Jeg er Andreas Bo

Hvor har den guldgrube af en komiker gemt sig?" Sådan tænkte mange, da Andreas Bo dukkede op i det satiriske sketchshow "Live fra Bremen" i 2010

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Andreas Bo har altid haft den glæde eller det lod, at han var lidt god til det hele. Men han glæder sig til, han finder sin professionelle hylde: - Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg prøver alt muligt. Foto: Carsten Lauridsen

Siden da er han blevet landskendt for at have et ansigt, der på mærkelig vis kunne tage form som alt fra californiske cremekonger til storrygende nationalskjalde. Selvom 43 år åbenbart var en chokerende høj alder at opnå "rigtig" berømmelse i, har Andreas Bo faktisk levet af at spille komedie i årtier. Lavet børneteater frit efter Shakespeare, arbejdet sig gennem landets revyer op til kronjuvelen Cirkusrevyen og er nu så eftertragtet, at det er utroligt, han ikke er blevet revet i stykker. Ingen brok, han føler sig privilegeret. Kunne måske godt leve uden opmærksomheden fra folk, der forventer, han altid er lutter oneliners, og fotografer, der vil proppe grankogler i ørerne på ham. Han får ikke altid sagt fra, for egentlig er han jo bare en jovial fyr, der gerne vil gøre alle glade. Mød Andreas Bo. Lidt af ham, i hvert fald. Jeg er fuldstændig lykkelig, når ... - "... jeg ser mit barn le af den smørkage, hun lige har fået". Det er det sympatiske svar, men det passer ikke, sådan er jeg ikke. - Jeg er lykkelig, når jeg har gjort mit arbejde ordentligt - i alle sammenhænge. Til gengæld tænker jeg på alt som arbejde: Jeg tænker børneopdragelse som arbejde, jeg tænker værelsesindretning som arbejde, jeg tænker arbejde som arbejde, jeg tænker det at være kæreste som et stykke arbejde. Alt tænker jeg faktisk som en opgave, jeg skal løse. Det er meget få ting, der falder mig naturligt at gøre. Faktisk ingen. Jeg var dybt ulykkelig, da ... - Da jeg var cirka 26, sad jeg en dag og tænkte: "Det her, det kan ikke passe, Andreas. Så glad og lykkelig, som du er, kan man simpelthen ikke være. En eller anden dag kommer der til at ske noget. Der er lagt i kakkelovnen til et eller andet". Jeg havde lige fået 68,12 i gennemsnit på HF og skulle giftes og i gang med at studere medicin. - For der er en tid, hvor alting går godt, og man tror ikke, man kan dø, og lige pludselig - bliver man voksen. Og dét kommer med den der ulykke. Man opdager, at ting er forgængelige. For mit vedkommende skete det, da jeg blev skilt for fire år siden, og min far døde et par år efter. De to oplevelser var så hjerteskærende ulykkefrembringende, at jeg tænkte: "Hvordan fanden skal du nogensinde rejse dig efter det her? Hvordan skal du nogensinde blive glad igen?" - Da jeg selv blev far, var det både en kæmpestor glæde og samtidig det værste, der nogensinde er sket. Umiddelbart tænkte jeg: "Nu kan jeg lægge mig ned og dø, for jeg har givet livet videre. Jeg er verdensmester. Jeg har fået en datter". Samtidig tænkte jeg: "Hun skal jo forsørges, fandeme til jeg ved ikke hvad. Hvordan skal jeg skaffe alle de penge?" Man får sådan et ansvar. - Dét, synes jeg, er irriterende: At livet går op for en. Du vil sikkert kunne sidde over for en masse komikere, som kan finde den tragikomiske linje og gøre grin med det. Man siger jo, at al komedie er tragedie plus tid. Men jeg kan ikke komme på nogle jokes om min skilsmisse. Måske er der ikke gået tid nok. Jeg frygter ... - Jeg er god til at bekymre mig. Hvis der ligger et problem under en kantsten tre år inde i fremtiden otte kilometer væk, så er jeg typen, der nok skal finde det og bekymre mig om det allerede nu. - I øjeblikket har jeg det jo som blommen i et æg, men jeg har stadig den grundfrygt, som mange skuespillere, især komikere, døjer med: At en lille dreng rejser sig op og siger: "Han har jo ikke noget tøj på". - Frygten for at blive "afsløret" ligger nok i os alle sammen, men den har bare nemmere ved at ligge latent i folk som mig, der i bund og grund lever af, at folk griner. Når jeg er ude og lave festunderholdning eller står på en scene i Cirkusrevyen, er der ét parameter: At folk griner. Hvis de ikke gør det, har jeg været en fiasko. Jeg bliver inspireret af ... - Jeg er god til at lægge mærke til karakteristika ved folk. Hvis jeg ser en skidesjov type, der går virkelig mærkeligt, eller hører en dum dialekt, tager jeg det med mig. - Jeg er desværre så nederen et menneske, at jeg også tit bliver inspireret, hvis jeg tænker: "Av, dét kunne jeg gøre bedre". For hvis jeg ser nogen, som bjergtager mig, som simpelthen bare laver noget, jeg synes, er pissegodt - så kan jeg godt miste pusten: "Hold kæft, hvor er det godt tænkt! Dét kan jeg simpelthen aldrig toppe. Nu bliver jeg helt træt. Jeg stopper. Det har været en fin karriere". - Når vi snakker konkrete inspirationskilder står Jim Carrey over dem alle. Herhjemme er det Søs Egelind, Søren Østergaard og Ulf Pilgaard. Dem, der deler nationen, hvor mange siger: "Jeg synes, de skaber sig lidt for meget". Men jeg synes, Jim Carrey er afsindigt sjov. Også når han er ALT for meget. Sådan er jeg jo også selv. Der er masser af instruktører, der siger til mig: "Andreas, spil det lidt mere stille, ned med ansigtsmimikken". For jeg er jo over det hele. Men det er dét, jeg selv griner af. Jeg savner ... - ... den ubekymrede lethed, der var, da jeg var omkring 30 og havde et børneteater. Det hed "The Loyal Shakespeare Company", og vi spillede teater på folkeskoler om morgenen og sommetider også om aftenen i nogle teaterforeninger. Vi havde lavet et par skidegode forestillinger, der havde den fordel, at børn i 9.-10-klasses alderen pissede i bukserne af grin over dem, og alle voksne synes, de var geniale. Dengang mødte jeg på arbejde kl. 10 om morgenen, så spillede vi nogle forestillinger, og så havde jeg sådan set fri. - Nu er jeg et fuldstændigt andet sted i min karriere, og det er forbundet med et forventningspres, som er væsentligt større, hvilket er fint, fantastisk. Men jeg savner den der naive lethed, der hed: "Vi skal spille på Viborg Teater, og det bliver SÅ fedt! Der er 300 pladser!" Nu hedder den: "Nå, der er så 1,5 millioner seere, det er direkte, vi må fandeme håbe, det bliver godt!" - I dag har jeg vanvittig travlt. Jeg brokker mig ikke, for jeg føler mig sindssygt privilegeret, men det værste, jeg kan huske fra skolen, var at have lektier for. Den der stil, man skulle aflevere mandag, og som man egentlig bare skulle gå i gang med, men hvor man i stedet gik og regnede ud: "Hvis jeg starter dér, så kan jeg nå det. Og lige nu er jeg ikke motiveret, så jeg må hellere..." Det værste var at have den der opgave, der SKULLE løses, før du kunne slappe af - og lige nu er mit liv én stor lektiebog. Der er hele tiden noget, der lige skal forberedes, en A4-side, jeg skal lære udenad. Jeg bliver vred, når ... - Jeg kan ikke lide at blive taget for givet. Dét gør mig vred. For eksempel havde jeg en oplevelse med en fotograf, der sagde: "Det, der kunne være RIGTIGT sjovt, Andreas, var, hvis du lige tog bukserne ned og så lader som om, du har været ude og skide og ikke kan finde noget toiletpapir". Så sagde jeg: "Hvorfor det?" "Fordi du er komiker, sådan noget kan du godt lide at lave". Jeg kalder det: "Dans, klovn, dans". Det bliver man træt af. - Nogle gange tænker jeg, at det ville være fedt, hvis folk bare sagde: "Andreas Bo, det er ham, der er sjov i "Live fra Bremen". Hvad han ellers laver derudover - fuck det". Det er mit arbejde, men om jeg ikke kan sove om natten, om jeg lider, eller hvad der driver mig - det er lige meget. Jeg drømmer om ... - Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg prøver alt muligt. Jeg gør det, fordi jeg er nysgerrig, men jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan sige: "Det er dét her, jeg kan. Det her er nøjagtig dét, der definerer mig. Her er jeg verdensmester. Her er der ikke nogen, der når mig til sokkeholderne". - Ligesom Niels Hausgaard, der laver et show hvert tredje år med nogle meget faste rammer, og så valfarter folk til, for de elsker præcis dét, han laver. Det er der noget beroligende over. Jeg tror simpelthen, jeg savner at finde min hylde. Det kan lyde enormt kedeligt, men jeg mener det faktisk.