Jeg generobrer mit kunstværk

Kommentar til Leif Bøghs lune anmeldelse af Aalborg Kunstpavillons 3. Jubilæumsudstilling, bragt 18.10.: Det mest grænseoverskridende ved værket ”Vision for kunst og uddannelse” må være, at jeg tillader mig at generobre det kunstarbejde, jeg én gang har skabt: Nemlig uddannelsesplanen for BGK-Nord – den nye kunstuddannelse i Nordjylland.

Den mere opmærksomme beskuer vil, ved at læse mit værk, få et indblik i de visioner og tanker, jeg har gjort mig, da jeg udarbejdede konceptet for BGK-Nord: At integrere kunst i uddannelsessystemet og at koble kunst med vidensfag og dermed give kunsten den samfundsrelevans, den fortjener, som modtræk til den oplevelsesvenlige og lidt tandløse rolle som pauseklovn, kunsten oftest får tildelt. Der ligger altså et visionært kunstfagligt udviklingsarbejde med at skabe en tidssvarende kunstuddannelse til grund for det konceptuelle værk, der består af i alt fire plancher med tekst samt BGK-Nords design og logo, ligeledes udformet af undertegnede. At værket, ophængt i udstillingsrummet, herefter af Leif Bøgh bliver udnævnt til en slags ready-made (en fundet genstand, anvendt i kunstnerisk sammenhæng) og morsomt påfund, er vel i sig selv ganske grænseoverskridende. Når jeg nu afslører den ellers velbevarede hemmelighed om baggrunden for BGK-Nord ved at præsentere uddannelsesplanen i mit værk og placere det i ”kunstens rum” – udstillingsrummet - er det også med henblik på at gøre det eneste anstændige: At pege på det ulige forhold i alliancen mellem producenten, kunstneren, og aftageren/institutionen (i dette tilfælde Aalborg Kommune og Nordjyllands Kunstskole) i spillet om magten og æren. Og anmeldelsen – den kan Leif Bøgh til gengæld få lov til at tage patent på!