Ældreforhold

Jeg blev gammel på én dag

Gymnastikpædagog og forfatter Helle Gotved kæmper med efterveer af en blodprop i hjernen i 1998

De hvide gymnastiksko i blødt skind og med snørebånd har hun stadig på fødderne. "Vil du se nogle af de øvelser, jeg gør om morgenen", spørger hun og svinger venstre gymnastiksko op på den lave reol, så benet og hoften får et stræk. "Det værste er gulvøvelserne, for når man er blevet så gammel, er det svært at komme op igen" siger hun, men lægger sig alligevel ned på gulvtæppet og tager fire hofterulninger. Kommer op på de lange ben, retter lidt på de bordeauxfarvede joggingbukser og sætter sig med rank ryg i stolen ved stuevinduet. I hele sit liv har Helle Gotved gjort gymnastik og selv om eftervirkningerne af en blodprop i hjernen stadig forstyrrer følelserne i højre arm og ben, fortsætter hun. Ikke længere med eleverne nede i salen i gymnastikhuset på Vodroffsvej i København, men alene oppe i den store lejlighed på anden sal. - Jeg vil gøre gymnastik, for jeg ved, at anstrengelserne giver mig kræfter, som kan komme mig til gavn senere. Det er bedst, hvis hvert led bevæges til ydergrænsen - hver dag, siger hun. I morgen, onsdag, fylder hun 90 år, og det er en god anledning til at fortælle, hvordan det kan være at blive gammel. For hende skete det fra den ene dag til den anden. En sommerdag i 1998 fik hun en blodprop i hjernen - et chok, når man hele livet har levet sundt og været rask. - Indtil blodproppen holdt jeg foredrag og var fuldstændig ung. Jeg tænkte ikke på alderen, var aldrig syg og spiste aldrig en pille. Jeg havde ikke engang en læge, så min svigerdatter måtte skaffe en, da jeg kom hjem fra hospitalet. Det er specielt at blive gammel på én dag, og det har været svært at vænne sig til, siger hun. I stuen står klaveret og på nodehylden tegninger over de øvelser, som hun havde udvalgt til sin sidste dag i salen for snart otte år siden. Timeplanen kalder hun den og sætter sig ved klaveret og demonstrerer, hvordan musikken kan understøtte gymnastikken. "Jeg slår til den, jeg slår til den", udbryder hun, mens hun rammer tangenterne med den ene hånd og slår den anden i retning mod gulvet. Klaveret er ellers en af de glæder, som blodproppen har sat en stopper for. Det samme gælder foredragene og cyklen, men ellers er der ikke meget, Helle Gotved har opgivet. Sin egen hjemmehjælp - Jeg besluttede mig for, at jeg ville blive rask. Jeg tager det som en sport - at komme ned under sofaen med støvsugeren eller tørre af langs væggene. Jeg havde hjemmehjælp i fjor, men det var hele tiden nye mennesker og hu hej. Jeg vil hellere gøre det selv, og nu klarer jeg det hele. Rengøringen tager tid, men jeg har masser af tid, og hvad skal jeg ellers bruge den til. Jeg kan jo ikke sidde og læse hele tiden. Imens høres cd-musikken og bumpene nede fra salen svagt gennem gulvet. Hendes livsværk videreføres i det 104 år gamle gymnastikhus, som hendes far byggede, og hvor hun selv er født. Det samme er hendes fem børn. I dag er der ansat 15 lærere og over hele landet mere end 100 lærere, der underviser efter Gotveds principper om at lytte til kroppen og respektere den, som den nu engang er. Selv tog det Helle Gotved 10 år, før hun fandt ud af, at gymnastik ikke skal gøre ondt for at gøre godt. Først da hun selv bukkede under af overanstrengelse, fandt hun ud af, at der var noget galt. I stedet sætte hun sig for at prøve at finde en gymnastikform, der passede til kroppen og udviklede den særlige Gotvedske gymnastik med bløde og svingende bevægelser. - Hvis nogle af eleverne fortalte, at de havde været ømme efter sidste time, tænkte jeg "storartet". Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved, om den gymnastik jeg underviste i var rigtig. Den dag i dag er der stadig mennesker, der er stolte af, at de kan nå gulvet med håndfladerne med strakte knæ. Men det er helt forkert, for vi har jo knæleddene for at kunne bøje i dem og gøre vejen ned til jorden kortere. Det er overtro, at det skal gøre ondt, siger hun. Blodproppen stjal ikke alene følesansen, men også hendes taleevner. Den første tid kunne hun stort set ingenting sige, men ved daglig træning er det langsomt lykkes at få styr på ordene igen. Men det kniber fortsat med bogstaverne s og t, og derfor siger hun mange gange i løbet af dagen højt for sig selv "hesten står stille". Sin egen lærer - Det første år fik jeg hjælp fra en talepædagog, men nu er jeg min egen lærer. Jeg øver mig og øver mig, for det er den eneste måde at blive bedre på, siger hun. I årevis har hun talt for, at danskerne skal bevæge sig mere. Det vil hun stadig gerne gøre, men skynder sig også at sige, at hendes liv har været så meget mere privilegeret end andres - også alderdommen. - Jeg føler stadig, at der er brug for mig. Det er mig, som fejer fortovet og river ukrudtet op mellem brostenene nede i gården, men hvad havde jeg stillet op, hvis jeg havde boet i en toværelses lejlighed. Jeg husker, hvordan min svigerinde ulykkeligt talte om at slå tiden ihjel. Mange ældre føler, at der ikke længere er brug for dem. Men hvis hun måtte ønske noget for både de ældre og alle andre, som bevæger sig for lidt, var det, at Danmarks Radio ville genudsende hendes "Ha"det bedre" -programmer. Gennem 26 år kunne de hver lørdag høres på P1. - De har alle programmerne liggende over i Radiohuset, og det skal ikke koste dem en krone at genudsende dem. Men i stedet viser man tykke mennesker på tv, som skal hjælpes af med pundene. Når jeg ser den slags, føler jeg ikke længere, at jeg passer til denne verden. Jeg begriber det ikke. Hele mit liv har jeg sagt, at skolerne skal få børnene til at bevæge sig, men det er som at slå i en dyne, siger Helle Gotved. Lige nu glæder hun sig over, at hun i sommer både nåede at besøge sin ældste datter på Færøerne og bo i sit sommerhus ved Sejerøbugten. Men trods højt humør og mange gode dage, mærker hun også, at det går ned ad bakke. - Når jeg ser på mine oldebørn, står det så klart for mig, at mens de hele tiden går fremad, går jeg tilbage. Hvert år tæller for to, og selv om jeg ser frisk ud, er det kun resterne, der er tilbage. /ritzau/