EMNER

Jeg elsker dig også i dag

Lørdag var en stor dag både for kærligheden og blomsterhandlerne.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Røde roser er kærlighed - men også en dyr en af slagsen.

Lørdag den 14. februar 2009 viste sig at blive en fantastisk smuk og dejlig dag. Himlen var blå. Solen skinnede og varmede. Og roserne var røde. Der var al mulig grund til at fejre kærligheden. Det har blomsterhandlerne for længst forstået at udnytte. De har ofte travlt lørdag formiddag, men i går blev der desuden bundet rigtig mange buketter til konen, manden, kæresten eller måske-snart-kæresten. Det var Valentins Dag. Det havde Brian Rasmussen nu ikke lige været opmærksomhed på. Han var imidlertid hos blomsterhandleren for at købe en buket til en anden anledning. Der er ikke tradition for, at fruen derhjemme får en flot buket hvert år til Valentins dag. - Men jeg har gjort det før, og når jeg nu er herinde, synes jeg også, at hun skal have en i år, fortæller Brian Rasmussen. - Det bliver hun nok overrasket over og glad for, smiler han. I næste uge skal kærligheden rigtig fejres. Børnene skal på ferie hos bedsteforældrene. - Og så skal vi ud - kun os to - og spise en god middag. Vi tør godt nu afsløre, at Brian Rasmussen valgte hvide blomster, for det må godt "være lidt anderledes", synes han. Laila S. Rosenkilde og hendes medarbejdere i Agaven havde aftenen i forvejen bundet 100 Valentins-buketter. Hun regner med det bliver til i alt et par hundrede buketter i anledning af kærlighedsdagen Laila S. Rosenkilde bruger også pink, gul og lime. Der må godt være lidt pangfarver i kærligheden. Valentins-kunderne er mest mænd, men i alle aldre. Man kan vise sin kærlighed med blomster, smykker, chokolade eller et kort. Eller bare sige det: - Jeg elsker dig.