- Jeg blir vanvittig af at gå hjemme og glo

Annie Nielsen mistede jobbet på Flextronics. Lige nu kan hun ikke overskue fremtiden

Midt i Halvrimmen på venstre hånd, lige før keramikeren, bor 49-årige Annie Nielsen. Der har hun boet i snart 32 år sammen med Svend, der er murerarbejdsmand. Sammen har de fået tre piger. Tina på 27 år, Konni på 23 og Ann på 14 år. Den ældste har givet Annie to guldklumper - børnebørnene Ane på to og et halvt år og Marie på fem måneder. Og så er der selvfølgelig Mis eller ”dumme kat” som den en gang i mellem kærligt bliver omtalt. Annie Nielsen kom til verden 30. september 1954 i den lille by Haals, der ligger ved Fjellerad på vej mod Lindenborg Slot, som datter af fodermester Thorvald Sigurd Nielsen og hustru Inger Marie Kristensen. Barndommen blev tilbragt i Essendrup, hvor familien boede i en statshusejendom. Annie gik i Fjellerad Skole til og med 7. skole, hvorefter de næste par skoletrin foregik på Gistrup Skole. Teenageren Annie ville også have et år på ungdomsskole, og valget faldt på Mellerup Ungdomsskole. Så skulle Annie ud på arbejdsmarkedet og første job var i huset hos et lærerpar i Aabybro. - Så rendte jeg ind i skovlen der, lyder det med tugtende kærlighed i stemmen, mens Annie kigger over på Svend. De sidder i køkkenet i det hus, som de flyttede ind i 1. december 1976. Før det havde de boet sammen i tre år lige uden for Halvrimmen. Annie er ufaglært. Hendes karriere spænder lige fra Skovsgård Fjerkræslagteri (nu Rose Poultry, red.) over dagplejemor til hendes nuværende arbejdsplads Flextronics. - Jeg startede på Bosch, som fabrikken hed dengang, 2. august 1998. Fem minutter over halv ti på natholdet, siger Annie sikkert. Hun har en hukommelse som en elefant, selvom hun selv påstår det modsatte. Hun startede på elektronikvirksomheden, da den stadig holdt til huse på Klokkestøbervej i Pandrup. - Jeg stod på Bosch-linjen og samlede telefoner på gammeldags maner. Jeg kom på dagholdet i 2000, hvor jeg blev flyttet til Siemens-linjen, hvor jeg var indtil 10. februar 2003. Siden har jeg lavet dvd-playere, som Annie kalder dem. Hun er opsagt med virkning fra 23. marts, men håber som mange andre fyrede kolleger, at der bliver brug for hende igen. - Jeg vil have lov at være naiv. Det er mit eneste lyspunkt lige nu, lyder det stille fra Annie. Hun har tænkt meget over, hvorfor hun ikke blev valgt som en af dem, der skulle blive. Tanken om ikke at gå på arbejde skræmmer hende på flere måder, men hun vil ikke stille sin angst til skue for kollegerne. - Det er vigtigt at holde masken. Jeg vil ikke stå og tude foran mine kolleger, men det er svært, så jeg skal lade være med at tænke på, at jeg ikke har noget job fra 23. marts. Men det er typisk mig. Jeg har så travlt med at stille andre tilfreds og ikke tænke på mig selv. Min mand tager det meget let, men det kan han jo også sagtens sige, for det er ikke ham, der skal gå hjemme. Jeg bliver vanvittig af at gå herhjemme og glo, siger Annie og tilføjer hen over køkkenbordet med et lille skævt smil: - Hvis jeg da ikke allerede er det!! Det er ikke fordi, at det er noget nyt for Annie Nielsen at gå ledig som det politisk korrekt hedder, når man er fyret. Hun vurderer selv, at hun siden det første job i Aabybro har været uden arbejde i sammenlagt ti år. Det er heller ikke fordi, at økonomien kommer til at hænge i laser for familien, for der er kun 160.000 kroner tilbage af gælden på huset. - Og så har Svend det princip, at hvis det kan lappes eller ordnes på nogen måde, så gør vi det i stedet for at optage lån, pointerer Annie. Det er fællesskabet på arbejdspladsen, der lige nu nager hende mest. - Der er forskel på at møde på arbejde hver dag og blive mødt med et ”go’ morgen” af 10-12 kolleger og så at gå hjemme. Det kommer jeg virkelig til at savne, filosoferer Annie. Ide mange år hun har været ledig, har hun taget kurser. Masser af kurser. Alene på AMU har hun fået truck-certifikat og taget kurser inden for møbelindustrien, service, licens til at sælge hot dogs til byfesten og grundkursus i elektronik, men hun føler ikke, at de kurser har ført til noget. Hun giver heller ikke meget for hverken Orla Havs 12 bud eller Claus Hjort Frederiksens planer for, hvordan de mange fyrede nordjyder skal omskoles og videreuddannes. - Hvordan skal jeg tage en uddannelse med den skolegang og den alder, jeg har!? Det virker ret håbløst, og det kan regeringens halve eller hele milliard ikke gøre noget ved. Jeg kunne selvfølgelig godt tage en studentereksamen, men helt ærligt, så tror jeg ikke, at jeg har evnerne til det. Og jeg er ikke den type, der sender 30 uopfordrede ansøgninger eller kører landet rundt for at finde arbejde, så jeg ser lidt sort på det i øjeblikket, siger Annie. Hun bliver tavs. Tårerne tørres væk med et stykke køkkenrulle-papir. - Jeg tror, at jeg vil nyde min frihed i starten. Hente mine børnebørn i Farsø og renovere lidt på huset, men om jeg har modet på det, når den dag kommer, det må tiden vise. Jeg håber stadig, at der bliver ringet, og de har brug for min arbejdskraft igen, siger Annie og tager en slurk af den kaffe, som efterhånden er blevet lunken.