- Jeg er forføreren

Aalborgdrengen Frans Rasmussen fik bank i skolen, fandt sit værd foran klaveret og henriver nu seere og sangere in spe med sin forelskelse i musikken. Fordi han kan give følelsen videre

At forføre andre, er det, jeg elsker mest.

At forføre andre, er det, jeg elsker mest.

Man mærker ham, inden han kommer ind i rummet. Stemningen er lysende og stemmerne fulde af liv. Glæden gemmer sig ikke her, den fistrer rundt og sørger for snak og koncentration, arbejdsiver og grin, grin, smil, smil. - Efter fire timers hårdt arbejde med koret er jeg fuld af energi. Det gør han bare ved en, ham Frans. Siger den 55-årige dyrlæge fra Flade på Mors, Frede Kristensen, der har levet sit voksenliv her på Amager, og i øjeblikket bruger sine tirsdag og torsdag aftener på at øve kor under den kendte klassiske dirigent, Frans Rasmussen, 64 år. Det er ham, der er skyld i, at Frede valgte at sige ja til noget så skørt som et kor samlet af beboere fra det nedslidte sociale boligbyggeri Urbanplanen, der er nabo til Danmarks Radios glitrende nye koncerthus. Den sammenstilling fik DR til at købe et engelsk koncept og lave programmet “Stemmer fra opgangen” om de 13 uger fra idé til koncert. Den afholdes 1. februar, programmet sendes om tirsdagen, og der øves i Aktivitetshuset, hvor lige knap alle 42 er mødt op denne tirsdag, i tirsdags, hvor en rå blæst hujer mellem blokkene derude, mens der herinde er kaffe og glade, gule stole med unge og ældre, danske og nydanske, med og uden hætter. Den ældste er 82, den yngste er 17, Sandra Spøer Gregersen, der er klædt i sort T-shirt med en guldkanin strammet helt ud over barmen. - Han er en super fed fyr. Han fylder meget, men det er dejligt, for han er genial. Han vil det så meget, at han får mig til at ville. Jeg går og hører klassisk musik i min mobil. Mig! Der synger soul og r&b i et band, der hedder Legestuen... Der er pause, der snakkes. Den ene taler med den anden, rører, ser i øjnene, tager kontakt. Giver kontakt. Da Frans kommer ud fra øvesalen og sætter sig ved et af cafébordene, mærkes det, hvor den stemning stammer fra. - Første gang jeg hørte om det her, syntes jeg, det var alt for meget X Factor over det. Og det kan jeg ikke tolerere. Jeg vil ikke lave om på mig selv, jeg vil ikke fake, musikken skal give varme. Det er det, den er til for. Frans Rasmussen har haglet koret igennem inde i salen. Fortalt dem, at det “slet ikke er så tosset”. At det “ikke er let, det her”. Han har talt takter og sunget for, fået deres stemmer til at fylde så meget, som de kan. Gejlet dem op, gearet dem ned. Fægtet og regeret. Vist vejen med arme og ben og mimik. Fået modet frem i dem. Fået skabt et tv-program, der “viser, hvordan folk udvikler sig gennem musikken, hvordan man kan åbne skaller, få livet frem.” - Ambitionen er ikke at skabe et professionelt kor. Min ambition er at give dem en oplevelse for livet. Det kan selvfølgelig være noget, man bare siger, jeg bare siger, men her hører jeg det sagt. Ingen er tonedøve Af de 80 tilmeldte skulle 35 vælges fra. Ikke let at gøre, når der også skal være en fordeling mellem bas og tenorer, alt og sopran. Men det lykkedes, selv om ikke alle har de mægtigste stemmer, så “findes der jo ikke nogen, der er tonedøve.” Det lyder vældig sødt? - Ja, men det er sandt. Alle har en lyd i sig. Men mange har aldrig rørt deres stemme. Nogle af dem her kendte slet ikke til klassisk musik! Så jeg vil tage dem med ind i det klassiske univers, som har været hele mit liv og vise dem de værdier, der ligger lige på den anden side af musikken. Dem om at bruge sin krop, mærke sin egen lyd, overvinde sig selv. Carl Otto Dethlefsen, udviklingsdirektør i DR, som jo hev dig ind til det her program siger, at du er med, fordi du tændes af, at der en mission med programmet? - Det er klart. Jeg vil vise, at musikken er den bedste måde at mærke kollektivet på. Nogle fremhæver sport, fodbold for eksempel, men da handler det om at vinde over andre. Med musikken handler det alene om at skabe noget sammen. Den giver plads til tolerancen. Her oplever vi, at selv de sprogligt svage nydanskere er med, at de unge knægte pludselig ikke er så uvorne i de gamles øjne, at de unge piger finder sammen på tværs. Dem, de troede, var så anderledes, er som dem, når vi er sammen om musikken. I den kan vi være sammen ordløst. Man kan kommunikere så dybt med øjnene, med hænderne, med berøringer, ved at stå tæt op af hinanden i et kor eller orkester. Så forsvinder jeg’et. Kollektivet tager over. Den kollektive kraft er så stærk. Det er den, der får os til at blive ved med musikken år efter år. Du har aldrig valgt kollektivet, men stået alene foran dem alle sammen som dirigent? - Jeg valgte det fra. Det er ikke rigtigt mig. Jeg tog halvandet års korskole, det var det, men så endte jeg med at beskæftige mig med kor hele resten af mit liv... Hvorfor valgte du det fra? - Jeg er forføreren. At forføre andre er det, jeg elsker mest. Skønhed og latter Vi har forladt koret og sidder med rødvin og fadøl, lader dagen forføje på Ristorante Riminino på Amagerbrogade, for at få ro til følge hans vej fra barndommen med tre brødre, en apotekerfar og politikermor i Aalborg til stjernestunderne med tv-koret. Der er mere ro her, også over ham, men modet har han hevet med herover. De store armbevægelser ligeså. Verdensmanden, der kører i grå Alfa Romeo, men levede sine første 16 år i en nordjysk villa. Charmen er med hele vejen. Han ved det. Man kan bare nyde den. - Jeg vil forføre, jeg vil lokke musikken frem. Glæden, skønheden. Jeg kan ikke udstå tvang, selv om jeg ved, det kan føre til stor skønhed. Nogle dirigenter kan. Jeg kan også gå bananas, det har jeg dog efterhånden lært at styre, mener jeg, men hvis der ikke er latter med, så er der ikke noget ved det. Det handler jo om at have tillid til forførelsen. At den kan klare det. Det har jeg. Når han tager til Vietnam og dirigerer, tager han derfor altid lidt Lumbye med. Champagnegaloppen eller nogle valse, fordi de er “så alvorlige derude”. - Når de oplever, at musik kan være skabt til munter dans, begynder de også selv at le. Men tvang, nej, jeg dur ikke til det. Jeg vil forføre, lede folk ind i forførelsen. Det samme, som din bedste indspilning handler om? - Ja. Uagtet, at han har indspillet et utal af stykker siden, er det indspilningen af Niels W. Gades “Elverskud” fra 1985, der stråler mest. I den synger Michael Melbye, så man forelskes i ham som den vordende brudgom, der en sidste gang inden brylluppet vil besøge den elverpige, der har lokket ham. Han forføres til døde, selv om hans mor, sunget af Edith Guillaume, forsøger at advare ham. Et enkelt folkesagn om det farlige sunget, så ingen glemmer de dugvåde enge, hvor elverkongens datter danser. Men koret her har jo ikke et niveau, der forfører lytterne? - Det er også kormedlemmerne selv, der skal forføres. De kommer helt sarte og nøgne og står foran mig. Hvordan skal jeg bære dem frem og samtidig være skarp og skabe noget? Jeg er jo påtrængende, hvordan skal jeg undgå at tromle? Det er min opgave her, og jeg mærkede, jeg var sulten efter den. Det skal jeg være, ellers går jeg. Aldrig en sur pligt Musikken har aldrig været en sur pligt, men har givet ham “daglig glæde”, siden han som “11-12-årig ikke kunne komme hurtigt nok hjem fra skole, for hjemme ventede vores flygel og Beethoven, Mozart, og der var lige den akkord, jeg opdagede i går, og den langsomme sats, der næsten lykkedes... Jeg svælgede i opdagelsen af redskaberne og teknikken til at åbne de hemmelige steder af stor skønhed.” Din et år yngre lillebror, Gorm, fortæller, at I var nede i Skipper Clement spejderhytten i Stendalen i Rold Skov. Han “havde det vidunderligt, elskede at være i naturen, at fiske, men Frans... Han sagde, han savnede en pige, der hed Else, men han savnede i virkeligheden vores flygel”. Har han ret? - Ha! Det ER sandt, men det med Else er nu også sandt. Men musikken, den var alt. Og det var ikke kun klassisk. Nej, han fortæller også, at det “ikke var oprør, men ren spilleglæde”, da du i begyndelsen af 1960’erne startede dit Yellow Rock Band? - Det var sandt for dyden, som det skulle være. Alle de tøser, der var vilde med os! Vi spillede Tommy Steele. Jeg kunne alle teksterne... Frans spillede også jazz nede i jazzklubben East Park Jazz i Jydens Klubhus. Al den musik foregik, fra han var 13 til 16 år. - Men jeg har aldrig følt det nødvendigt at gøre oprør mod mine forældre. Vi fik lov til en masse ting. Især for den tid. Vi sad altid alle seks og kæftede op. Vi fire drenge fik lov at diskutere med uanset alder. Det var meget anderledes end i andre familier, men sådan så man ikke helt på det som dreng. Gorm kalder det “et borgerligt, tolerant hjem uden fine fornemmelser” og mener, I havde “nogle meget kloge forældre”, der dog “også fik at høre for, at mor arbejdede, mens vi fire var derhjemme”. - Ja, sådan var vores opvækst, og det har da præget os. Drengene levede et drengeliv i to kuld, med Gustav og Jan tæt på hinanden og de to små, Frans og Gorm, der med Jans drillende stemme “altid var til besvær”. Alle fire blev de passet af Asta, der var “ung pige” i huset på Kærlundsvej i 20 år. Om sommeren drog de til Øster Hurup, til den gamle mølle, hvor de fire legede sammen som “de sidste stenalderfolk”, ifølge Jan, mens Frans bedst husker, at deres far lejede et klaver, så de ikke skulle undvære tangenter i de varme måneder. Ifølge Gorm “væltede musikken ud af alle porer” i barndomshjemmet. Alle spillede på noget. Drengenes farfar havde oplært deres far og hans ni søskende, selv lærte far Gustav sine sønner glæden ved musikken. Men ifølge storebror Jan, lå “det i kortene, at det var Frans, der skulle stikke næsen frem. Det var ham, der løb på skøjter nede i Skovdalen - i korte bukser...” Tissede i altankassen Jan synes også, jeg skal spørge dig om altankassen på kvisten nede på Kærlundsvej. - Vil han gerne have det? Ha! Jamen, det var nok typisk... Jeg stod midt i stuen deroppe og skulle pludselig tisse ganske gevaldigt meget. Med lidt hurtig hovedregning kalkulerede jeg, at der var fem skridt hen til toilettet, men kun fire hen til altankassen, så jeg satte mig på bordet og tissede ned i den. Så lød der et brøl. Min far sad nede i haven og læste jeres avis, Aalborg Stiftstidende, og den ramte jeg... Vi fik aldrig tæsk eller noget, men en skideballe fik jeg vist den dag. Det var en familie med “meget stort rum, men også med meget store problemer”. - Der foregik meget, de var fantastiske begge to! Min mor var så superbegavet, kom bare fra denne her fynske bondefamilie, hvor min mormor var så intelligent, at hun faktisk blev lidt skør. Men min mor læste, ville gerne læse videre end til farmaceut, ville vist gerne forske, men så mødte hun min far, de fik Gustav og pludselig arvede han så apoteket i Aalborg, og de skulle derop. Med flytningen til Aalborg blev meget af livet bundet for Karen Rasmusen. Hun var førstedame i apoteket, foruden at have fire sønner og et stort politisk engagement. - Hun har haft en utrolig energi. Men da hun blev opfordret til at stille op til Folketinget for de konservative i Nibe, og var sikker på at blive valgt, fordi hun var så kendt som formand for Dansk Kvindesamfund, da sagde min far stop. Hun skulle ikke være så meget væk. Det gav en bitterhed mellem dem, som vi børn også så. Men hun fortsatte, gik jo ind i byrådet i stedet? - Hun gav ikke op, og med byrådet skulle hun jo ikke rejse. Hun var brainy som bare pokker, en stolt kvinde, meget flot også. Og min far... Han var den flotteste fyr, du kunne tænke dig, og så helt igennem charmerende. Og hans hænder! Mine er ikke små, men hans langfinger var som min tommelfinger og alligevel kunne han sidde med de mindste sager over på apoteket. Jeg savner dem begge, det gør jeg. Ifølge Gorm har du “ikke sådan valgt” din karriere. Du havde “energi og talent”, men det var jeres far og mor, der sendte dig af sted på konservatoriet som 16-årig. Han mener, du “kunne være kørt skævt”, men at du altid har haft dine “skytshelgener” og derfor er blevet sådan en selv. Du “handler ikke med albuerne, men er hjælpsom”? Den 196 cm høje mand bliver lige lidt stille, da han hører de store ord fra lillebror. Han nikker, behøver ikke bruge ord. Tager tråden op med forældrene. - Far og mor vidste godt, hvordan jeg havde det i skolen. Det var grusomt. Jeg har aldrig oplevet mig selv som ondskabsfuld eller set mig selv som en rod, men ... Jeg havde for meget damp i mig, det gik galt lidt for tit. Og så satte min mor sig allerbagest i klasseværelset til forældremøderne, det konservative byrådsmedlem, hvis søn teede sig. Men aldrig, aldrig fik jeg skideballer eller skyldsfornemmelser. Det gav hun mig ikke. Men det var hårdt for hende, det vidste jeg. Frans var lige blevet 13 år, da han blev smidt ud af Elisabeth Brøndsteds Skole. Hans mor blev kaldt op på rektors kontor, hvor han fortæller hende, at skolen ville af med Frans, men gerne ville beholde den et år yngre lillebror Gorm. - Min mor svarede, at det skal de ikke belastes med. Og så kommer jeg på den eneste skole, der ville have mig, cand.mag. Møllers realskole, og Gorm kommer i mellemskolen på det nystartede Aalborghus Gymnasium. På den nye skole går det ikke ret meget bedre. - Det var ikke tyveri, ikke hærværk, ikke vold, jeg havde bare for meget energi og i realklassen gik det helt galt. Vi stod alle 175 ude i gården, inspektøren kaldte mig frem, drejede sin signetring, så den tunge ende ramte mit ansigt, da han begyndte at slå. Efter et stykke tid holdt han op, alle fik lov at gå ind, jeg gik med, men han kaldte mig tilbage og fortsatte med at slå. Da jeg fik lov at gå, kunne jeg næsten ikke, blev hjulpet af min regnelærer, besvimede. Da jeg vågnede, lå jeg på stolene bagest i klassen. Da dagen var forbi, gik jeg hjem, sagde ikke noget, tænkte, at jeg nok havde fortjent det. Frans gik hjem, hjem til musikken, hvor han lagde alt sit seriøse arbejde, alt det, skolen ikke så. Men forældrene gjorde, og allerede som 12-årig fik de komponisten Herman D. Koppel til at lytte. Hold ved, sagde han. Det samme sagde Jens Schrøder, Aalborg Byorkesters chef. Frans vidste, han kunne noget. Og vidste allerede da, at det ikke var teknikken, men formidlingen af musikken. - Jeg mærkede hurtigt den ro, balance og glæde, jeg kunne få frem. Og jeg følte mig så taknemmelig. Din storebror, Jan, mener du var blevet kok, hvis du ikke havde valgt musikken? - Jeg var skam skrevet op til at blive kokkeelev. Vi spiste ofte på Restaurant Italiano, og fra jeg var seks år stod jeg på listen til at blive elev. De ringede også, da jeg var blevet 14 år, og så var det samtale med mor og far: Hvad så, Frans, skal det være maden eller musikken? Det blev musikken, men jeg holdt ved maden. - Jeg har altid elsket at lave mad. Min mor var fantastisk til det, og vi elskede at tale om det. Også med hendes veninde, Edith Rode, hun opkaldte endda en æblekage efter mig, Frans" æblekage. - Og vi skrev i Aalborg Stiftstidende, et års tid, det var hendes idé, frem og tilbage mellem Aalborg og min ungkarlehybel i København. Din lillebror siger, du er glad for kvinder. Din storebror fremhæver maden. Du taler selv om musikken? - Jeg kan ikke undvære hverken kvinder, mad eller musik! Og har altid levet med stor passion for alle tre... Jeg har haft stærke forhold til stærke kvinder, men de gange, jeg har været vild efter kvinder, der ikke har kunnet tale med om mad og musik, er det døet ud. Jeg var engang forgabt i en, der læste litteratur, og en anden, der var til heste. Jamen, det går ikke, kvinder, mad og musik hører sammen for mig. Venneløs det meste af livet Man tænker, at sådan en mand må ikke tæmmes, men at der skal en mægtig kvinde til for at rumme og tumle ham. Og det har han skam nu, forsikrer han, der i 1994 giftede sig for tredje gang. Med operasangeren Anne Margrethe Dahl. - Hun går til mig. Det er hende, der har presset mig med venskaberne. Dem har jeg ikke haft. Det har altid været lettere for mig at give mig hen til forførelsen af kvinder end til et venskab. Jeg har set, hvordan mine brødre har haft de her venskaber helt fra de var unge. Nogle af dem, Gorm havde, var de her herlige retoriske venskaber, hvor man sidder fire mand og nærmest spiller bridge med sine meninger. Jeg er først begyndt på venskaberne efter, jeg er fyldt 50... - Jeg har aldrig følt mig normal, men altid været en pokkers god survivor. Jeg synes ikke, jeg har haft det forfærdeligt, men det har da været ensomt. Havde det ikke været for musikken. Den har kittet hele mit liv sammen. På musikkonservatoriet fandt de hurtigt frem til Aalborgdrengens formidlingsevner. Allerede som 20-årig blev han bedt om at undervise. Anmodningen kom i et pænt brev fra rektor Knud Aage Riisager, der blot et halvt år forinden havde underskrevet et brev om, at han havde at møde op til alle lektioner fra dags dato, ellers ville han blive smidt ud. - Det var damerne, jeg var optaget af, men da jeg fik hans brev, tog jeg mig sammen. Og da jeg fik det andet, så vidste jeg, hvad jeg skulle. Og jeg blev der i 40 år og underviste. Jeg har lavet en bunke ved siden af, har altid været privilegeret og fået lov til det, men jo, det var ikke mig, der planlagde min karriere, det var skytsehelgerne, som Gorm kalder dem. Jeg planlægger ikke, synes bare, det er skrigende morsomt at servere herlig musik for andre, og når jeg nu har den evne at samle folks opmærksomhed og elsker at samle indtryk og snøre dem sammen som et hele, jamen, så skal jeg jo være dirigent. Teorien kan han da, men den er “blot vejen til musikoplevelsen”. Teori og teknisk kunnen gør meget muligt, mener han, der er ikke er åben overfor musik, mad og kvinder, men kultur i det hele taget. Og det som en så grundlæggende længsel, at lillebror Gorm kalder ham “uhelbredelig dannet”. Du taler også så dannet som få? - Da jeg begyndte som syngemester ved Det Kongelige Kapel, drog der efter en halv times prøve en deportation af alter og sopraner op til direktøren for at sige, at de ikke ville finde sig i mit sprog. Jeg bandede og svovlede, men det skulle ikke hedde sig. Fra da af har jeg talt som nu, men mit lange hår klippede jeg ikke. Og jeg føjede ikke eliten og flyttede i de pæne kvarterer, men rykkede længere og længere væk. Helt ned på en bondegård med heste og geder ved St. Heddinge... Ungdomsoprør og slidgigt At være en smule utilbens var et problem i skolen, men senere tøjlede han sig, selv om han også midt i 1960’erne ifølge Gorm “boede lidt som bz"erne. Kommunen lod de studerende bo i nogle kondemneringsmodne ejendomme midt i 1960’erne. Der var en stemning, så man kunne ane ungdomsoprøret komme. Og han var skam med. Det var han.” - Vi var også nogle, der begyndte at spille John McLaughlin der i begyndelsen af 1970’erne på konservatoriet. Fordi vi kunne. Jamen, jeg stod der med det første kuld børn, et job, tænkte, at det skulle prøves. Og vi blev landskendte og alt muligt. Det var sgu sjovt. Hold kæft, hvor det var fedt at prøve den hard core musik virkelig hårdt af på kroppen! Jeg har stadig en høreskade fra den Fender... Du giver dig hen i musikken, også legemligt, og det er vel også fysisk hårdt at være klassisk dirigent? - Ja, det tror man måske ikke... Jeg har slidgigt ved 5. og 6. nakkehvirvel, lå ned i tre måneder ned for fem år siden. Jeg er jo bare for stor, står forkert på mine ben, er alt for vild... Som da han kørte på motorcykel, mens han var pianist og smadrede fingrene, der igen fik læderet nerverne med gigten, men stadig kan lidt klaver. Men sliddet slider. Forud for korprøverne har han øvet med på Den Kongelige Opera, hvor hans kone er med i Den Glade Enke. Han synes, det er “dejligt” at arbejde sammen med hende, men “næsten endnu dejligere” at have dirigeret sønnen Ask, der er balletdanser, i en hovedrolle og “se ham deroppe på scenen, så smuk, så smuk.” Han og storebror Nilas danser begge i New York City Ballet, og den mindste, Mikkel, synger, så han allerede som 12-årig sang lige op med Anne Margrethe, da han dirigerede dem begge i Andrew Lloyd Webbers “Reqiuem”. Men det er sønnen Jacob, der får varmen helt frem i ham. Sønnen, der er lettere psykotisk og epileptiker, har lært ham “taknemmeligheden for livet”. - Ingen er talentløse, det mener jeg, men man kommer til verden med forskelligt - der også skal forløses. Jeg kan se det i min familie. Vi har fået meget. Jeg har fået meget. Nu er jeg ved at takke af, nyder at dele ud af godteposen med alt det, jeg har fået samlet mig. Og jeg er så heldig, at da jeg spurgte min kone, om jeg måtte sige op som 60 årig for kun at lave det, jeg allerhelst vil, så sagde hun; Selvfølgelig, min skat... - Og det går godt. Jeg har skavanker, men so what - og jeg ved godt, at det lyder patetisk, men jeg er sgu’ romantisk og vil altså sige det: Jeg ser de frø, jeg har sået, spire og gro. Sådan er mit liv nu. Og jeg nyder det.{