- Jeg følte mig skyldig

Hans Benson fik det bedre materielt på grund af ulykken, men han havde skyldfølelse. Han prøvede at hjælpe, men der var ikke plads til ham

EMNER 14. september 2002 08:00

Angst, skyldfølelse og ubegribelighed prægede den 32-årige kontorassistent Hans Benson i dagene efter 11. september. Han så det andet fly ramme Sydtårnet fra halvtreds meters afstand, og i de første dage efter katastrofen kunne han overhovedet ikke tænke på andet. Tre dage gik der, før Hans Benson kom i kontakt med sit arbejde. - I de første par dage så jeg hele tiden mig selv i rollen som offer. Først på, hvordan det mon havde været at være med på flyet. Så på, hvordan det havde været at være i bygningen. Senere på, hvordan jeg mon kommer til at dø. I en ulykke, langsomt eller hurtigt? Mine tanker blev mere og mere syge. Men derefter meldte en tom fornemmelse og en lang række spørgsmål sig. Hans, der er opdraget katolik, men ikke specielt troende, ledte efter en højere mening, der ikke fandtes. Han følte sig meget skrøbelig. - Jeg tænkte på ofrene. Hvorfor døde jeg ikke? Der var folk med børn, der gik til. Jeg forstod det ikke. Jeg er en dårlig katolik, jeg går ikke i kirke, jeg beder ikke. Hvorfor blev netop mit liv reddet? Hans havde desuden dårlig samvittighed over bare at være løbet sin vej. - Jeg følte mig som en kujon. Der arbejder masser af ældre mennesker på mit arbejde. Var de ok? spørger Hans Benson med rynker i panden. - Jeg husker børnehaven i bunden af World Trade Center, som jeg gik forbi hver dag. Man kunne se børnene lege gennem ruderne, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om de var blevet reddet. Og mange af børnenes forældre arbejdede i tvillingetårnene. Hvor mange af dem var nu forældreløse? Ville hjælpe Torsdag - to dage efter - var Hans så fortvivlet, at han søgte ned mod Ground Zero for at hjælpe. - Jeg ville grave, eller dele vand ud. Bare gøre med et eller andet. Men tusindvis af amerikanere havde fået samme idé, så der var langt flere hjælpere, end der var brug for. Derfor blev han afvist med et "tak, men nej tak". - Jeg prøvede så at snige mig forbi afspærringerne for at komme ind og hjælpe, men jeg blev fanget og smidt ud. Det var meget hårdt ikke at kunne få lov at yde et bidrag. Senere fik han det skidt over, at han selv fik det materielt bedre af katastrofen. - Mit firma lavede et midlertidigt kontor uden for byen, hvor jeg arbejdede. Jeg boede på et femstjernet hotel, fik gratis mad, en højere løn - vi havde alt. Og jeg er nødt til at indrømme: Vi havde det sjovt. Men samtidig føltes det ikke rigtigt. Jeg havde det som om, jeg profiterede af andres ulykke. Hotellet lå ikke langt fra en lufthavn. - Lyden af fly har jeg det stadig ikke godt med. Jeg havde meget svært ved at sove, og jeg sprang op i sengen, når jeg hørte en flymotor. Lyden af fly kan stadig genere mig, Jeg havde mareridt i mange måneder, af til får jeg det stadigvæk, siger Hans Benson, der aldrig hørte fra den pige, der skulle have ringet til ham den dag. Hans Benson var meget rørt over, new yorkernes gensidige omsorg i månederne, der fulgte. - Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Alle i byen var som én...sammenhold...solidaritet. Det var fantastisk. Jeg håbede, at det ville vare ved. Den er der stadig, men den er ikke så stærk som før. Jeg elsker dig Efterfølgende har Hans forsøgt at ændre på nogle ting i sit liv. Lave om på prioriteringer. - Jeg lovede mig selv, at jeg ville bede mere, være en bedre troende. Jeg ville ikke fokusere så meget på mit job, men på mit liv. Jeg ville prøve at ændre mig. Tale med folk, være lidt mere udadvendt. At blive et bedre menneske. Jeg arbejder stadig på det, men det er svært. Jeg gør det i perioder, og så falder jeg tilbage. Selv om han stadig ikke går regelmæssigt i kirke, så er troen blevet stærkere. Og én ting er det lykkedes Hans Benson konkret at ændre. - Jeg har aldrig været sådan en, der sagde, "jeg elsker dig" til mine forældre. Min mor siger altid "jeg elsker dig", når hun afslutter en telefonsamtale, og jeg har altid sagt "yeah". Nu siger jeg "jeg elsker også dig". Det har jeg gjort siden 11. september, og det er et stort skridt for mig. Hans Benson lovede sig selv at nyde livet mest muligt og at finde ud af, hvad der er de essentielle ting for ham. - Jeg har altid været i tvivl om, hvad jeg vil med livet. Været usikker på, hvilken vej jeg skulle gå, og på om jeg nogensinde fandt svaret. Jeg føler mig stærkere nu. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil, men jeg ved nu, at jeg finder ud af det, siger Hans Benson med fasthed i stemmen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...