Motionsidræt

Jeg - en chaiselongdyrker

Eller historien om dengang jeg opdagede, at motion er noget, man dyrker

11
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Grethe Jensen i færd med styrketræning af mave, hofter og lår. Foto: Bent Jakobsen

FREDERIKSHAVN:Der var engang, hvor den eneste motion, jeg dyrkede, var at stå ud af sengen og ind i bilen - men det var inden jeg mødte Merete. Merete hedder Grey til efternavn og for et års tid siden åbnede hun DO-Center for Funktionel Træning i Danmarksgade 27. I nogen tid havde jeg taget laaangt tilløb til motionen - dels ved at tænke meget på den og tale endnu mere om den - dels (da jeg ikke kunne trække den længere og vi var kommet vel over nytår) ved at begynde at svømme tre gange om ugen i den lokale svømmehal. Til min store rædsel fik jeg det hurtigt enormt meget bedre. Så vidt så godt - for der er jo ingen grund til at overdrive selv en god ting! Imidlertid havde jeg gjort regning uden vært, idet jeg er udstyret med en ret plagsom veninde, der uophørligt - og hver gang talen faldt på svømmehal eller badesæson - yndede at krydre sine bisætninger med: du skulle nu ellers tage at gå ned til Merete - du vil blive så glad for det. Januar gik på hæld, og jeg var ved at løbe tør for undskyldninger. Så en dag lod jeg mig lokke og bestilte tid hos den navnkundige Merete. Vi aftalte, at jeg skulle starte den følgende morgen - kl. 07.30. En dag, der sidenhen er blevet erklæret national helligdag i mit hjem. Allerede tidspunktet var en overskridelse af flere tabuer, idet hele byen (samt alle mine venner på Sjælland) ved, at før kl. 10 i weekenden eller på fridage skal de ikke ulejlige sig med at ringe mig op. Ja, selv på en arbejdsdag, hvor jeg skal møde så årle som kl. 9 (selv om det aldrig lykkes), har jeg problemer med at nå frem før det, en jyde ville kalde "midt på formiddagen". Jeg elsker simpelthen at sove længe - altid. Den allerførste dag Nå, men jeg ankom kl. 7.30 en begsort vintermorgen - og havde frygtelig ondt af mig selv. Allerede hjemmefra var min overraskelse stor, for da jeg bakkede ud af indkørslen, måtte jeg holde for mindst et par biler. Det viste sig, at flere end jeg - netop denne morgen - var ultra-tidligt på færde og havde bevæget sig ud i morgentrafikken. Ja, der var formelig trafikkaos i krydset. Vel ankommet til DO-Center havde jeg kalkuleret med, at de første 14 dage skulle gå med udskænkning af køligt kildevand og en blid start. Også i det stykke tog jeg grueligt fejl. Efter at Merete Grey havde stillet et par interesserede spørgsmål, blev jeg henvist til en romaskine, som jeg møjsommeligt kravlede op på. Hun forklarede indgående, at jeg skulle holde øje med tid, distance og watt, og så ellers blot ro 2 kilometer i ét stræk som opvarmning. Opvarmning til hvad! Efter ca. 20 minutter (og jeg ved ikke, hvor mange millioner åretag) var jeg nået igennem de 2 kilometer, og klar til at gå hjem. Det fik jeg så lov til denne ene gang, under foregivende af, at jeg skulle afholde et større middagsselskab derhjemme, der allerede fra morgenstunden krævede min fulde bevågenhed. I smug sneg jeg mig ind på min arbejdsplads. Quality Street - bigtime Dagen efter tog Merete imidlertid hævn, og jeg blev sat til at ro hele fire kilometer. Til det skal der siges to ting: for det første at jeg gennemførte strækningen på bundrekordtid, for det andet, at jeg ikke gav op. Og jeg er ellers kendt for at give op big time mht. sport. Den eneste sport, jeg hidtil har dyrket, er således Ritter Sport. Dér har jeg til gengæld også rykket igennem ved flere mindeværdige lejligheder. Én var særlig minderig, nemlig tredje juledag, hvor jeg deltog i den traditionelle indtagelse af julebix (smørristede rester af prima frilandsjuleand og ditto flæskesteg iblandet løg og kartofler) hos en veninde og hendes mand i Gærum City. Vi gamle havde - ved den lejlighed - huset helt for os selv, mens de unge var taget til julebal. Derfor havde vi også hver sin sofa at smide os på efter julebixen. Børn af huset, der p.t. residerer i England, havde i deres godhed købt en tre kilos æske med Quality Street med hjem til mor og far. Den var både flot og otte-kantet - og helt fyldt. Det var den ikke længe - det var til gengæld vores maver. At vi ikke gik i sukkerchok kan undre, men den aften var faktisk én af grundene til, at jeg overhovedet begyndte at tænke på dyrke sport. Der kan ellers nå at løbe mange tanker gennem hovedet, mens jeg hiver i årerne. Helt galt gik det forleden, hvor jeg kun havde gået til træning i et par uger. Jeg syntes ellers, jeg var ved at komme godt efter det. Men bedst som jeg var kommet op i fart - og strøg hen over vandspejlet - på vej mod min sydhavsø, kæntrede båden og jeg vågnede brat og faldt over bord. Helt vågen blev jeg egentlig først, da jeg ramte parketgulvet med et splat. Jeg var meget lidt stolt ved situationen. Heldigvis var jeg mutters alene. Dels var jeg kommet lidt for tidligt, dels var centeret øde og Merete netop smuttet over til bageren efter morgenmad - til sig selv! Den historie har bedst af at blive glemt. Sydhavsøen, der venter Jo, man kan nå at filosofere en del ved årerne. I går kom jeg således på den tanke, at man må kunne omregne åretag i kalorier og kilojoule. Så gad vide, hvor mange kilometer jeg skal ro, før jeg har forbrændt de 250 gr. fyldt Anton Berg Chokolade, jeg inhalerede i aftes. Jeg har en fæl fornemmelse af, at jeg skal mere end én gang rundt om Hirsholmene, før det batter. Ja, lur mig, om jeg ikke skal hele vejen til Påskeøen og tilbage igen. Visualisringsteknik er ellers enhver topidrætsmands fornemste redskab til at nå de sidste meter forbi konkurrenten og over målstregen i fin stil. Derfor tager jeg hver morgen en tur til Hirsholmene - og udsigten kan der ikke klages over, ligesom luften er frisk og mågerne altis skriger højt, uanset, hvornår jeg starter båden. Men forude lurer en strand langt bedre end Hirsholmene, nemlig stranden på Antigua (udtales An-tee'ga) eller Guadaloupe i det østlige Caribien. Så for at nå den sidste kilometer ser jeg - med en kraftanstrengelse - mig selv på denne Bounty-ø - med en lang, kølig drink mellem tæerne, og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg ikke er alene... Helt sikkert er det, at når jeg først er kommet helt op i omdrejninger, skal det belønnes med en gourmet-ferie, hvis lige ikke kendes. For nyligt fik jeg i øvrigt et chok. Jeg kom nemlig til at kigge på mine hænder (som jeg normalt får megen ros for). Det er vist slut nu. Der, hvor fingrene er skruet på, var der ikke bare fingre, men en hel række små vabler, som jeg har en fæl fornemmelse af snart bliver til hård hud. Da jeg klagede min nød til Merete, sagde hun blot: - Nåe, det betyder jo bare, at du er ved at være en rigtig roer... YES!