ofte op til 30 musikere og endnu flere publikummer, fortæller Anna-Stina Billund. I forbindelse med Lokaljazz Festival bliver det også markeret. at der samtidig kommer en ny cd på gaden med Nordjyske Jazztalenter 2008 - pladens titel. Det er projektmedarbejder Thomas A. Jakobsen, der har stået for arbejdet med cd¿en. En stor del af de medvirkende musikere har tilknytning til musikkonservatoriet, og det er også herfra, at mange af gæsterne til jamsession¿erne kommer. Men den moderne jazz er stadig en smal genre, og sådan bliver det nok ved med at være. - Men det er dejligt, at vi har vist, at der også findes et publikum til de smallere genrer. Det er jo netop sådan noget, vi skal levere her på Huset, hvor vi skal have fokus på de genrer, der er for smalle til byens andre tre spillesteder, siger Anna-Stina Billund. At lave jazzkoncerter er da heller ikke nogen guldgrube. Uden offentlige tilskud og penge fra forskellige fonde løb de ikke rundt. - Og heller ikke ølsalget giver de store indtægter mere. Til moderne jazz er det mere danskvand, siger Jørgen Dam, Jazzselskabet Aalborg.