Jeg er ikke udpræget idealist

Michael Juul Eriksen arbejder. Altid. Hvad driver ham?

Tekst: Charlotte Rørth / Foto: Michael Bygballe
- Det er selve konkurrencen, der tænder mig.
Sevilla FC 19. september 2009 06:00

Det er tydeligt allerede udefra. Her i huset bor en mand, der træffer sine valg og ikke siden hverken vakler eller ønsker at blive distraheret. Overhovedet. Det lyse ral foran det anonyme parcelhus fra 1970’erne er revet for nylig. De stramt klippede buksbomhække er eneste pynt langs fortovet. Her er ingen henslængte cykler, ingen pyntepotter, men millimetervis af ro og orden og en markeret afstandtagen. Hertil og ikke længere Den store gitterlåge er godt nok ikke låst her først på dagen, men den kan lukke indkørslen helt af. På den anden side af huset spærrer muren ind til terrassen for indkig og indtrængning. Her bor landets pt. mest omtalte advokat, Michael Juul Eriksen, 39 år, blomsterhandlersønnen fra Pandrup, som pt. dukker op i pressen hver og hver anden dag. Han har forsvaret rockeren Jønke, Camilla Broe, der netop er sendt til afhøring i USA om smugling af ecstasy og kollegaen Peter Hjørne. Louise fra Suldrup Han forsvarer Louise Laursen fra Suldrup, der var tiltalt for at have dræbt sin egen mor. Basem Malik, som har anklaget to betjente for at have banket ham i Jomfru Ane Gade, og en af de fem fra knivstikkeriet i samme gade, hvor William Lennon Davies døde. I den sidste sag blev han i øvrigt tiltalt af anklagemyndigheden for brud på retsplejeloven for at have givet et skriftligt referat til sin klient. Han blev frikendt. Manden forsvarer også sig selv og sine nærmeste og har derfor ikke sagt ja til hjemmebesøg fra pressen før i dag. Eneste betingelse er, at vi ikke skriver navnet på hans kone og børn. Forståeligt. En del af dem, der ser ham som en, de gerne vil gøre ilde, er ikke ligefrem folk, man er tryg ved at være uvenner med. - Godt at se dig, siger han, da han åbner døren og rækker hånden frem. Smilende. Drenget. Afslappet klædt, men trods alt i sort, som en art advokaternes uniform, der sikrer, at man altid er anonym og nydelig nok uanset, hvilken slags klienter, man skal møde. I dag skal han ikke i retten, så det rækker med sorte jeans, sort t-shirt og strømpesokker. - Vil du have et glas juice, spørger han og viser videre ind i huset, hvor der heller ikke er den mindste gnist af uro. Ej heller et støvkorn. Lædersofaerne er sorte både i stuen og på hans kontor. Alle vegne hænger malerier af den samme maler Ulf Røll. DVD’erne står i sirlig orden i glasskabe, her er ingen pynt i vindueskarmene eller på sofabordet, i køkkenet er alt ryddet og rent. Selv børneværelserne er fokuserede ned i mindste detalje. Hos den treårige datter er væggene malet i samme lyserøde farve som baggrundstonen i plakater, sengetøj og dukkerne fra Disneys prinsesseunivers, mens sønnen på fem år kun har Star Wars figurer fremme. Dem er der til gengæld mange af. Sat op på hylder til skue for enhver. Det bedste er dog gemt inde i skabet, som han med stor fryd åbner. Deroppe står selveste Dødsstjernen, det store rumskib. - Er det ikke fedt? Det er nok mit ekstrem-gen, der slår igennem, erkender han og fortæller, at alt andet legetøj er gemt væk i skuffer eller nede i krybekælderen, og at han ikke kan dy sig for at købe legetøjsfigurerne på nettet, så der kommer pakker fra USA og England hjem til adressen i Århus. Samme nørdethed gælder te. Hvis han vil drikke det, køber han kun det absolut bedste. Det gælder også vaskemidler til bilen. Og alt andet, også løbetøjet. Han løber fire gange om ugen. Hver uge. 15-20 km. per gang. Uden musik, så han kan tænke på sine sager imens. Han arbejder altid og må bruge en uge på at komme ned i et anstændigt gear, når han har ferie. I år blev den aflyst. Hvorfor arbejder du så meget? - Jeg er nok nærmest som en eliteidrætsmand. - Jeg kan fokusere helt vildt og vil være nummer et. Det er selve konkurrencen, der tænder mig. Jeg er ikke udpræget idealist. Opbakningen hjemmefra er 'total'. Han 'laver intet praktisk', erkender han blankt, hans thailandske hustru arbejder på deltid og tager hånd om hus og børn. - Jeg kører et meget retlinet liv og sætter mig ikke i en situation, hvor jeg væltes. Jeg føler mig ikke stresset, hele mit liv er koncentreret om mit arbejde. Jeg har ikke det store sociale netværk, render ikke i byen. Jeg slipper aldrig mit arbejde, for det giver mig et helt vildt kick, når jeg er derude, hvor andre ikke kan følge med. Han har med egne ord 'aldrig været der, hvor han ikke har haft kontrol'. Han har tilrettelagt sit liv, så han er blevet den i nogens øjne bedste forsvarsadvokat i landet. Det har krævet mange års hårdt arbejde, også med små sager, ingen kender til, men som giver det gode ry i de kredse, hvor folk har brug for en til at forsvare sig. - Jeg møder mange skæve eksistenser, men mener ikke, man bliver en bedre forsvarer for dem ved at have levet i deres subverden. Jeg har psykologisk sans nok til at kunne følge dem, og har brugt mit liv på at blive en dygtig advokat i stedet. Det gavner jo dem mere, og for at blive ved at være det, må jeg holde mig i psykisk overskud og fokusere mit liv. Hvad gør det ved dig som menneske, at du har et så ensporet liv? - Det ved jeg ikke. Jeg er bare sådan. Allerede som barn begyndte han at tænke og handle resolut i en enkelt retning ad gangen. I et helt almindeligt liv i det helt almindelige Pandrup gik han til flere forskellige sportsgrene, men droppede hurtigt dem, hvor han ikke kunne blive rigtigt god. Til sidst var der tennis tilbage. 'Han var faktisk helt ok til at danse, men når han ikke kunne blive bedre end mig, fandt han noget andet', har hans lillebror, Brian Eriksen fortalt per telefon dagen før mødet. Han er fire år yngre, en af landets førende dansere, indehaver af dansestudiet 'Let’s dance' i Århus sammen med Marianne Eihilt, og afgjort den person, der har betydet mest for, at storebror er den, han er. Faktisk mener de begge, at den anden har større betydning end selv deres forældre. Michael Juul Eriksen griner, da han hører, hvad hans lillebror har sagt og afviser bestemt, at han snyder, når de fortsat konkurrerer om, hvem der nytårsaften spiser flest ål. Brian mener ellers, at du snupper ben fra de andres tallerkener? - Niks. Jeg snyder ikke, men jeg tager halerne. Dem er der mindst kød på, og så kan jeg spise flere. Så det er mig, der vinder, fastslår han og nægter også pure, at det har med forfængelighed at gøre, at de to efter hver sommer ender med at konkurrere om, hvem der kan tabe sig mest. - Der vinder jeg også. 8 kilo på to uger. Man skal bare løbe mere og spise mindre. Selv som små konkurrerede de altid. Alt blev til konkurrencer. Men hvorfor og hvorfor de begge var sådan og begge er kommet så langt i deres verdener, ved han ikke. - Det er ikke sådan, vores forældre er. Det er noget mellem mig og Brian. Forældrene er pensionerede nu, men havde blomsterforretningen ”Sevilla” i Pandrup, hvor de viste drengene, at der skulle bestilles noget. De to hjalp til, Brian vist nok mere end Michael, mens de passede skolegangen, Brian vist nok pænere end Michael. - Jeg var lidt af en rod som lille. Der var altid slåskamp, og jeg ville vinde. Jeg var stærk og stædig. Din lillebror kalder dig en enspænder? - Det var jeg nok også. Jeg var ikke sådan med i grupper, men var altid klassens leder, stod nærmest udenfor hierarkiet, var den, der talte på klassens vegne, fordi jeg kunne. Var i elevråd og sådan. Stærk og læsende Han stod udenfor og ovenover og blev ikke for alvor truet, fordi han også var så belæst. Klog. Selvom skridtet fra butiksbarn til familiens første akademiker kan synes stort, var det ikke så voldsomt for læsehesten Michael. - Far var oprindelig boghandler, og vi havde huset fuld af bøger. Mor læste altid højt for os som små. Vi er oplært til at læse. Og jeg kunne så godt lide det. Jeg læste alt. Han læste så meget, at han var forbi de andre elever, til tider også lærerne, men det der koncept med at få gode karakterer var slet ikke noget, jeg tog alvorligt, før jeg begyndte på universitetet. I skoletiden klarede han sig på først Pandrup Skole, siden Jetsmark Centralskole, hvor bank var hverdagskost i skolegården. - Jeg husker miljøet som råt, men tror ikke, det var værre end på andre skoler. Jeg kan genkalde mig mange episoder. Ser dem for mig. Drenge var bare sådan ved hinanden. Den stærkeste overlevede. Det lærte man hurtigt. Han ser ikke tiden som dårlig, slet ikke, og synes at kunne se, at en normalopvækst i en normalby i en normaltid har lært ham det bedste, man overhovedet kan lære: 'Selv at tage ansvar'. - Der skete ikke noget, hvis ikke man selv satte det i gang. I dag får de unge tilbud i overflod, tv, spil, film, de underholdes hele tiden. Det må gøre det svært for dem at lære at fokusere selv. Vi havde masser af ro til at koncentrere os, fokusere, skabe selv. Det var en gammeldags tid, kan man sige, men det passede mig at have tid til at finde frem til det, jeg ville og plads til at øve mig i at forfølge mine egne mål. Jeg synes ikke rigtigt, jeg kan give netop det videre til mine børn i den tid, de lever i. At han skulle i gymnasiet, var en selvfølge med de evner, og de tre år på Aalborg Katedralskole gled. At han valgte jura, var lige så selvfølgeligt. - Det har jeg aldrig været i tvivl om. Det passer til min psyke. Det er et system, hvor man kan vinde eller tabe. Jeg er jo ikke kunstnerisk, selv om jeg også altid har spillet skuespil - men det gør man jo også lidt i retten. Jeg kan lide at arbejde hårdt med noget svært og har sans for at finde en strategi, så en sag kan vindes. Det gør de som regel. Taber ikke En af de få undtagelser er årsagen til, at han har tid til at sidde med fødderne oppe under sig i sofaen her til formiddag. Han havde ellers aftalt et møde med en af sine mest kendte klienter, Camilla Broe, den danske mor, der sidder fængslet i Florida, USA, hvor hun i fodlænker og håndjern er blevet ført til afhøring i en narkosag. Han tabte sagen, så hun blev fløjet af sted. - Det er træls at tabe. Det er det altså. Men det er altid sket sjældent. At hans juridiske evner er sublime, fandt han ud af allerede, da han havde afleveret sin første opgave på universitetet. Læreren valgte at kopiere den til alle, så de kunne se, hvordan den skulle løses. Fra da af hængte han sorte håndklæder for vinduerne, når han skulle læse, så verden udenfor ikke trængte ind. Og nok gik han med kammerater i byen, men næste morgen stod han et par timer tidligere op for at indhente de manglende læsetimer. Fra han som barn og ung legede, læste og lo ude i en bred verden, blev den hastigt snævret ind. Så snæver, at der i dag ikke er plads til andet end arbejde. - Jeg har ikke ligefrem et allround liv, konstaterer han, men han knokler heller ikke for andres skyld eller for at få tid og penge på sigt til et andet liv. - Det er ikke medfølelsen, der driver. Men omvendt har mine klienter gavn af, at jeg er så god til mit job, som jeg er. Systemet er indrettet sådan, at deres straf afhænger af, hvor godt jeg gør mit arbejde. Hvis du ved, din klient er skyldig, ville du så være glad over at få ham frikendt? - Det er sådan et spørgsmål, vi forsvarsadvokater altid får, men jeg har aldrig stået i den situation. Ingen ved, om han er skyldig, hvis der ikke er beviser. Han ville aldrig selv sige det. Men hvis du fornemmede det? - Jeg forholder mig til beviserne. Det er den rolle, jeg har i systemet, og den er jeg 100 procent loyal over for. Dine egne følelser og moralske holdninger er ikke involverede? - Nej. Det ville være helt utilstedeligt. Du kommer ofte tæt på barske skæbner. Louise Laursen, som du forsvarede, da hun blev tiltalt og siden frikendt for at have dræbt sin mor i Suldrup - måske blev moderen i stedet dræbt af sin mand, Louises far. Hun har to børn og venter på erstatning, har haft en lang retssag. Og Camilla Broe må efterlade sin datter herhjemme. Du må da blive berørt? - Det gør jeg også, men det er ikke det, der gør mig bedre end de andre. Det er min evne til at se sagen som en sag og arbejde med den. Alle indenfor og udenfor det juridiske system skal kunne stole på, at han og andre forholder sig til det, samfundet er blevet enige om, er reglerne for, hvordan vi er overfor hinanden. Juraen er essensen af, hvad vi mener, er demokratisk opførsel. Derfor er det faktisk en fordel for alle, at folk som mig er drevet af andet end egne holdninger, mener han. - Jeg tager ikke stilling til mine klienter. Jeg tager ikke afstand fra dem, har som oftest sympati for dem, men sætter mig professionelt i deres sted for at kunne udføre mit job bedst muligt. Du har selv stærk kontrol over dit liv og vælger at bruge det på at arbejde med mennesker, der uforskyldt eller ej, er frataget kontrollen over deres liv? - Jeg gør det, fordi det er det sværeste. Og derfor giver det den største tilfredsstillelse at vinde. Hvis jeg taber, analyserer jeg hvorfor, så jeg ikke taber næste gang. Hvis gnisten til at vinde en dag slukkes, så vil jeg ikke mere. Største forsvar Indtil videre vil han mere end nogen anden. Han har på rekordtid bygget landets eneste reelle forsvarsafdeling op i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, hvor han er partner. Udover at have egne sager, leder han de fire forsvarsadvokater i København, de fire i Århus og de tre på det nye kontor i Kolding. Samt deres fuldmægtige, som han alene har to af til sine sager, plus sekretærerne, som han alene har tre af. - Jeg kunne tjene mange flere penge, hvis jeg valgte dem fra, men så ville jeg ikke kunne gøre det så godt. Det er det, jeg vil, og jeg tror også, det vil svare sig på sigt. Men der er da nogle københavneradvokater, der kommer nemmere om ved det ... Og hvis jeg havde boet i USA, havde jeg været stenrig. Da vi skulle finde advokater til Camilla Broe, ville en af de gode have en mio. dollars bare for de indledende møder. Derovre afgør penge kvaliteten af forsvaret. Herhjemme får vi faste salærer. Det er jeg mere tilpas med. Og Camilla hjælper jeg gratis nu. Det gør vi med vores sager. Kollisionskurs med ordensmagten Politiet er hans modpart. Det er dem, der anklager, og han er ofte på kollisionskurs med ordensmagten. Flere gange har han fundet beviser frem, som politiet ikke kendte, i sagen fra Suldrup f.eks., og flere gange har han luftet holdninger til deres arbejde. - Politiet arbejder stadig mere aggressivt, bruger også medierne mere, og så må jeg gøre det samme for at vinde. Sådan er det. Hvis jeg kan gavne en sag ved at gå til pressen, gør jeg det. Hvis ikke, tier jeg stille. Det har gjort ham til en af de mest citerede forsvarsadvokater, som nogle elsker at hade. Lidt idealist - Jeg har holdninger, det har jeg da. Men de er saglig begrundede og altid indenfor mit eget fag. Jeg blander mig ikke i politik, men når politikerne går ind over vores fag, må vi sige fra. Det tiltaler mig f.eks. ikke, at man i USA ydmyger tiltalte som Camilla. Man skal forholde sig nøgternt og ikke dømme på forhånd. Derfor er han også harm over de følger, som terrorloven har. At man f.eks. kan udvise mennesker uden at stille dem for en dommer og aflytte f.eks. telefonerne hos alle dem, en mistænkt er i kontakt med og visitere alle i en hel zone, uanset om de har gjort noget, er på vej til det eller ej. - Hvis man for 15 år siden havde sagt, at det kunne blive sådan i Danmark, havde alle rystet på hovedet. Det er en glidebane. Og det er politikerne, der går for vidt, fordi det nu gælder om at vise, hvem der er mest hård. Se på knivforbuddet. Det er respektløs at tro, at man kan drøne ind og forandre en lov lynhurtigt. De danske love er grundlæggende gennemarbejdede, de er forberedt i mange år, gennemtænkt. Man kan ikke tillade sig at sjuske sådan med retssikkerheden. Lidt idealist er du alligevel? - Fagligt set er jeg nok, men det er ikke det, der driver mig til at arbejde så meget, det må jeg indrømme. Det er konkurrencen. Det er at vinde hver enkelt konkrete sag. Det er ikke at få retfærdigheden til at ske fyldest? - Nej, sådan tænker jeg ikke. Og den helt store retfærdighed? Ham, der dømmer levende og døde? - Jeg har meldt mig ud af folkekirken for flere år siden. Du har ikke det, nogle kalder tvivlens nådegave? - Nej, det vil nok være forkert at påstå ...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...