USA

Jeb Bush afviser præsidentambitioner

WASHINGTON:Jeb Bush, som er bror til USA's præsident, George W. Bush, udelukker, at han pønser på at stille op ved præsidentvalget i 2008. Jeb Bush sagde sent søndag til det amerikanske tv-selskab ABC, at han vil vende tilbage til det private erhvervsliv efter sin anden embedsperiode som guvernør i Florida. Han vil genoptage jobbet som ejendomshandler i Miami, når han fratræder i 2006. - Jeg vil ikke forsøge at blive præsident i 2008, fastslog Jeb Bush. Der var udbredt forventning om, at Jeb Bush havde ambitioner om at blive præsident. Men samtidig er der betydelig modstand mod, at USA skal ledes af et Bush-dynasti. Forud for George W. Bush var George Bush, brødrenes far, præsident i perioden 1989-1993. /ritzau/