Arbejdsmarked

- Jeg går ofte sulten i seng

Alenemor til to, Lise Pedersen, lever under EUs fattigdomsgrænse og savner dansk åbenhed om det at være fattig

Som hun sidder der i sofaen, kan man ikke se det eller høre det eller på nogen måde opdage det, hvis ikke lige det var emnet for samtalen. 31-årige Lise Petersen har for nylig opdaget, at hun lever under EUs fattigdomsgrænse. Det stod på tekst-tv. At man er fattig som enlig forsørger til et barn, hvis man har under 9800 kroner udbetalt om måneden at leve for. Lise Petersen har ikke et, men to børn, og har ikke 9800 kroner men 9700 kroner. Hun bor i en lejlighed i Aalborg med sine to børn på 9 og 12 år. - Jeg er med i den gruppe af fattige, der ikke indrømmer det. Det er tabu, men ok, jeg må erkende, at det er jeg efter EU-standarden. Men vi bliver nødt til at turde sige det, for vi er rigtig mange, siger Lise Petersen, der er uddannet pædagog med flere spændende job bag sig. Sidst en tidsbegrænset ansættelse som underviser på en erhvervsskole. Siden juli har hun været arbejdsløs. - Som mange andre fattige sørger jeg for at holde facaden, for vi ved jo, at vi lever i et velfærdssamfund og egentligt ikke er fattige i sammenligning med mange andre østlande foreksempel. - Mine børn er jo mit ansigt udadtil. De kommer aldrig i skole med hullede sko eller alt for slidte bukser. De får det, de skal have, men får alligevel ikke det, de andre har, fortæller hun, og tager endnu en tår af kaffen, som hun har skænket op. 450 kroner om ugen Det er først på måneden, og der er endnu råd til kaffe. Det er der sommetider ikke sidst på måneden ligesom de hjemmerullede cigaretter bliver stadig tyndere som dagene går. Det samme med børnenes madpakker, der først på måneden strutter mere end sidst. Det er heller ikke altid Lise Petersen selv spiser aftensmad. Frikadellerne skal række til madpakken dagen efter eller som rester til næste aften. - Jeg ved, hvad der er sundt for mine børn, jeg ved, at der burde være gode grøntsager og frugt til dem, men det har jeg ikke altid råd til. Hveranden uge er drengene hos deres far, og så er sulten Lises følgesvend, når hun er alene. Og hun ved godt, hvor grænsen går, inden kroppen stiger helt af. - Men det kan jeg også kun gøre, fordi jeg ikke har et job. Skulle jeg arbejde, kunne jeg nok ikke klare at undvære mad på den måde. Det er ikke fordi pengene går til de usunde sager, som cola, slik, is, kager og chips. - Før i tiden, da mine børn var hos deres farmor, kunne jeg indimellem syntes, at det var lige rigeligt med usunde sager til børnene. I dag er jeg lykkelig for, at de får fyldt op af det, de må undvære hos mig. - Jeg ved godt, at jeg er heldigere stillet end mange andre, da jeg får den højeste dagpengesats og får udbetalt 9744 kroner om måneden, modtager børnepenge og boligsikring. Der er sikkert tusindvis af andre der har det meget værre på mindste dagpengesats. Men jeg har kun 450 kroner om ugen at leve for, når de faste udgifter er betalt. Det er de penge, jeg har at købe ind for til at brødføde min lille familie i det daglige, fortæller hun. Kun gratis glæder Ved siden af får hun hver tredje måned børnepenge. - De penge går til at købe tøj og fodtøj til børnene, at købe fødselsdagsgaver og julegaver for, at betale de regninger jeg er bagud med, og så håber jeg hver gang på, at der er et overskud, for vi skal også snart have konfirmation, fortæller Lise Petersen, der frygter, at politikerne finder på at spare ved at fjerne børnepengene. - Det er jo hele tiden til debat, og jeg kan ikke leve uden de penge. Lise Pedersen kan berette om en hverdag med stort pres, for så som hun siger: - Hver dag skal jeg tage stilling til, hvordan jeg får pengene til at række. Derfor indskrænker hendes eget sociale liv sig også til gratis-glæderne. Biblioteket benytter hun flittigt. - Men at gå i svømmehal, en tur i biografen eller ud at spise lader sig ikke gøre, lige som jeg selv må give afkald på mange ting. - Jeg kan blive inviteret til en fest, hvor man selv lige skal have drikkevarer med. Fint, siger jeg så, og ved godt med mig selv inderst inde, at det ikke kan lade sig gøre. Det har jeg ikke råd til. Hun undlader at købe til sig selv. Det er to år siden hun sidst har købt en beklædningsgenstand til sig selv, og det er fire år siden hun har været hos en frisør. Dukker der alligevel regninger op, så gemmes de til børnepengene kommer eller så gemmes andre regninger. - Der er ikke noget, der hedder uforudsete udgifter. Det findes ikke, siger Lise Petersen, og sætter hænderne for øjnene: - Ja, så gør jeg sådan her, for jeg kan jo intet stille op alligevel. Med til Lise Petersens historie hører også, at hun ingen familie har i nærheden. Begge hendes forældre døde, da hun selv var barn, hendes søskende og nærmeste familie bor i Sønderjylland og Norge. - Jeg savner indimellem at ringe eller besøge familien for lige at få lidt bistand. Men jeg har heldigvis børnenes far, som har stor forståelse for min situation, siger hun. Rigtig mange andre Lise Petersen er meget bevidst om, at hendes historie ikke er enestående, at der er mange andre, der lever på samme måde eller endda har færre penge til familieforsørgelsen. - Når fattigdomsgrænsen er på 9800 kroner netto for en enlig forsørger med et barn, må der være rigtig, rigtig mange, der lever under fattigdomsgrænsen. - Samfundet er skruet sammen til en kernefamilie med to forsørgere. Den enes indkomst bruges til at betale regningerne, den andens til at leve for. Men hvad med os enlige forsørgere? Det er en myte, at enlige mødre får i pose og sæk, for det gør vi ikke, siger hun. - Så er det jeg spørger: hvad har politikerne tænkt at gøre ved det? - For mit vedkommende er der ikke arbejde at få. Vi er rigtig mange arbejdsløse pædagoger, og jeg skriver mange ansøgninger, selv om det er hårdt at blive ved med at holde gejsten oppe. - Og så er det dyrt. Der skal bruges konvolutter, kopier og frimærker, bemærker hun. Julen har hun næsten styr på. Julegaverne er købt, for det gjorde hun da børnepengene kom i oktober. Men der mangler til juletræ og julemad. - Jeg har søgt Kirkens Korshær, og jeg har søgt Frelsens Hær, men det ene sted kom jeg for sent med min ansøgning ,og det andet sted fik jeg at vide, at jeg kom på en meget, meget lang liste. Det samme gælder kommunen. Jeg har også søgt der, fortæller hun. Netop det med julen kræver også sin smidighed i at få pengene til at række. For ligesom i alle andre familier er der ekstra arrangementer for børnene. Tre gange har hun skullet bringe et par pakker med hver af børnene til pakkespil dels i skolen, dels hos familie dels i en idrætsforening. - Det kostede 300 kroner i alt, og det er mange penge, men det skal jo gå, siger hun og kommer i tanke om, at hun blev småirriteret over, at der nu også er indført Halloween-fest. - Så er det to gange om året, de skal klædes ud i kostymer. Hver 25 øre vendes og drejes, men den slår ikke til. For hvis Lise Petersen skulle betale alle regninger til tiden, så ville hun have et månedligt underskud på 300 kroner. - Jeg fik et brev fra en advokat for nylig, som advarede om, at nu ville en inkassator snart komme. Ja det manglede bare, tænkte jeg. For hvad han gå herfra med? Jeg har intet nyt af værdi, siger hun og understreger, at hun ikke lever i slum. Lejligheden er pæn og møbleret og familien har et tv-apparat, men der er intet nyt at komme efter. Det er der heller ikke i hendes økonomi. Det nye er, at hun officielt som EU-borger er fattig.