Udland

Jeg er ikke et monster, siger bortfører i USA

I lang og rablende tale i retten kom Castro ikke med nogen undskyldning for sin adfærd og sine handlinger.

Jeg er ikke et monster, siger bortfører i USA

Den amerikanske Cleveland-bortfører Ariel Castro siger, at han ikke er et monster, men at han er en syg person.

- Jeg er ikke det monster, som anklagemyndigheden har beskrevet, siger han og kalder sig selv afhængig af porno og sex.

I en lang og rablende tale kom Castro ikke med nogen undskyldning for sin adfærd og sine handlinger, men han sagde, at han havde handlet forkert. Han sagde også, at han havde været familieforsørger.

Tidligere ved retsmødet havde Castro fremsat en kort erklæring:

- Jeg vil gerne undskylde, sagde han.

Hans forsvarer siger, at Castro var gået med til et forlig og tager skylden for det, som har gjort,

- Mr. Castro tager den fulde skyld, siger hans forsvarer, Craig Weintraub.

- Det, som vi har ønsket var, at vi ikke skulle gennem alle de slibrige detaljer. Derfor er Mr. Castro gået ind på en livstidsstraf uden mulighed for benådning, siger forsvareren.

Den 53-årige Castro har erklæret sig skyldig i 937 anklagepunkter. Dagbøger, skrevet af de tre kvinder, har hjulpet den amerikanske anklagemyndighed med at beskrive deres lidelser i et dokument, som er blevet offentliggjort forud for domsforhandlingerne torsdag.

Den nu 32-årige Michelle Knight var den første, der blev bortført på gaden i 2002, da hun var 20 år. Derpå kom Amanda Berry, der blev bortført aftenen inden sin 17-års fødselsdag i 2003. Endelig gik det ud over Gina DeJesus, der kun var 14 år og en ven af Castros datter, da hun blev bortført i 2004.

Den chokerende sag blev afsløret, efter at det 6. maj lykkedes Berry at flygte med sin seksårige datter ved at råbe om hjælp til en nabo gennem den låste fordør.

I årevis var kvinderne blevet holdt indespærret med kæder på anklerne i aflåste værelser i Castros hus i et arbejderkvarter i Cleveland.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.