- Jeg er jublende lykkelig
Lederen Thisted Kirkes Drenge-mandskor har arbejdet et år på at Thisted får nyt "kraftcenter for sang"
- Jeg er jublende lykkelig. Det er noget af det største, der er sket for Thisteds kulturliv i 25 år. Preben Nørgaard Christensen, organist ved Thisted Kirke og leder af kirkens drenge-mandskor, lægger ikke skjul på sin begejstring over, at Thisted er valgt som "kraftcenter for sang". Drenge-mandskoret ry som et af de bedste af sin art i landet er baggrunden for, at Den Jyske Sangskole i Herning har peget på Thisted som en af de byer, der får del i bevillingen på seks millioner kroner fra Det Obelske Familiefond. Den Jyske Sangskole har imidlertid lagt vægt på, at der skulle værekor af højt niveau på både drenge- og pigesiden i de byer, som bliver udpeget til kraftcentre. Thisted og Thy har ikke et pigekor, der umiddelbart kan matche drenge-mandskoret. Det vil der blive rettet op på med en "overbygning" for de eksisterende pigekor. Bredde og elite Men både bredde og elite skulle gerne få glæde af projektet, der har Thisted Musikskole og Vestervig Kirkemusikskole med som samarbejdspartnere - ligesom både e folkeskoler og gymnasium skal være med i projektet: - Det er klart, at vi sigter højt. Men eliten lever af, at der er en underskov med stor bredde, og med en god elite bliver bredden også bedre, siger Preben Nørgaard Christensen, der ser kraftcentret som et sted med både undervisning af børn og unge og uddannelse af lærere og korledere. Og der bliver mulighed for at trække på konsulenter fra Den Jyske Sangskolen og at hente "topprofessionelle" folk hertil, også fra udlandet. Konkrete detaljer Men de konkrete detaljer i projektet skal først nu beskrives nærmere. Blandt andet er det et åbent spørgsmål, om centret skal have sine egen adresse, eller om man skal trække på de lokaliteter, som der findes i forvejen. - Det er nu op til os lokalt at komme med et samlet bud på, hvordan miljøet skal sammensættes, siger Preben Nørgaard Christensen. Har arbejdet med projektet i omkring et år, og siden i efteråret i tæt samarbejde med Thisted Kommunes nyansatte kulturkonsulent, Karen Louise Erichsen. Kulturkonsulenten deler Preben Nørgaard Christensens begejstring over, at Thisted nu er blevet godkendt: - Jeg tror, det kan få utroligt stor betydning. Det har selvfølgelig dels en branding-effekt, men det vil jo også være skønt, hvis det kunne være med til at udbrede budskabet om, at det er fedt at synge. Og det er jo en gave at kunne styrke talentudviklingen på tværs af institutionerne, siger Karen Louise Erichsen. Ingen kommunale kroner Kommunens arbejdsmarkeds- og kulturudvalg er blevet orienteret om projektet på et lukket møde. Men ud over, at kulturkonsulenten har fået lov til at bruge tid på projektet, har politikerne ikke givet tilsagn om støtte til sangcentret: - Nu skal vi finde ud af, vor stort et brød, vi kan bage. Det kan meget vel tænkes, at vi finder ud af, at det er nødvendigt, at kommunen bakker op. Men så må vi tage den derfra, siger Karen Louise Erichsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.