EMNER

- Jeg er ingen touring-trold

Poul Olesen kører gerne 300 km/t på bane - men tør ikke køre i trafikken

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Poul Ole­sens Su­zu­ki GSXR 1000 er ble­vet ma­let i røde far­ver op til den nye sæ­son. I lø­bet af som­me­ren får nord­jy­den en 2007-mo­del af sam­me mo­tor­cy­kel.Foto: Ajs Niel­sen

AALBORG:Jeg indrømmer blankt, at min underkæbe ramte bordkanten, da ”tilståelsen” ramte mig. - Jeg kører aldrig ude i trafikken. Det er jeg ikke voksen nok til. Derfor har jeg også valgt ikke at tage kørekort. Jeg nøjes med licens til at køre på bane! Ordene er Poul Olesens. 27-årig nordjyde og vant til hastigheder, de fleste af os andre helt klart aldrig kommer i nærheden af. På sin knap to år gamle røde Suzuki GSXR 1000 runder han jævnligt 300 km/t, når han kører rundt og rundt på racerbaner i både Danmark og udland som deltager i diverse løbsserier i superbike - fuldblodsklassen indenfor roadracing. Ikke voksen nok til veje I weekenden stiller han op til første afdeling i DM-serien på Ring Djursland, men transporten derned foregår i bil, selv om han har kørt tohjulede maskiner, siden han var 12. - Jeg er ikke nogen touring-trold. Og når jeg siger, at jeg ikke er voksen nok til at køre motorcykel ude i trafikken, så er det selvfølgelig også fordi, jeg er bange for, at jeg ville køre alt for stærkt. Der sker ikke mange dødsfald i motorsport på bane, men det er farligt at køre motorcykel. Især ude i trafikken. Forrige weekend blev en af mine kammerater begravet. Jeg forbinder kun motorcykler med én ting - og det er sport. Det har jeg erkendt, og derfor behøver jeg ikke kørekortet, siger Poul Olesen. I fjor sluttede han på 9. pladsen i DM-serien. Men helt op til sidste DM-afdeling, som blev kørt på Knutstorp-banen i Sverige, havde han chancen for en podieplacering, men problemer med motorcyklen kostede deltagelse i de to sidste heat. Efter en del overvejelser hen over vinteren er Poul Olesen klar til at udfordre den danske mester, Ole Madsen fra Ringsted. - Jeg føler mig meget bedre rustet. Motorcyklen er meget bedre kørende. Affjedringen for og bag er blevet markant bedre. Jeg har fået meget bedre styr på den generelle opsætning af motorcyklen til løbene. Baghjul til DM-vinder Og så har et dækskifte fra Pirelli til Bridgestone givet bedre greb om asfalten. - Jeg har aldrig kørt på bedre dæk, fastslår Poul Olesen, som for nylig fik en klar indikation om, at han har farten til at angribe DM-tronen. Det skete ved Dunlop Sportmax Cup på Motorsport Arena i Oschersleben i Tyskland, hvor han blev nr. to og tre i de to heat. Her var han næsten et sekund hurtigere per omgang end Ole Madsen, der som regerende dansk mester naturligvis regnes som en af landets hurtigste på to hjul. Op til den nye sæson var Poul Olesen klar til at gå sammen med thyboen Lars Petersen i teamet MC Online Racing. Men i 12. time sprang sponsoren MC Online fra sit løfte til de to. - Det var åbenbart bare tom luft, alt det han kom med. Men jeg tager ned og gi’r den gas alligevel, garanterer Poul Olesen, som lynhurtigt fik dækket MC Online-reklamerne på sin motorcykel til med tilsvarende fra arbejdsgiveren Bikes & Parts i Aalborg. Poul Olesen anslår, at omkostninger ved den kommende sæson bliver rundt regnet 100.000 kr. Derudover håber han at skaffe økonomi til at kunne søge wildcard til to EM-afdelinger i Superstock 1000, som er det samme som superbike - bare uden tunede motorer. Hvis det lykkes ham at erobre DM-titlen i denne sæson, så satser han i 2008 på at deltage i hele EM-serien i Superstock 1000 og derefter i 2010 at køre med i VM-serien i Superstock 1000. - Så der skal vrides i gashåndtaget, for at det kan blive en realitet, lyder det fra manden, som har for meget temperament til at slå visiret op og indsnuse alle duftene, når han kører motorcykel.