- Jeg er som jeg plejer at være

Luffe Horndal skal lige vænne sig til tanken om at skulle i byrådet igen

Lokalpolitik 10. februar 2005 05:00

NØRRESUNDBY: - I byrådet? Det kommer fuldstændigt bag på mig! Det var en overrasket Luffe Horndal, der i går fik en opringning fra NORDJYSKE Stiftstidende med oplysningen om, at han nu skal træde ind i Aalborg Byråd igen. Som 1. suppleant for socialdemokraten Rasmus Prehn er det Luffe, der skal tage over, nu hvor hans partifælle får nok at se til i Folketinget. - Jeg havde ikke skænket det en tanke, for jeg har haft så travlt med mit arbejde, erkender Luffe Horndal. Men selv om udsigten til en ekstra arbejdsbyrde oveni tager pusten fra ham et øjeblik, er der ingen tvivl i hans sind om, at han selvfølgelig vil udfylde hvervet. - Jeg er parat til at gøre et godt stykke arbejde. Og så er jeg i øvrigt, som jeg plejer at være, fastslår han. Så sent som i foråret 2004 var Luffe Horndal afløser for Mai-Britt Iversen, der var i Grønland i to måneder. Så byrådsarbejdet ligger ikke så fjernt, og han følger stadig med i medierne. Men ellers har han været optaget af at drive et værested. Rasmus Prehn efterlader en tom stol i teknisk udvalg, og det ville passe Luffe Horndal fint at overtage den post. Det er dog ikke givet, at det lige bliver det område, han skal tage sig af. Byrådsgruppen har mulighed for at rokere rundt på udvalgsposterne, hvis de ønsker det. Nu skal gruppen i første omgang mødes på mandag til almindeligt gruppemøde. Her vil spørgsmålet om valg af ny gruppeformand sandsynligvis også blive vendt. Rasmus Prehn blev formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe, da Mai-Britt Iversen trak sig fra posten sidste år. Anna Kirsten Nielsen var også i spil på det tidspunkt. Hvem flertallet vil pege på nu, står dog helt åbent.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...