EMNER

- Jeg gider ikke tung og traditionel litteratur

Brian Jensen, der læser International Erhvervskommunikation på Aalborg Universitet, har fundet en uddannelse, der rammer plet i hans interessefelt

AALBORG:Brian Jensen lægger ikke skjul på, at hans kæreste og venner kommer foran i køen, når døgnets timer skal fordeles mellem studier og fritid. - Der har da være perioder, hvor jeg er 110 procent dedikeret til studiet, men jeg har været ret god til den der med at slække på det i løbet af året og så tage en ordentlig slutspurt op mod eksamen, siger Brian Jensen, der læser International Erhvervskommunikation på 5. semester. Han håber på, at fordelingen mellem studietimer og biografture vil ændre sig, når han går igang med sit bachelor projekt. - Det er da noget mere fristende at gå i biografen end at sætte sig ned og læse 40 sider kommunikation, som han siger. At det lige blev Det Humanistiske Fakultet, der trak Brian Jensen indenfor, er ikke tilfældigt. - Jeg har altid haft en forkærlighed for engelsk. Men jeg gad ikke klassisk og traditionel litteratur som Hemmingway eller Shakespeare. Med det her studie kan jeg gå i retning af it og det er en kombination, der rammer lige ind i mit interessefelt, fortæller Brian Jensen. Indenfor it området føler Brian Jensen, at han har et forspring, der hjælper ham fremad. - Jeg kan godt forestille mig et arbejdsliv indenfor noget med multimedier og da jeg har flair for det, og arbejder med det ved siden af studiet, siger han. Facit er til forhandling Brian Jensen er positiv overfor gruppearbejdsformen på universitetet. - Jeg er blevet positivt overrasket, over hvor meget andres input kan betyde. Alene kan jeg godt sidde og stirre mig blind på noget, og så kan feedbacken fra de andre være med til at løfte det, siger Brian Jensen. Han oplever, at kvaliteten af gruppernes arbejde afhænger meget af, hvem der kommer i gruppe sammen. - Jeg har en gang oplevet, at være i en gruppe, hvor vi bare ikke fungerede sammen. Men det lykkedes os jo alligevel, at få afleveret noget vi kunne stå inde for. Så satte vi bare det sammen, vi havde siddet og lavet hver for sig, fortæller Brian Jensen. Påstanden om, at studerende fra humaniora er nogle, der bare snakker og snakker, kan Brian Jensen ikke få øje på. Faktisk var bredden og fleksibiliteten i studiet en af grundene til, at han valgte som han gjorde. - Jeg kan rigtig godt lide, at resultatet ikke nødvendigvis er et bestemt facit med to røde streger under, jeg synes, at det er det, man virkelig lærer noget af, siger Brian Jensen.