- Jeg håber, du bliver statsminister

Læserne ville tale med Mogens Lykketoft om blandt andet efterløn, børnecheck og beskæftigelse

NORDJYLLAND: Det var en blandet skare af trofaste vælgere, vælgere som har forladt partiet og vælgere som stemmer andet, der ringede til NORDJYSKE Stiftstidende i går eftermiddag, da Mogens Lykketoft i en lille times tid sad klar ved telefonen for at besvare spørgsmål. En af læserne var Anette Nielsen fra Aalborg: - Jeg er godt nok glad, sagde hun som indgangsreplik og som udtryk for det glædelige i at tale med Mogens Lykketoft. - Jeg håber, du bliver statsminister. Det håber Mogens Lykketoft også, og der er et godt stykke vej endnu, kunne han konstatere, da en læser opmuntrede ved at sige, at det går da den rigtige vej i meningsmålingerne. Det kunne han ikke helt bekræfte. For andre læsere var der spørgsmål om børnechecken, de grønne afgifter, kommunalreformen, 24-års reglen, skadestuer og blandt andet EU-forfatningen - spørgsmål der enten blev formuleret direkte på telefonen eller via e-mail. En af dem, der kom igennem på telefonen var Holger Christensen, Hjørring, som straks introducerede sig: - Jeg er socialdemokrat. Det var til at forstå for Mogens Lykketoft, der smilende nikkede, men glæden varede kort for: - Jeg stemmer ikke på jer. Forklaringen følger: - Jeg bliver 57 år næste gang og har arbejdet i 42 år. Jeg tænkte, at jeg ville gå på efterløn som 60-årig, men det bliver man straffet for økonomisk. Man skal vente, til man er 62 år. Jeg har sparet op siden 1972. Det er uretfærdigt. Jeg har ikke stemt på jer, siden Nyrup fik det indført i 1998, sagde Holger Christensen. Mogens Lykketoft forstod budskabet. - Men alle partier var jo med til at få det her indført, og hvis det er dit udgangspunkt, får du svært ved at finde et parti at sætte dit kryds ud for, mente Mogens Lykketoft og tilføjede: - Det er ikke alle detaljer i aftalen, jeg er tilfreds med. Men vi indgik aftalen for at undgå, at førtidspensionen helt blev afskaffet. Mogens Lykketoft talte i en lille time, inden han igen steg ind i sin valgbus med en skare af journalister, pressefotografer og selvfølgelig socialdemokrater efter sig. Næste stop var Gl. Torv i Aalborg og dernæst et møde med partikammerater i Vejgaard-Hallen.