Jeg er ikke bange for at flytte mig

Teaterleder Gitta Malling bevæger sig helst ud på dybt vand, for dér - i fornemmelsen af kaos - opstår det kreative univers

"Glem ikke at store bedrifter kommer af store drømme". Det citat fra romanen "Don Quixote" bruger instruktør og teaterleder Gitta Malling i sin lancering af Limfjordsteatrets seneste børneforestilling, Don Q. Forestillingen handler om at finde sit mod og om at rejse ud i verden, hvor store eventyr venter. - Det er nok det, jeg har mest lyst til at give videre til mine egne børn, det her med at tage nogle spring, overskride nogle grænser. Det er det, der giver livskvalitet og glæde i livet, pointerer Gitta Malling. Den 44-årige teaterleder er hjemme med børnene, selv om det er hverdag, for Bastian og William er syge - og Amanda har fået lov at tage en slapper- dag. Hun sidder ved det høje køkkenbord og tegner, mens febervarme William falder i søvn i mors skød - med et smil på læben. Selv har Gitta altid været på vej - ud i verden eller ud i et nyt projekt. - Jeg skal hele tiden ud et sted, hvor jeg ikke har været før. Jeg har lært, at jeg sagtens kan gå ud på dybt vand, for jeg skal nok overleve. Rejste til USA som 17-årig Gitta lærte det på den hårde måde, for hun voksede op i en familie, der var præget af brud, skilsmisse, usikkerhed og mange miljøskift. - Jeg overlevede ved at dele min tilværelse op i skuffer, sådan at forstå, at jeg kun trak én ud ad gangen. Gitta understreger, at hun altid har følt sig elsket, men hun måtte ofte være mor for ti år yngre små søskende, og hun blev alt for tidligt voksen. Som 17-årig besluttede hun sig derfor til at rejse ud i verden, til Californien, hvor hun - med mormor og morfars børneopsparing i rygsækken - flyttede ind hos en mormonsk familie og gik på Nevada Union High School. Opholdet kom til at præge hendes personlige udvikling. - Det gav mig luft at komme til USA. Jeg fik mulighed for at reflektere over, hvem jeg selv var. Det med at komme væk, det giver simpelthen så meget. Man laver så mange ting og bliver sindssygt selvstændig. Gitta tilegnede sig det sprog, hun ikke kunne lære i skolen, hun blev fysisk stærk af at spille vandpolo med drengene, hun spillede fodbold og på tromme og lærte noget, der skulle blive meget nyttigt, da hun senere skabte karriere inden for teaterverdenen: at holde en underholdende tale. "Speach" var simpelthen et fag på skolen. - Jeg prøvede alt det, der var skægt, husker hun. Ungdomsteater Gitta havde altid syntes det var sjovt at optræde, og da hun vendte tilbage til Sønderjylland for at gå i gymnasiet, kom hun helt naturligt med i ensemblet Sønderborg Ungdomsteater, der spillede Shakespeare, ledet af Kirsten Andreasen. - Jeg husker det som meget inspirerende for mig. Sådan noget er meget vigtigt for os i vores samfund, at man har en slags talentudvikling, hvor man får fat i nogle, der kan være frontløbere - ikke fordi vi alle skal være teatermennesker, men fordi der kommer så meget andet ud af det. Den kreative kraft, der opstår ud af det, er enormt vigtig - også for erhvervslivet. Allerede før afrejsen til USA havde Gitta fundet sammen med sit livs lys, Lars Lundt, som hun i dag er gift med og har tre børn sammen med. De delte interessen for skuespil og flyttede sammen til København efter gymnasiet. Dér - i slutningen af 1980'erne - blev det ikke til så meget tid på de skrå brædder. Gitta arbejdede som pædagogmedhjælper forskellige steder, og parret var ude på en stor rejse i Østen. - På det tidspunkt havde vi slet ikke fundet ud af, at det skulle være teater, vi skulle leve af. Jeg tænkte, at det nok var noget, jeg ville gøre i min fritid. Gitta søgte i 1989 ind på Roskilde Universitets Center, hvor hun ville læse kommunikation - men fortrød straks igen. Besluttede at give teatret en chance alligevel. Hun gav det to år. Egen teatergruppe - Pludselig havde jeg min egen teatergruppe, som vi kaldte "Teaterkavalleriet", og så gik det stærkt. En masse gode mennesker sluttede sig til - Lars var også med - og vi spillede semi-professionelle forestillinger på den åbne scene, Københavneren, som jeg senere kom til at stå i spidsen for. Jeg rykkede pludselig enormt på få år. Gitta havde forgæves søgt ind på Statens Teaterskole. Nu lærte hun faget via netværk, job som instruktørassistent og privat undervisning. - Vi havde vores egen uddannelse inden for gruppen og fik endda kommunalt tilskud til, at langtidsledige indenfor teaterfagene kunne undervise hinanden. Mødet med en russisk flygtning i København fik stor betydning for, hvordan Gitta udviklede sig som teatermenneske. Natasja, som hun hed, underviste Gitta i den grundlæggende teknik i Stanislavskij-metoden. Kort fortalt handlede den del, hun fokuserede på, om at bygge en karakter op ved at finde ud af, hvordan den handler rent fysisk. For Gitta er den ultimative forestilling helt uden replikker. - Jeg elsker det med, at der er en masse, der kan siges uden ord, siger teaterlederen på Mors, der personligt er alt andet end mundlam. Efterhånden blev Gitta klar over, at hendes rolle var instruktørens. Hun ville stadig gerne have en egentlig statslig uddannelse og søgte ind i Stockholm. Da hun blev vejet og fundet for ung ved tredje og sidste prøve, tog hun i 1994-95 springet til London, hvor franskmanden Philippe Gaulier havde en privatskole, der arbejdede med visuelt og ordløst teater. - Her fandt jeg virkelig ud af, at det var den vej, jeg ville. Det handler meget om nærvær på scenen og kontakt med publikum. Ejendomsmægler i New York Men endnu var vejen til teaterkarrieren ikke skiltet, og Gitta tog en omvej til New York, hvor Lars i mellemtiden havde bosat sig. - Vi ku' ikke undvære hinanden mere, fortæller Gitta. Lars boede i en lejlighed på Upper West Side, og pludselig var Gitta hyret af udlejeren til en slags ejendomsmægler. - Det var da skægt. Jeg var på provision og tjente rigtig godt. Men i 1996 tog parret tilbage til København, hvor Gitta for første gang fik lønnet arbejde som instruktør og instruktørassistent, dog kun i form af tidsbegrænsede projektansættelser. - Jeg var da på bistandshjælp ind imellem. Det var ikke særlig behageligt men mest praktisk, når jeg skulle lave teater. Gitta var instruktør på fem egnsteaterforestillinger i Sønderjylland, men pludselig var det Nordjylland, der kaldte på den håbefulde instruktør. Fod inden for på Mors Limfjordsteatret i Nykøbing var i gang med at lave en børneforestilling, men instruktøren, Kirsten Andreasen - hende, som var Gittas inspirator i Sønderborg Ungdomsteater - skulle på barsel, og så fik Gitta Malling en fod inden for. Det var i 1997, at hun fik et vikariat. - Jeg havde egentlig ikke forstand på børneteater, men det blev fint nok, og bagefter fik jeg mange job. For 10 år siden tog Gitta Mallings liv en afgørende drejning, der gav hende den optimale kunstneriske ramme for at udfolde de ambitioner, hun har. Limfjordsteatret skulle have ny leder efter Michael Mansdotter - og Gitta blev opfordret til at søge til egnsteatret på Mors. - Det passede os godt på det tidspunkt at komme væk fra København. Vores søn var toethalvt og havde brug for et mere fast sted at være, og vi drømte om at få vores eget hus. Desuden havde jeg fået lyst til noget andet end at tilegne mig andres visioner og få dem ud. Gitta Malling fik stillingen, da hun søgte. - Jeg har været ufattelig heldig. Mit højeste ønske har altid været at vinde en million kroner og lave mit eget teater. Jeg vandt millionerne ved at blive leder her, hvor jeg kan gøre det, jeg gerne vil. Jeg har lov at lave min egen stil og er ikke underlagt kravet om en kæmpe høj belægningsprocent. Limfjordsteatret er et egnsteater med eget teaterhus i Nykøbing. Det løbende repertoire består årligt af to-seks egenproduktioner for voksne og børn, heraf to nye stykker. Når en ny forestilling skabes, sker det i et samspil mellem Gitta og hendes medarbejdere. Gittas metode er at sammensætte det helt rigtige team, der sammen går på opdagelse i et emne og finder ud af, hvad der er vigtigt at få fortalt. Sommetider er der nogen, der løber skrigende bort, fordi de ikke kan eksistere i et rum, der i første omgang kan forekomme tøjlesløst - uden ledelse. Kaos er fantastisk - Mange bliver lidt irriterede, når jeg ikke tager fat som instruktør. Men man skal turde kaos. Jeg ka' godt ha' kaos. Det er fantastisk. Det er når alle folk bliver lidt bange, at de finder deres roller og deres sande personer kommer frem, forklarer teaterlederen, der på et tidspunkt i processen træder ud af sin tilbagetrukne rolle og trækker en streg i sandet: sådan skal det være. Gittas egne favoritter blandt Limfjordsteatrets forestillinger er Undreland, Franskbrød i Himlen, Livet og Sådan foruden Don Q og Pinkie - den sidste en klovneforestilling om at være et land i krig - der siden premieren i november 2009 har fået megen omtale og har spillet i hvert fald en halv mio. kr. ind. - Det var mig, der foreslog emnet, for jeg syntes det var klovnet at sende hjemmeværnsfolk i krig i andre lande. Men i løbet af processen tog det en noget anden drejning og blev meget mere alvorligt. Balancen mellem det komiske og det gravalvorlige er knivskarp i Pinkie, men Gitta vil provokere, røre og overraske sit publikum. - Skuespil skal overskride grænser - ellers kan jeg ikke lave teater. Det skal sige noget. Om krig, om hvordan vi behandler hinanden - alt muligt. Men Limfjordsteatrets rolle er ikke kun at lave skuespil. I huset i Skolegade foregår alt fra whiskysmagning til foredrag, koncerter og kurser som "Kvinde kend dit kamera". - Det gælder om at få teatret til at betyde noget for omgivelserne - virkeligheden. Jeg vil gerne skabe alle mulige former for kunstneriske møder. Derfor har Gitta Malling engageret sig i en musik- og teaterlinje på Morsø Gymnasium, derfor er der et samarbejde med Morsø Ungdomsskole om indkøb af temateater for de ældste elever, derfor er der et samarbejde med Morsø Musikskole omkring Teatertalentlinie Nord, som er et toårigt udviklingsforløb for unge, og derfor er der samarbejde med børnehaver, gadeteater, sommerteaterskole og derfor har Limfjordsteatret tilknyttet det rytmiske kor, Vocal Art. Hele den kommende juni vil hun i samarbejde med DR Midt og Vest samt Morsø og Skive kommuner sende radio fra en båd. Projektet hedder Kulturbåden. Gitta Malling taler om at skabe en kulturmetropol over regionsgrænser. - Om det er idealistisk? Ja, for søren, men har man ikke lov til det? - Man kan ikke overleve med et egnsteater på Mors, hvis man ikke planter fødderne solidt i jorden og bliver inspireret af det, der foregår. Selv om Thisted Kommune sidste år - til Gittas store sorg - opsagde aftalen med Limfjordsteatret om støtte til forestillinger i forsamlingshuse rundt om i Thy, så er Limfjordsteatret et forholdsvis solidt foretagende, hvis største tilskud kommer fra Morsø Kommune, Skive Kommune og staten. Bevar små teatre Det afholder imidlertid ikke Gitta Malling fra at være aktiv på den teaterpolitiske scene, hvor hun kæmper for de små teatrets berettigelse. - Jeg kæmper for at bevare teatre i provinsen og på det folkelige plan, så det ikke bliver centraliseret, det hele. - Når man tænker på, hvor meget teater, der laves for de 70 mio. kr., der hvert år gives til egnsteatrene, så er det ufatteligt, at man overhovedet vil røre ved dem. Gitta Malling er aktivt medlem af børneteatersammenslutningen og næstformand i Foreningen af Små Teatre i Danmark. Hun er blandt andet med til at ansætte egnsteaterkonsulenter, forhandle overenskomster, rettigheder og diskutere medieudvikling. - Det nytter ikke at lade være med at kæmpe. Den kreative verden skal være med til at udvikle Danmark, siger hun. Det politiske arbejde, instruktørrollen, forhandlerrollen, netværksrollen og - ikke mindst - moderrollen - betyder, at Gitta Malling i det daglige har god brug for den kompetence, hun tilegnede sig som lille pige, da hun lærte at trække én skuffe ud ad gangen. - Jeg kaster helt klart flere bolde op, end jeg griber. Men jeg prøver at være til stede i hvert rum, jeg er i. Det kan ellers være noget af et puslespil at få ugeskemaet til at gå op hjemme hos Gitta og hendes familie Frydsbrøndvej i Nykøbing. Normalt begynder dagen med, at Lars tager af sted ved syv tiden til teknisk skole i Skive - han er nemlig i gang med at supplere sit skuespilfag med en uddannelse som produktionstekniker på designlinjen. Så skal hunden luftes, to-årige William skal afleveres i dagpleje. Amanda (7) og Bastian (12) skal køres til Øster Jølby Friskole. Derefter har Gitta en time til halvanden helt for sig selv. - Det er helt vigtigt for mig, at jeg kommer ud at løbe eller på anden måde får luftet ud i hovedet. Det er mental meditation. Det er ikke usædvanligt, at Gitta får de gode ideer i det tidsrum. - På premieredagen til Don Q fik jeg løsningen til, hvordan stykket skulle begynde. Om eftermiddagen kan hun ofte være derhjemme ved børnene, hvis ikke det er en af de dage - en til to gange om ugen, at hun er i København til møde. Så er Lars naturligvis hjemme. - Der er ingen tvivl om, at der er mange ting, jeg ikke kunne gøre med tre børn, hvis jeg ikke havde haft ham som bagstopper. Selv om der er tre timers transport med bil og fly fra Karup til det indre af København, hvor de fleste møder finder sted, så oplever Gitta det ikke som et problem at bo i udkanten af landet, som hun i øvrigt ynder at kalde Bonus-Danmark, for "man får jo så meget for pengene her". - Hvis jeg tager af sted tidligt om morgenen, kan jeg nå mange ting på en dag. Og selv om hun nu har slået rod ved at bo samme sted i ti år, er det ikke noget, der skræmmer for en person, der hele tiden vil på eventyr. - Det at bo her på Mors har givet mig alle de muligheder jeg gerne ville med mit arbejde og børnene. Og hvis du ved, at du kun er her så længe du gider, så er der ikke nogen fare. Du kan bare flytte dig... men selvfølgelig er det ikke noget, man bare lige gør, når man har børn. Faktisk viste det sig, at Gitta har rødder på Mors. Da hendes ældste søn på et tidspunkt arbejdede med at lave et stamtræ, kom det frem, at Gittas tip-tip tip oldefar stammede fra Fredsø. - Det var meget skægt, da vi fandt ud af det - og især sjovt for Bastian at kunne fortælle i skolen, at han stammer fra Mors. Det var Gittas mormor, der på et tidspunkt havde brudt båndene til det vestjyske og var rejst til København. Gitta føler sig hjemme på Mors. - Man finder nok oftest sammen med folk, der har været ude og prøve lidt af hvert. Men man har altid noget at snakke med folk om her. Savnet af de nære venner er det sværeste ved at bo på Mors, men som hun siger, så vil det ikke hjælpe at flytte til hovedstaden. Vennerne er spredt - Ens allernærmeste venner er dem, man har fået i skoletiden. Mine bor i Spanien, Tyskland, København og på Fyn. Det samler os ikke alligevel, hvis vi flytter til København... men vi har en plan om at lave olde kolle i Spanien engang, smiler hun. Hun "elsker at lave relationer, jo mere underlige des bedre" men har også følt, at det ikke er i tiden som forældre, at hun er kommet særlig tæt på nye mennesker. - Når man flytter fra dem, man har de nære bånd med, er det svært at få det sociale liv med nye mennesker til at fungere lige så godt. Vi har jo så travlt alle sammen. Hvert fjerde år forhandler Gitta Malling sin kontrakt - næste gang i 2012. Så længe der hele tiden er nye spændende udfordringer, ønsker hun at blive, men det skræmmer ikke at sige farvel til huset og rejse igen. - Jeg ville være meget ked af at bryde med de folk, der er knyttet til teatret, men jeg er ikke bange for at flytte mig. Min tryghed ligger i relationer - i familien og de nære bånd. {