Jazzende sønner spiller i Musikcaféen

HOBRO:Et svensk jazzband, bestående af en række meget talentfulde musikere, gæster fredag 6. juni Musikcaféen i Hobro. Det er Jazz Hobros sidste forårsarrangement, og bandet er Second Line Jazzband. Bag navnet gemmer sig en lidt interessant historie - og den fortæller Per Søndergaard, Jazz Hobro: - "Second line" er et velkendt begreb under paraderne i det gamle New Orleans, hvor de yngre musikere stod klar til at springe ind i de traditionsrige orkesteroptog, såfremt de ældre etablerede musikere tillod det. Det svenske orkesters havn hentyder også til, at der er tale om anden generation, idet flere af musikernes fædre også har spillet eller spiller i svenske traditionelle bands. Selv om orkesterets udgangspunkt er traditionel jazz, spilles der på et højt musikalsk niveau, idet de fleste af musikerne har en solid konservatoriebaggrund. Second Line Jazzband har ofte optrådt i Danmark, og har blandt andet flere gange spillet til Riverboat Jazzfestival i Silkeborg. De gæster også i år festivalen. Men det er et jazzband, som vækker glæde og begejstring hos jazzkendere i hele Europa. - Når det er lykkedes at få et arrangement i stand i Hobro, hænger det sammen med, at bandet i weekenden 7. og 8. juni har engagementer i Hamburg-området, fortæller Per Søndergaard, som tilføjer, at besøget af netop Second Line Jazzband er et led i den repertoire-politik, som Jazz Hobro har den tænkt sig at føre, idet de vil forsøge at tilbyde foreningens medlemmer et arrangement, som kan betegnes som "folkelig jazz".