- Jeg har altid været heldig

90-årig tysker overlevede racisme, bomber, skibsforlis og mineulykke

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

VENDSYSSEL:- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er altid heldig. Som nu f.eks. under Anden Verdenskrig, hvor englænderne sænkede min ubåd ved Bergen i Norge. Da var jeg en af blot tre overlevende, fortæller 90-årige Wilhelm Kraft under et besøg i Asaa, hvor han på det seneste har fået folk op af stolene med sin historie om, at der ligger en naziskat begravet i området.

I en lille campinghytte fortæller den tidligere tyske marinesoldat om sit liv. Iført hvid sømandsjakke og kronet med en hvid kasket med titlen: Kapitän.

Han stod nu ikke ved roret i ubåden i Bergen.

- Nej, nej. Jeg er bare en lille mand, og jeg stod i kabyssen og skrællede kartofler, da ubåden fik en fuldtræffer, siger han og peger ivrigt på et gammelt krigsfoto på bordet: En ubåd fra Første Verdenskrig, som på trods af moderniseringer og ny dieselmotor ikke kom til at spille en større rolle i Anden Verdenskrig.

På dækket er mandskabet stillet op til mønstring. Bagerst står den mindste mand i besætningen, Wilhelm Kraft.

- Efter træfferen lykkes det mig at komme ud i vandet, hvor der var masser af brændende olie. Men jeg var heldig. Jeg overlevede, og det gjorde de fleste af mine kammerater ikke, siger han og peger på venstre arm, hvor brændende olie og metalsplinter satte sine tydelige spor.

Det samme gjorde barndom og opvækst i et kriseramt grænseland.

De farlige officerer

- Jeg kan ikke lide officerer. En officer skød en af mine soldaterkammerater på grund af en lille detalje. En anden blev beordret til at lave armbøjninger i vinterkulden, til hans hænder var blåfrosne og håndleddene ødelagt, husker Wilhelm Kraft.

- Men jeg var heldig. Jeg overlevede alle de forfærdelige krigsår, også de sidste hårde kampe i Tyskland, siger han og mindes den lange tur hjem fra nordtyskland til Wallerfangen.

En march på op mod 900 km. Uden mad.

- Jeg spiste intet. Kun de nye skud på træerne langs vejen. Jeg prøvede også at spise nogle andre planter, men blev syg. Men jeg var heldig. Jeg overlevede og kom hjem, fortæller Wilhelm Kraft.

Han bliver gift, men får aldrig børn. Og de første år efter krigen er strenge. Kun få penge og næsten ingen mad. Men efter flere års arbejde i områdets kulminer, går det dog lidt bedre - lige til en dag.

- Jeg viste nogle udlændinge rundt i minen. Pludselig brager loftet ned oven i min hjelm. Jeg får skadet tre nakkehvirvler og ødelagt min næse. Men jeg var heldig, at jeg overlevede ulykken, smiler Wilhelm Kraft og viser, at han har svært ved at dreje hovedet til siden.

Han samler de mange fotos på bordet, og efter at have fortalt om racistiske overgreb, bomber, forlis og ulykker, kigger han ud over det lokale hav, campingpladsens andedam, og føler sig heldig.

- Jeg kan trække vejret. Her er frisk luft, og vejret er godt, også når det regner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.